Baggrund · forskningsformidling

Døden og gravskikke

En runesten er som regel ikke en gravsten. Den står ved en vej, ikke ved en grav — og på 125 af dem står der, at der samtidig blev bygget en bro.

• 1. Stenen er ikke graven
• 2. Broen — den gerning, ingen forventer
• 3. Hvad de døde af, når stenen siger det
• 4. Selve graven
• 5. Skibsgravene
• 6. Det, stenene ikke fortæller
• Videre ind i kilderne
• Belæg: hvert udsagn og dets kilde
• Bevidst udeladt

1. Stenen er ikke graven

Af sitets 11.671 indskrifter bærer 1.812 en mindeformel — «in memory of». Det er 16 % af hele materialet. Runestenen er først og fremmest et mindesmærke.

Men den står sjældent over en grav. Den står, hvor folk kommer forbi: ved en vej, et vadested, en tingplads. Formålet er ikke at markere, hvor liget ligger — det er at få den forbipasserende til at læse navnet.

Det er en anden idé om at mindes, end vores. Vi lægger mindesmærket, hvor den døde er. De lagde det, hvor de levende går.

2. Broen — den gerning, ingen forventer

125 indskrifter nævner en bro, og på 22 af dem står broen udtrykkeligt i forbindelse med den dødes sjæl. Man byggede altså ikke bare en sten. Man byggede et stykke infrastruktur, og satte stenen ved siden af.

Sveinn Gisl's son had this bridge made for his soul and his father's. That is right for everyone to pray paternoster. — Vg 76, Backgården (Korstorp)

Sigríðr, Alríkr's mother, Ormr's daughter, made this bridge for the soul of Holmgeirr, father of Sigrøðr, her husbandman. — Sö 101, Ramsundsberget, Mora

Vg 76 siger selv hvorfor: «That is right for everyone to pray paternoster.» Broen er ikke velgørenhed i vores forstand. Den er en byttehandel. Den vejfarende kommer tørskoet over — og til gengæld beder han et fadervor for den, der betalte for broen.

Det er kristen sjælefrelse, udført som vejarbejde. Og det forklarer, hvorfor stenene står ved veje: de skal læses. En sten ved en grav midt på en mark ville ikke virke.

Læg mærke til Sö 101: det er Sigríðr, der lader broen bygge, for sin husbonds sjæl. Hun optræder som bygherre i eget navn — se Kvinderne.

3. Hvad de døde af, når stenen siger det

De fleste indskrifter siger ikke, hvordan manden døde. Men 120 af dem gør — og næsten altid, fordi han døde langt hjemmefra. Døden er værd at nævne, når den fandt sted et sted, der kan navngives.

10 siger udtrykkeligt drowned, og 18 bruger ord som betrayed, murdered eller was killed. Sm 92 gør noget usædvanligt: den forbander morderen — «May God betray the one who betrayed him». En bøn brugt som våben.

4. Selve graven

Gravformerne skifter gennem perioden, og de skifter ikke ens overalt. Brandgrav og jordfæstegrav findes side om side. I brandgraven brændes den døde, og de brændte knogler samles og nedsættes. I jordfæstegraven lægges den døde ubrændt, ofte med genstande.

Gravgodset er det, arkæologien har mest af — og det er også dét, der er sværest at læse. En kvinde begravet med vævevægte og skålspænder fortæller os, hvad de efterladte lagde ned. Den fortæller os ikke uden videre, hvad hun gjorde i live.

I sitets danske lokalitetstekster fra Fund og Fortidsminder nævner 15 lokaliteter en gravhøj, rundhøj eller langdysse. Vi har ingen egentlig gravdatabase — se Bevidst udeladt.

5. Skibsgravene

Nogle få gange blev et helt skib lagt i jorden. Det er den dyreste begravelse, vikingetiden kender: et fartøj, der repræsenterer års arbejde og er fuldt brugbart, tages ud af drift og graves ned.

Det er værd at holde fast i, hvor sjældent det er. Sitets danske lokalitetstekster nævner skibssætning eller skibsgrav 4 steder. Skibsgraven er ikke en almindelig vikingebegravelse — den er en undtagelse, der er blevet til billedet på hele perioden, fordi den er spektakulær nok til at komme i lærebøgerne.

Hvordan skibene var bygget, og hvad de kostede at lave, står i Skibet.

6. Det, stenene ikke fortæller

• Hvor liget ligger. Stenen siger «in memory of», ikke «here lies». Sammenhængen mellem sten og grav er sjældent kendt.
• Hvad de troede skete bagefter. 282 indskrifter nævner sjælen — men de nævner den i kristne vendinger. Om den hedenske forestillingsverden siger stenene stort set intet.
• De fleste døde. En runesten kostede penge. De 1.812 mennesker, der har fået én, er ikke et udsnit af befolkningen — de er dem, nogen havde råd til at mindes.

Videre ind i kilderne

Denne side er formidling. Her er de steder i sitets eget kildelag, som afsnittene ovenfor bygger på:

• Aggersborg → ringborgen ved Limfjorden — anlæg fra samme årtier som stenene
• Skarphedinn → 65 omtaler i Njáls saga — én af de tættest belagte skæbner
• Kvinderne → Sigríðr byggede en bro — hun er ikke den eneste
• Skibet → hvad et skib kostede at bygge, og derfor hvad en skibsgrav kostede
• Grikkland → stenene over dem, der døde længst hjemmefra
• Njal → sagaens mest omtalte død, og hvad der fulgte efter

Belæg: hvert udsagn og dets kilde

Bevidst udeladt

• Antal grave. Sitet har ingen gravtabel og intet osteologisk materiale. Ethvert tal ville være lånt udefra og ukontrollerbart her.
• Valhal og efterlivet. Vores indskrifter taler kristent om sjælen. Den hedenske forestillingsverden hører til tro og kult og hviler på helt andre kilder.
• Menneskeofring ved begravelser. Der findes beretninger, men de er skrevet af udefrakommende, og sitet har intet materiale at efterprøve dem med.
• Datering af de enkelte gravformer. Kræver gravmateriale, vi ikke har.