Baggrund · forskningsformidling

Vikingetiden

Cirka tre hundrede år, hvor mennesker fra Norden sejlede længere end nogen før dem — til Nordamerika i vest og til kejserens palads i Konstantinopel i øst. Her er rammen om alt det andet på Kenningar: hvornår, hvor, hvem, og hvad kilderne egentlig kan bære.

• 1. Hvornår var vikingetiden?
• 2. Hvor kom de fra, og hvor rejste de hen?
• 3. Danmark i vikingetiden
• 4. Samfundet
• 5. Skibene og togterne
• 6. Østvejen — til Miklagård
• 7. Hvad kilderne kan og ikke kan
• 8. Myterne
• Belæg: hvert tal og dets kilde

1. Hvornår var vikingetiden?

Det korte svar, som alle kender, er 793 til 1066. Det lange svar er mere interessant, for de to årstal er en aftale, ikke en opdagelse.

De to bogstøtter

Startåret er hentet fra et overfald. Nationalmuseet skriver, at vikingetidens begyndelse normalt sættes til år 793, det år vikingerne angreb et kloster på den nordengelske ø Lindisfarne. Slutåret er hentet fra et slag: den 25. september 1066 blev den norske konge Harald Hårderåde slået ved Stamford Bridge i Yorkshire — nitten dage før slaget ved Hastings. English Heritage kalder det den sidste alvorlige vikingeinvasion af England.

Læg mærke til, hvad de to årstal har til fælles: de handler begge om England. Rammen 793–1066 er skrevet fra modtagerens side, ikke fra Nordens. Den fortæller, hvornår englænderne blev angrebet — ikke hvornår der begyndte eller sluttede noget i Danmark.

Danske institutioner regner anderledes

Det er ikke en spidsfindighed. De to store danske instanser på området bruger hver sin ramme, og ingen af dem bruger 793–1066:

Den danske arkæologi trækker altså begyndelsen tilbage til omkring 700–750, og den gør det, fordi jorden siger noget andet end krønikerne. Nationalmuseet daterer grundlæggelsen af Ribe til omkring år 705, Kanhavekanalen tværs over Samsø til 726 og en forstærkning af Dannevirke til 737. Det er tre store, planlagte anlægsarbejder — en by, en kanal og en grænsevold — og de er alle sammen ældre end det første plyndringstogt, englænderne skrev ned. Nogen havde altså både magt og organisation til at bygge dem, længe før en engelsk munk fandt anledning til at nævne folk fra Norden.

Vi behandler derfor de to årstal som det, de er: en praktisk aftale. Hvor vi kan sætte en oplysning på en bestemt tid, gør vi det med kildens eget interval — det er hele idéen bag Tider.

2. Hvor kom de fra, og hvor rejste de hen?

De kom fra det, der i dag er Danmark, Norge og Sverige — og fra et Danmark, der var større end nu. Nationalmuseet beskriver, at rigets grænse i Jylland gik helt ned til floden Ejderen, markeret af Dannevirke, og at Vestfold og Østfold omkring Oslofjorden samt Sveriges vestkyst sandsynligvis hørte med. Befolkningen i det nuværende danske område anslås til omkring 500.000 mennesker ved år 800.

Retningerne var i grove træk tre. Mod vest gik det til De Britiske Øer, Irland, Frankrig, Island, Grønland og videre til Nordamerika. Mod syd til Frankerriget og Middelhavet. Mod øst ad de russiske floder til Sortehavet, Det Kaspiske Hav og videre til Bagdad og Konstantinopel. Nationalmuseet knytter groft sagt danskerne til England og Normandiet, nordmændene til Skotland, Irland og øerne i Nordatlanten, og svenskerne til det nordvestlige Rusland — med den forsigtighed, at det er et mønster, ikke en regel.

Hvor rejsen endte for den enkelte, ved vi som regel kun, hvis nogen rejste en sten om det. Det er derfor runestenene er så vigtige for netop dette spørgsmål: de er den eneste kilde, hvor de rejsende selv — eller deres familier — har bestemt, hvad der skulle stå. Se også Steder.

