Baggrund · forskningsformidling

Dragt og tekstil

Et enkelt sæt tøj kostede næsten 400 arbejdstimer. Det er den oplysning, der ændrer alt andet: tøj var ikke noget man havde meget af, og det blev ikke smidt ud.

• 1. Hvad et sæt tøj kostede
• 2. Uld, hør — og silke
• 3. Farverne
• 4. Hvad man gik i
• 5. Smykkerne
• Belæg: hvert udsagn og dets kilde

1. Hvad et sæt tøj kostede

Begynd med regnestykket, for det forklarer resten. Der skal mere end 20 kg hørplanter til stoffet i én kofte, og arbejdet fra plante til færdigt stof krævede sandsynligvis næsten 400 arbejdstimer.

Fire hundrede timer for ét stykke tøj. Det siger noget om, hvorfor tekstil optræder som betaling og gave i kilderne, og hvorfor et slidt plag blev lappet frem for kasseret.

Arbejdet foregik i hjemmene — men ikke kun. Arkæologerne har fundet flere specialpladser i Danmark, hvor man har produceret hør i næsten industriel skala. Det var altså både husflid og produktion.

2. Uld, hør — og silke

Tøjet blev hovedsageligt lavet af lokale materialer som uld og hør, som blev vævet i hjemmene. Omkring 40 % af stoffundene fra perioden kan identificeres som hør; resten er overvejende uld.

De to fibre gør forskellige ting. Ulden varmer, også våd, og kan valkes tæt. Hørren er kølig, stærk og glat — velegnet til det, der ligger mod huden.

Og så var der det importerede. Overklassen viste sin rigdom ved at pynte sig med silke og guldtråde fra så fjerne egne som Byzans. Det er samme rute som runestenenes Grikklands-farere — og det er værd at bemærke, at stoffet rejste hele vejen hjem.

3. Farverne

Det er en udbredt misforståelse, at vikingetiden var grå og brun. Tøjet blev vævet i mange forskellige farver, og farven kom ved at koge garnet sammen med planter, der afgav farve.

De farver, vi kender fra dragtfundene, er gul, rød, lilla og blå. Den blå kom fra den lokale plante vajd.

Vajd er værd at dvæle ved, fordi processen er kontraintuitiv: garnet er gulgrønt, når det løftes op af karret, og bliver først blåt, når det møder luften. Farven opstår ved iltning, ude i det fri — ikke i gryden.

4. Hvad man gik i

Kvinden bar selekjole og særk — en løsthængende underbeklædning af silke eller hørlærred. Selekjolen blev holdt oppe af en strop over hver skulder og fastholdt foran på brystet med et skålformet spænde.

Manden havde kofte, bukser og kappe. Koften var en langærmet skjorte uden knapper, som kunne gå helt ned til knæene. Bukserne kunne være lige eller vide i lårene og strammere under knæet — pludderbukser.

Bemærk det med knapperne: der er ingen. Tøjet lukkes med spænder, nåle, snore og bælter. Det er en af de forskelle, der er lettest at overse og sværest at se bort fra, når man først har set den.

5. Smykkerne

Smykker var ikke forbeholdt de rige. Mænd og kvinder fra alle samfundslag brugte smykker i form af armringe, halskæder og spænder.

Materialerne spænder vidt: træ, glas, rav, bronze og guld. Og dekorationen har sit eget formsprog — geometriske figurer, flettede bånd, dyrehoveder og gribedyr.

Gribedyrene er det mest karakteristiske: stiliserede dyrekroppe, der griber om sig selv, om rammen og om hinanden. Det er det samme formsprog, man møder på runestenenes ornamentik — og derfor kan en stens stilgruppe bruges til at datere den.

Videre ind i kilderne

Denne side er formidling. Vil du se de kilder, sitet selv står på:

• Runestenene →
• Menneskene →
• Mad →
• Vikingetiden →

Belæg: hvert udsagn og dets kilde

Bevidst udeladt

• Farvernes mætning. Vi ved hvilke farver der er påvist, ikke hvor kraftige de var. Billedernes røde og blå er fortolkning.
• Hvor almindelig silke var. Kilden siger at overklassen brugte den; hvor stor en del af befolkningen det var, står der ikke.
• Regionale og tidsmæssige forskelle. Dragten har næppe været ens i hele perioden og hele Norden, men vi har ikke belæg til at skille det ad her.
• Nålebinding kontra strikning. Strikning fandtes ikke i vikingetiden — nålebinding gjorde. Vi nævner det her, fordi det er en af de hyppigste fejl i billeder af perioden, men vi har ikke fundet en navngiven kilde til omfanget.

Billederne er AI-genererede fortolkninger, ikke rekonstruktioner og ikke fotos af fund. Ét forbehold værd at nævne: på billedet af selekjolen hænger perlekæden om halsen, mens den arkæologisk dokumenterede placering er mellem de to spænder.