Baggrund · forskningsformidling

Ornamentik — stenens ur

Der står ingen årstal på en runesten. Alligevel kan 1.893 af sitets sten dateres inden for få årtier. Nøglen er ikke teksten. Det er dyrehovedet.

• 1. Hvorfor et ornament kan datere
• 2. Nøglen: hvor vender hovedet?
• 3. De otte grupper
• 4. Hvad fordelingen fortæller
• 5. Hvor sikkert er det?
• 6. Sådan læser du en sten selv
• Videre ind i kilderne
• Belæg: hvert udsagn og dets kilde
• Bevidst udeladt

1. Hvorfor et ornament kan datere

En runesten kan sjældent dateres af sin tekst. Den nævner ingen årstal, og navnene går igen gennem generationer. Arkæologisk datering hjælper heller ikke: stenen ligger ikke i et lag, den står ovenpå.

Men ornamentet er mode. Den slyngede slange, som runerne er hugget ind i, tegnes forskelligt gennem årtierne — og fordi stenhuggerne arbejdede i værksteder og efterlignede hinanden, skifter formen nogenlunde samtidig over store områder.

Anne-Sofie Gräslund satte det i system. Hun opdelte ornamentikken i syv grupper og ordnede dem kronologisk — og hun daterer dem ikke ved at datere stenene, men ved at sammenligne ornamentet med andet materiale, der kan dateres. Med hendes egne ord:

Comparisons with well-dated archaeological material with corresponding ornamentation provide the best opportunity for establishing a chronology.

Hun sætter selv hvert trin lig med én generation. Systemet er i dag standard og er dét, Rundata bærer i feltet style_group.

Sitets danske stensider viser nu stilgruppen, hvor den kan kobles. Koblingen er geografisk: en stenside får et Rundata-signum, når der findes præcis én indskrift inden for 100 m af registerets punkt. Er der flere — Aalum har fire sten på samme lokalitet — kobles der ikke, for så kan vi ikke vide hvilken side der hører til hvilken sten. Afstanden står på hver side, så du selv kan bedømme den.

2. Nøglen: hvor vender hovedet?

Den vigtigste skillelinje kan ses på to sekunder, når man først ved det.

Det er hele forskellen mellem Fp og Pr: om slangehovedet er tegnet ovenfra eller i profil.

3. De otte grupper

Eksempel-signaerne kan ikke slås op på sitet endnu. Vores stensider bygger på danske lokaliteter fra Fund og Fortidsminder, mens stilgrupperne sidder på Rundatas signa — de to sæt er ikke koblet. Signaerne står her, så du kan søge dem i Rundata.

Pr1 og Pr2 er Ringerikestil — brede, frodige slyngninger med udløbere. Pr3, Pr4 og Pr5 er Urnesstil — smallere, mere sammenflettet, dyret bliver til et båndslyng.

4. Hvad fordelingen fortæller

Tæller man sitets sten sammen efter stilart, fremkommer en kurve, som er værd at standse ved:

Urnesstilen dominerer med 792 sten mod Ringerikes 293. Det er ikke en tilfældighed, og det passer med noget andet, sitet kan måle: næsten alle indskrifter med en bøn er kristne. Runestensrejsning som massefænomen hører til den sene del af vikingetiden — årtierne omkring og efter kristningen — og ikke til den hedenske begyndelse, folk oftest forestiller sig.

Se også Døden og gravskikke, hvor det samme viser sig fra en anden vinkel: broerne bygget for sjælen.

5. Hvor sikkert er det?

Mindre sikkert, end en tabel får det til at se ud. Feltet er rodet, og det er ærligt at vise rodet:

399 af de 1.893 bærer et spørgsmålstegn — altså omkring hver femte. Og 694 sten kan slet ikke bestemmes, som regel fordi de er for medtagne.

Dertil er dateringerne selv omtrentlige, og kilderne er ikke helt enige. For Pr3 angiver én kilde ca. 1045–1075, en anden ca. 1050–1080. Forskellen er lille, men den er der, og et interval på denne side er derfor et interval, ikke en dato.

6. Sådan læser du en sten selv

Næste gang du står foran en runesten eller ser et billede af en, så prøv:

1. Find enden af runebåndet. Følg slyngen til den slutter.
2. Er der et hoved? Nej → RAK, altså blandt de ældste, omkring år 1000.
3. Vender hovedet mod dig, symmetrisk, med to øjne? Det er set ovenfra → Fp, første halvdel af 1000-tallet.
4. Ser du hovedet fra siden, med ét øje? → Pr-familien. Er slyngen bred og frodig, er det tidlig (Ringerike); er den smal og sammenflettet, er det sen (Urnes).

Det er hele metoden. Den er ikke ufejlbarlig — det er derfor 399 af stenene bærer et spørgsmålstegn — men den virker.

Videre ind i kilderne

Denne side er formidling. Her er de steder i sitets eget kildelag, som afsnittene ovenfor bygger på:

• Runestenene → sitets 171 stensider med indskrift, fundsted og foto
• Grikkland-stenene → her ser du signa som DR og Sö brugt, som i tabellen ovenfor
• Borgring → den senest fundne ringborg, dateret ved årringe frem for ornament
• Døden og gravskikke → samme pointe fra en anden vinkel — stenene er sene og kristne
• Aggersborg → ringborgen er bygget i de årtier, RAK-stenene rejses
• Trelleborg → årringsdateret — et af de få faste holdepunkter i perioden
• Vikingetiden → hvornår perioden begynder og slutter, og hvorfor det er omstridt

Belæg: hvert udsagn og dets kilde

Bevidst udeladt

• Billeder af de enkelte stilarter. En tegnet rekonstruktion ville være vores fortolkning af, hvordan en stilart ser ud — og netop her ville en unøjagtighed være ødelæggende, fordi pointen er, at man kan kende forskel. Vi henviser hellere til stensiderne med rigtige fotos.
• Værksteder og navngivne stenhuggere. Rundata bærer et carver-felt, men det er tyndt udfyldt, og at koble stil til værksted kræver mere, end vi kan belægge her.
• Ornamentik uden for runesten. Ringerike- og Urnesstil findes også på træ, metal og i kirkekunst. Det hører til en artikel om kunst, ikke om datering.
• Dansk mod svensk materiale. Gräslunds system er udviklet på Mälardalens sten. Hvor godt det overføres til dansk materiale, er en faglig diskussion, vi ikke kan afgøre.