3. Danmark i vikingetiden

Jelling: det sted, hvor navnet står første gang

I Jelling står to runesten mellem to gravhøje og en kirke. Nationalmuseet skriver, at navnet Danmark på dansk grund nævnes første gang omkring 965 på Harald Blåtands runesten netop dér. Det er baggrunden for det gængse tilnavn "Danmarks dåbsattest".

Den lille sten er den ældste:

Den store sten er Haralds, og den er den, der har gjort stedet berømt:

Om citaterne på denne side: runestenscitater hentes maskinelt ud af vores eget Rundata-korpus ved hver bygning af siden, i feltet med den kanoniske oversættelse. Den er på engelsk, og vi omskriver den ikke til dansk — så ville citatet ikke længere være et citat. Firkanter som §A og §B er Rundatas egne afsnitsmarkeringer, og prikker er huller i teksten, ikke udeladelser fra vores side. Hvor der findes en dansk gengivelse i en navngiven kilde, som ved Jelling-stenene, viser vi den først.

Bemærk, at stenen er et politisk dokument. Harald skriver, hvad han vil huskes for — at have vundet hele Danmark og Norge og gjort danerne kristne. Det er en påstand fremsat af den, der havde interesse i den, ikke en neutral konstatering. At påstanden blev hugget i granit, gør den ikke sand; det gør den bare vanskelig at slette.

Omkring stenene ligger tal, vi kan efterprøve. Slots- og Kulturstyrelsens fortidsminde- register beskriver, at nordhøjen blev opført i vinterhalvåret 958/959, at den er 8 meter høj og 62 meter i diameter, og at udgravninger har fundet spor efter en skibssætning på omkring 355 meters længde og mere end 70 meters bredde. Nationalmuseet daterer gravkammeret i nordhøjen ved årringe til 958–59 og oplyser, at sydhøjen blev påbegyndt i 970'erne, er 10 meter høj og 70 meter i diameter — og at der aldrig er fundet en begravelse i den. Monumenterne kom på UNESCOs verdensarvsliste i 1994.

To navngivne kilder, to tal: skibssætningens længde opgives til ca. 355 m af Fund og Fortidsminder og til ca. 360 m af Nationalmuseet. Vi bruger vores egen kilde og nævner forskellen frem for at vælge i stilhed.

Ringborgene — dem har vi selv

Fem ringborge kendes: Aggersborg ved Limfjorden, Fyrkat ved Hobro, Nonnebakken i Odense, Borgring ved Køge og Trelleborg ved Slagelse. Nationalmuseet placerer byggeriet i årene 970–980 og skriver, at egetræet til Trelleborg og Fyrkat er fældet i 980–81 — dateret med årringe. Det gør det rimeligt sikkert, at bygherren var Harald Blåtand. I 2023 kom alle fem på UNESCOs verdensarvsliste.

Ringborgene er det sted, hvor vores eget datagrundlag er stærkest. Alle fem findes i Slots- og Kulturstyrelsens register Fund og Fortidsminder, hvis tekstdata er udgivet under CC0, og hvor målene står i fredningsteksterne. Tabellen herunder er hentet derfra — ikke fra en opslagsartikel:

Læg mærke til to ting. For det første er felterne ikke ens: Aggersborgs 240 meter er borgpladsens diameter, Trelleborgs 137 meter er voldens, og Borgrings tal er det fredede areals udstrækning — ikke borgens diameter. At stille dem op som "diameter" ved siden af hinanden ville være at gøre dem sammenlignelige, uden at de er det. For det andet står der "ikke oplyst" to steder, fordi der ikke står andet i kilden.

