Sigríðr står ved kysten og ser ud over det uendelige hav. Hendes tanker er fyldt med minder om Sveinn, hendes mand, der ofte sejlede til Seimgali med et fint skib omkring Dómisnæs. Hun kan næsten føle vinden i sit hår og høre bølgerne slå mod skibssiden, mens hun stille stiger op fra sin sorg for at ære hans minde.

Sveinn var en erfaren sømand, der kendte havets humør som sin egen. Hans rejser til Seimgali var ikke bare om handelsforbindelser og rigdomme; de var om ære og mod. Sigríðr ved, at hver sejltur var fyldt med fare og uventede udfordringer, men Sveinn var altid klar til at møde dem.

Nu står hun her med en runesten rejst i hans minde. Den skal fortælle hans historie for fremtidige generationer, så de kan vide om den mand, der sejlede over havet med et fint skib og aldrig frygtede det ukendte.