Registret rummer også det, der gør borgene til mere end geometri. Om Trelleborg står der, at der i nærheden lå en gravplads med omkring 135 grave, hvoraf én var en massegrav med ti skeletter, som tyder på kamphandlinger — og at fundmaterialet viser, at der boede både mænd, kvinder og børn i husene, som arbejdede med både landbrug og håndværk. Trods den militære geometri var Trelleborg altså ikke en kaserne. Om Fyrkat står der, at borgen kun fungerede i en kort årrække, før den brændte. Om Borgring, at udgravningerne 2013–2018 fandt østporten delvist brændt. Se de enkelte borge under Steder.

Dannevirke, Hedeby og det store byggeri

Dannevirke er ifølge Nationalmuseet det eneste forhistoriske forsvarsværk i Danmark, der er nævnt i vikingetidens skriftlige kilder. Det består af omkring 30 kilometer vold fordelt på flere forgreninger, der spærrer Jylland af på det smalleste sted. Det ældste anlæg er fra slutningen af 600-tallet; den første præcise datering er 737, da volden blev forsynet med en egetræspalisade. Frankiske kilder fra 808 beretter om kong Godfred, der ville befæste rigets sydgrænse. Sidste led fra vikingetiden er Kovirke, en syv kilometer lang vold anlagt i 980'erne to kilometer foran de ældre volde.

Bag volden lå Hedeby, handelsbyen ved Slien, som Nationalmuseet daterer til senest år 808. Hedeby og Dannevirke blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 2018 som Archäologischer Grenzkomplex Haithabu und Danewerk.

Et hul, vi selv har: Hedeby ligger i dag i Tyskland, og vores danske fortidsminde-data dækker kun dansk territorium. Der er nul Hedeby-poster i vores FF-datasæt. Alt hvad denne side siger om Hedeby, er kontrolopslag hos Nationalmuseet — ikke noget, vi kan belægge med egne data.

Til samme byggeperiode hører Ravning Enge-broen i Vejle Ådal. Nationalmuseet beskriver den som mere end 700 meter lang og 5 meter bred, båret af fag med cirka 2,4 meters mellemrum, hvor hver stolpe var hugget til med økse og målte 30 × 30 cm i tværsnit. Broen er dateret til slutningen af Harald Blåtands regeringstid. Ligesom borgene fik den kun kort levetid og blev ikke vedligeholdt — hvilket i sig selv siger noget om, hvor kortvarig den centrale magt bag byggerierne var.

Kristningen

Trosskiftet var ikke en dato. Nationalmuseet beskriver den første kristne mission i Danmark omkring år 710, da den engelske ærkebisp Willibrord rejste hertil og mødte danernes konge Ongendus — og tog 30 drenge med hjem til oplæring. I 826 blev Harald Klak døbt i Mainz sammen med mere end 400 personer fra sit følge, med den frankiske kejser Ludvig den Fromme som fadder. Handelsfolk lod sig ofte primsigne, altså tegne med korsets tegn uden nødvendigvis at blive døbt, fordi det var en forudsætning for at handle i kristne byer. Harald Blåtands runesten fra omkring 965 kundgør, at danerne var blevet kristne; omkring 1050 var de fleste det faktisk. Der er altså omtrent 340 år mellem den første mission og den fuldførte omvendelse.

4. Samfundet

Tre lag og en slægt

Nationalmuseet beskriver et samfund i tydelige sociale lag: stormænd i toppen, i midten bønder, landarbejdere, handelsfolk og håndværkere, og trællene i bunden. Det afgørende skel gik mellem fri og ufri. Uden for slægten stod man udsat: brød man normerne, mistede man samfundets beskyttelse og kunne i værste fald blive fredløs. Eddadigtet Rigsþula (Rigs Vandring) fortæller den samme orden som en skabelseshistorie, hvor guden Rig bliver stamfader til træl, karl og jarl.

Ting og lov

Retten blev talt på tinge. Det bedst dokumenterede eksempel ligger uden for Danmark: det islandske Alting blev grundlagt på Þingvellir omkring år 930 og trådte sammen dér indtil 1798. Det er den ældste forsamling af sin art, vi kender, og fristaten på Island bestod fra 930 til 1262.

Udeladt: Vi skriver ikke et tal på, hvor mange landsting der fandtes i Danmark i vikingetiden, eller hvornår de opstod. Vi har ikke kunnet kontrollere det mod en navngiven kilde.

Trælle

Nationalmuseet er tydelig: trælle var én af vikingernes vigtigste handelsvarer, hentet på togter i Østeuropa og på De Britiske Øer, og afsat på markeder som Hedeby og Bulgar ved Volga. Trælle havde ingen personlige rettigheder og blev betragtet som husdyr. Museet gengiver, at en munk i 870 blev så oprørt over at se kristne mennesker til salg i Hedeby, at han solgte alt sit og købte dem fri — og at der så sent som i Jyske Lov fra 1241 stadig er regler om trælle. Slaveriet forsvandt altså ikke med kristendommen; det tog århundreder.

Kvinders retsstilling

Billedet er dobbelt, og det er vigtigt ikke at glatte det ud i nogen af retningerne. Nationalmuseet skriver, at kvinder ikke kunne optræde på tinge — den politiske magt lå hos manden. Samtidig havde de arveret og ret til skilsmisse, og retten til begge dele viser, at kvinder havde en selvstændig juridisk status. Museet gengiver, at den spansk-arabiske rejsende al-Tartushi, som besøgte Hedeby i 900-tallet, blev forundret over at høre, at kvinder kunne kræve skilsmisse, hvis de selv ønskede det. En husfrue kunne styre gården og forvalte ægteparrets ejendom.

Vores egne runesten peger samme vej fra en anden kant: kvinder optræder gang på gang som dem, der lader stenen rejse — altså som dem, der bestiller og betaler et monument. Se Personer.

5. Skibene og togterne

Uden skibene ingen vikingetid. Nationalmuseet deler fartøjerne i to hovedtyper. Krigsskibene var lange og smalle, kunne både ros og sejles, havde flad bund og kunne lægge til direkte på en fjendtlig strand. Handelsskibene var kortere og bredere, blev drevet frem med sejl og kunne til gengæld rumme en større last — de største havgående fragtskibe med en lastekapacitet på op til 60 ton. Under gunstige forhold kunne skibene sejle op mod 10 knob, cirka 18 km i timen.

Der er et logistisk forhold, der forklarer meget om, hvordan togterne så ud i praksis: Nationalmuseet skriver, at den sene vikingetids langskibe var så specialiserede til fart og troppetransport, at der oftest kun kunne medbringes forsyninger til en uge på havet. Et langskib kunne altså ikke blive ude ret længe uden at gå i land.

Og togterne var ikke kun plyndring. Nationalmuseet formulerer det, at vikingerne i høj grad var opportunister, og at fund af store lastskibe og rige handelsbyer giver et mere nuanceret billede af perioden. Handel og plyndring var ikke to slags mennesker, men to måder at skaffe sig værdier på — og handelsskibe og handelspladser var selv lokkende plyndringsmål.

• Læs videre: Skibet →
• Rejserne →
• Skibe i kilderne →

6. Østvejen — til Miklagård

Vestpå huskes vikingerne for det, de ødelagde. Østpå huskes de for det, de handlede med. Det er den samme tid, de samme både og til dels de samme mennesker — men kilderne er andre, og historien ser anderledes ud.

Ind i Gardarriget

Nationalmuseet beskriver, at de første vikingeskibe fandt ind i Gardarriget i løbet af 700-tallet, og at navnet betyder "landet med gårdene", hvor "gård" nok skal forstås som "by". Indgangen var Staraja Ladoga, hvor handelspladsen opstod i slutningen af 700-tallet, og hvor byens gravhøje langs floden Volkhov stadig kan ses. Derfra delte ruterne sig: Volga mod øst og Dnepr mod syd.

Rejsen var ikke romantisk. Museet gengiver et forsøg, hvor svenske forskere sejlede fra Mälardalen til Novgorod i et 9 meter langt klinkbygget fartøj bygget som et vikingeskib: turen tog 42 døgn, selv med en erfaren besætning. Videre fra Novgorod til Dneprs udløb tog 89 dage — tre måneder — og over mere end 250 kilometer måtte båden slæbes over land. Konklusionen var, at en bådrejse frem og tilbage fra Mellemsverige til Sortehavet næppe kunne nås, mens floderne var isfrie; enhver rejse længere end til Staraja Ladoga må have indbefattet mindst én overvintring i Rusland. Alternativet var vinter: med hestetrukken slæde over de tilfrosne floder kunne man tilbagelægge op mod 150 km på en dag, og strækningen Novgorod–Gnezdovo kunne gøres på 7–10 dage mod cirka 30 med båd.

Miklagård = Konstantinopel = nutidens Istanbul

Det er den samme by, og forvirringen er værd at rydde af vejen én gang for alle. Byen hed Konstantinopel og var hovedstad i det byzantinske rige. Nordboerne kaldte den Miklagård — Nationalmuseet oversætter navnet med "den store gård". I dag hedder byen Istanbul og ligger i Tyrkiet. Nationalmuseet skriver det lige ud: hovedstaden Konstantinopel — vore dages Istanbul.

Byen var handelscentrum for varer fra hele Middelhavsområdet, Nordafrika og den nære orient, og museet nævner, hvad man kunne købe der: silke, broderet klæde, vin, frugt, krydderier og smykkesten som karneol og bjergkrystal. Om indtrykket skriver museet, at byen havde en vældig bymur og bygningsværker af sten, der har taget pusten fra enhver besøgende — og at Hedeby til sammenligning må have virket direkte fattig. Det er nok det vigtigste at forstå ved østvejen: for en mand fra Norden var Miklagård ikke et bytte. Det var en verdensby.

Væringerne — nordboer i kejserens tjeneste

Væringer er den norrøne betegnelse for de nordiske mænd, der tjente ved kejserens hof. Nationalmuseet beskriver, at kejseren i Konstantinopel havde for vane at bruge lejesoldater som sin private livvagt, og at bevæbnede mænd på en illustration fra 1100-tallet af kejser Leo 5.'s begravelse i 820 er identificeret som væringer på grund af deres store tohåndsøkser.

Beviserne, vi selv har

Her holder vores eget korpus. Rundata-materialet indeholder tre indskrifter fra det byzantinske område, og to af dem er ridset ind i marmoret i Hagia Sofia — kirken i det nuværende Istanbul, som senere blev moske. Nationalmuseet skriver, at to vikinger ridsede deres navne der, og at de hed Halfdan og Arne. Rundata læser præcis de to navne:

Det er alt, der står. To navne, ridset ind i en kirkevæg af mænd, der havde meget lang vej hjem. Den tredje byzantinske indskrift står på en marmorløve, der i vikingetiden stod i Athens havn Piræus; Nationalmuseet oplyser, at løven i 1687 blev ført til Venezia som sejrstrofæ, hvor den står i dag. Runebåndet på dens skulder er slidt, og oversættelsen er tilsvarende hullet:

Hvad de rejsende selv fik skrevet

Runestenene hjemme i Norden er den anden halvdel af beviset. I vores korpus af 11671 indskrifter nævner 25 Grækenland eller grækerne, 12 nævner Garðar eller Holmgarðr i øst, og 6 nævner Serkland — nordboernes navn på de muslimske områder. Navnet Ingvarr optræder på 37 indskrifter, men kun 21 af dem knytter navnet til en rejse eller en død; resten er blot mænd, der hed det samme. Vikingeskibsmuseet regner med mere end tyve svenske runesten rejst over mænd, der mistede livet på Ingvars ekspedition, og daterer det mislykkede togt til omkring 1041. Vores tal ligger på samme niveau — men det er værd at vide, at forskellen mellem 37 og 21 er forskellen mellem at søge på et navn og at læse, hvad der står.

Den mest kendte af Ingvar-stenene står ved Gripsholm:

Grækenlandsstenene er tørrere og derfor på en måde mere talende — de handler næsten altid om nogen, der ikke kom hjem:

Og en enkelt kobler hele ruten sammen — handelsskibet, den græske havn, og hjemkomsten:

Holmgarðr — byen ved Ilmensøen — optræder både som slagmark og som sted, hvor man kunne dø i en kirke:

Sølvet og Serkland

Motivet bag den østlige rute var i høj grad sølv. Nationalmuseet kalder det arabiske rige for vikingernes Særkland og beskriver Bulgar ved Volga som et vigtigt internationalt marked — det vestligste punkt for de silkekøbmænd, der kom med kamelkaravaner helt fra Kina, og stedet hvor vikingerne fik øjnene op for arabernes rigdom på sølv. Tusindvis af de sølvmønter, der er fundet i vikingetidens Skandinavien, er slået i det gamle arabiske kalifat i de nuværende byer Samarkand og Tasjkent. Da minerne med tiden blev tømt, dalede interessen for de østlige ruter; det skete i slutningen af 900-tallet, hvorefter sølvtørsten blev slukket i Mellemeuropa, særligt i Harzen.

Ibn Fadlan — manden, der så dem udefra

Den mest citerede øjenvidneberetning om nordboer i øst er skrevet af en arabisk diplomat. Nationalmuseet henviser til Ibn Fadlans rejsebeskrivelse fra 922, hvor han mødte en gruppe vikinger ved Volga, og gengiver blandt andet hans beskrivelse af, hvordan trællepiger, der skulle sælges, blev seksuelt udnyttet af deres ejere, mens andre så på.

Han er værd at læse med to slags forsigtighed på én gang. Han er en samtidig øjenvidneskildring — noget vi næsten aldrig har. Og han er en muslimsk embedsmand, der beskriver et folk, han finder frastødende urent, til et publikum derhjemme. Begge dele er sande om den samme tekst.

7. Hvad kilderne kan og ikke kan

Sagaerne blev skrevet 300 år efter

De islandske sagaer er den grund, de fleste af os overhovedet kender vikingetiden som fortælling. De er også nedskrevet omkring 200–300 år efter de begivenheder, de fortæller om. Njáls saga, som er hovedkilden til Kenningars fortællinger, blev skrevet ned på Island omkring år 1280 og handler om årene omkring 960–1020. Den bygger på mundtlig overlevering og er formet af sin egen tids litteratur og politik. Vi bruger den som det, den er: den ældste bevarede fortælling, ikke et referat. Mere om det på Kilder & metode og i Lejrbålet.

Runestenene er samtidige — og fåmælte

Runestenene har den modsatte styrke og den modsatte svaghed. De er rejst af mennesker, der kendte de omtalte, og teksten er fra dengang. Til gengæld siger de næsten ingenting. Vikingeskibsmuseet formulerer det, at runestenene ikke indeholder mange ord, men at de ord, der er, derfor må antages at være vigtige. Museet regner med omkring 3.000 runesten fra yngre vikingetid og den tidligste middelalder, hvoraf omkring 90 % står i Sverige.

Nationalmuseet tilføjer to ting, der er lette at glemme: stenene blev rejst til minde om de døde — først og fremmest magtfulde personer og deres hæderfulde gerninger — og de blev rejst for at erobre et offentligt rum og var malet i stærke farver. Den grå, mosgroede sten i skovbrynet er ikke, hvordan den så ud.

Vores eget grundlag: 11671 indskrifter i Rundata-korpusset, hvoraf 10954 har en engelsk oversættelse og 5198 har koordinater. 1153 af dem har dansk signum. Dertil 315 lokaliteter fra Fund og Fortidsminder, heraf 170 runesten — hele registrets bestand af den type.

De skriftlige kilder er skrevet af ofrene

Nationalmuseet siger det så tydeligt, at det er værd at gentage: mange af de bevarede skriftlige kilder fra perioden er nedskrevet af munke, og deres beskrivelser er udpræget negative — samtidig med at mange plyndringer af kirker og klostre faktisk fandt sted som følge af interne stridigheder uden vikinger indblandet. Den Angelsaksiske Krønike, som leverer år 793, har sin grundstamme nedskrevet i Wessex i slutningen af 800-tallet. Beretningen om Lindisfarne er altså skrevet ned mindst et par generationer efter overfaldet, af nogen på modtagersiden.

8. Myterne

Der var ingen horn på hjelmene

Dette er det tætteste, formidling kommer på en afsluttet sag. Nationalmuseet skriver, at der fra vikingetiden kun er bevaret én næsten hel hjelm, at den er ganske uden horn, og at den er fundet i en norsk krigergrav ved Gjermundbu nord for Oslo sammen med en af de eneste komplette ringbrynjer fra perioden. Museet tilføjer, at ingen af de samtidige kilder nævner noget om hovedbeklædninger med horn, og at horn på en hjelm i kamp kun er i vejen.

Men — og det er den nuance, der gør sagen interessant i stedet for bare afsluttet — der findes billeder af hornede hovedbeklædninger. På Guldhornene, som er ældre end vikingetiden. Og på et vægtæppe fra Oseberggraven i Norge, som er fra tidlig vikingetid. Nationalmuseet fastholder, at de hornede hjelme, der faktisk er fundet, er fra bronzealderen — 1300 år før vikingetiden — og foreslår, at billederne kan forestille bersærker eller kan have haft et kultisk formål. Konklusionen er ikke "horn fandtes ikke"; den er, at ingen vikingekriger gik i kamp med dem.

Udeladt: Vi skriver ikke, hvornår eller gennem hvem hornbilledet blev udbredt i nyere tid. Påstanden findes i mange fremstillinger, men vi har ikke kunnet kontrollere den mod en navngiven kilde og lader den derfor stå ude.

"Viking" var noget, man gjorde

Ordet var ikke et folkenavn. Nationalmuseet forklarer, at ordet viking betyder én, der tager på togt — sandsynligvis sørøver eller søkriger — og at det langtfra var alle, der drog på togt. De fleste var bønder. At kalde en hel befolkning gennem tre århundreder for "vikinger" er derfor omtrent som at kalde alle danskere for søfolk.

Det var ikke kun vold

Nationalmuseet formulerer det præcist: selv i dag betegnes vikingerne som særligt blodtørstige og ugudelige, selvom arkæologien har afdækket en periode, hvor handel, fiskeri og jordbrug i lige så høj grad kendetegnede hverdagen. Volden var virkelig. Den var bare ikke hverdagen for de fleste, og den er overrepræsenteret i kilderne, fordi de blev skrevet af dem, den gik ud over.

Belæg: hvert tal og dets kilde

Hvert konkret tal, årstal og egennavn ovenfor står herunder med den kilde, det er kontrolleret imod. Tal, der ikke kunne kontrolleres, er ikke skrevet — de nævnes i stedet som udeladelser i teksten.

Hvad denne side ikke bygger på

Ingen formulering på siden hviler på Wikipedia-tekst. Wikipedias licens (CC BY-SA) er en del-på-samme-vilkår-licens, der smitter af på afledte tekster, og vi ønsker ikke at binde Kenningars indhold til den. Tilsvarende er lex.dk — herunder danmarkshistorien og Trap Danmark — slet ikke anvendt, hverken som tekst eller som opslag, fordi udgiveren har taget forbehold mod tekst- og datamining efter ophavsretslovens § 11 b, stk. 2. Nationalmuseets og Vikingeskibsmuseets sider er brugt som kontrolopslag for tal og navne; museernes egne formuleringer er ikke tekstgrundlag, og hvor der er citeret, er der krediteret.

• Skibet →
• Runesten →
• Steder →
• Personer →
• Tider →
• Kilder & metode →