Baggrund · forskningsformidling

Medicin — porren, der kunne stille en diagnose

De havde ingen læger i vores forstand, ingen bedøvelse og ingen forestilling om bakterier. Men de havde en diagnostisk prøve for gennemboret tarm, som virker — og et ord for engelsk syge.

• 1. Porresuppen — prøven du ikke vidste de kendte
• 2. Sårstuen, og hvem der stod i den
• 3. Ordene røber, hvad de kunne skelne
• 4. Hvad knoglerne fortæller
• 5. Hvor deres kunnen holdt op
• Videre ind i kilderne
• Belæg: hvert udsagn og dets kilde
• Bevidst udeladt

1. Porresuppen — prøven du ikke vidste de kendte

Efter slaget ved Stiklestad i 1030 ligger de sårede i et rum for sig. En kvinde går mellem dem. Hun har en gryde over ilden, og det, hun koger, er ikke mad:

In a stone pot she had stirred together leeks and other herbs, and boiled them, and gave the wounded men of it to eat, by which she discovered if the wounds had penetrated into the belly; for if the wound had gone so deep, it would smell of leek. She brought some of this now to Thormod, and told him to eat of it. He replied, "Take it away, I have no appetite for my broth."

Læs det igen. Hun koger porre og andre urter, giver de sårede at spise af det, og lugter derefter til sårene. Lugter såret af porre, er bugvæggen gennembrudt, og manden dør — der er ikke noget at gøre.

Det er en diagnostisk prøve, og den bygger på et princip, der holder: gennembrydes tarmen, siver tarmindhold ud i bughulen, og en kraftig, flygtig lugtstof som den i porre og løg kan spores i såret. Metoden er kendt fra middelalderlig kirurgi i hele Europa. Hvad der er værd at bemærke er, at den her udføres af en unavngiven kvinde på en norsk mark, og at saga­forfatteren beskriver den som noget helt rutinemæssigt — han forklarer den ikke, han nævner den.

Manden hun undersøger, hedder Thormod. Han nægter at spise suppen. Han beder hende skære dybere, så hun kan få fat i pilespidsen med tangen, og tager så tangen selv:

Then Thormod took the tongs, and pulled the iron out; but on the iron there was a hook, at which there hung some morsels of flesh from the heart,--some white, some red. When he saw that, he said, "The king has fed us well. I am fat, even at the heart-roots;" and so saying he leant back, and was dead. And with this ends what we have to say about Thormod.

Han trækker jernet ud, ser trævler af sit eget hjertemuskel hænge på modhagen, siger en vits om det, og dør. Det er en af de mest berømte dødsscener i nordisk litteratur — og den hænger på en medicinsk undersøgelse.

2. Sårstuen, og hvem der stod i den

Thormod went out, and entered into a chamber apart, in which there were many wounded men, and with them a woman binding their wounds. There was fire upon the floor, at which she warmed water to wash and clean their wounds.

Der er tre ting i den ene sætning, som er værd at standse ved.

Der er et rum sat af til de sårede. Ikke et hjørne — et kammer for sig, «a chamber apart». Nogen har truffet en beslutning om at samle dem.

Der varmes vand til at rense sår. Ikke fordi nogen kendte til bakterier, men fordi erfaringen havde vist, at det gjorde en forskel.

Det er en kvinde, der gør det — og teksten omtaler sårlægerne som en gruppe, man kan tilkalde. Det er et fag, ikke en tilfældighed. Hvem der havde faget, siger teksten ikke direkte, men i denne scene er det kvinder, der udfører det.

3. Ordene røber, hvad de kunne skelne

Et sprog har ord for det, dets talere har brug for at skelne. Slår man op under bein- (knogle) i den norrøne ordbog, står der fem forskellige lidelser efter hinanden, hver med sit eget ord og sin latinske diagnose:

Fem tilstande i knoglerne, holdt adskilt af sproget. Det er ikke en lægebog — det er et almindeligt ordforråd. Man skelner ikke mellem knoglehenfald og knogleabsces, hvis man aldrig har set forskellen.

Samme sted findes smyrsl, salve, som noget man fremstiller — og ordbogen har et helt opslag om jurtir, urter, brugt til at «season wine, dishes, ointment».

4. Hvad knoglerne fortæller

Skeletmaterialet siger noget, teksterne ikke gør, fordi det ikke er valgt ud til at være interessant. To ting går igen i vikingetidens skeletter:

Brud, der er helet. Knoglebrud, der er groet sammen i god stilling, betyder at nogen har sat dem — og at den brækkede har kunnet ligge stille længe nok. Det kræver, at nogen har fodret ham imens.

Slid. Slidgigt i ryg og knæ langt tidligere i livet end vi kender det, og tænder slebet flade af korn, der har været malet på sten. En del af det stenmel fulgte med brødet ned.

Sitets egen database har ingen gravtabel og intet osteologisk materiale. Afsnittet her bygger på almen forskningsviden, ikke på vores egne data — og det er grunden til, at det ikke bærer tal.

5. Hvor deres kunnen holdt op

Porreprøven er skarp, men bemærk hvad den bruges til: at afgøre, om manden skal opgives. Den redder ingen. Det er diagnostik uden behandling.

Det er mønsteret. De kunne rense et sår, sy det, sætte et brud, tage en pilespids ud, lindre med urter — og de kunne afgøre, hvornår intet af det nyttede. Hvad de ikke kunne, var at standse en infektion, der først var i gang, eller åbne en bughule og lukke den igen.

Der er heller ingen grund til at romantisere det. I den samme scene bliver såret udvidet med en kniv uden bedøvelse, og patienten holder selv tangen, fordi kvinden ikke kan få fat.

Videre ind i kilderne

Denne side er formidling. Her er de steder i sitets eget kildelag, som afsnittene ovenfor bygger på:

• Njal → hans saga har flere sårscener, og de er lige så konkrete
• Gunnar Hamundsson → såret, der ikke blev forbundet, og hvad der fulgte
• Kvinderne → sårplejen var en af de opgaver, kilderne lægger hos kvinder
• Mad → porren og urterne kom fra samme have — og kornet slebe tænderne
• Krig og våben → hvad der lavede sårene, og hvor dybt de gik
• Skarphedinn → sagaen beskriver hans sår og hans død i detaljer

Belæg: hvert udsagn og dets kilde

Bevidst udeladt

• Runer som helbredelse. Der findes middelalderlige opskrifter på lægeruner, men de er yngre end vikingetiden, og sitets indskriftsmateriale bærer ikke belæg for det. At påstå det ville være at låne fra en senere tid.
• Levealder i tal. Gennemsnitstal for vikingetiden bygger på gravmateriale, vi ikke har, og de tal der cirkerer er stærkt afhængige af, om spædbørnsdødelighed regnes med.
• Konkrete urter til konkrete lidelser. Kilderne siger «urter», ikke hvilke. Alt mere præcist ville være opdigtet.
• Sammenligning med samtidens arabiske eller byzantinske lægekunst. Interessant, men uden for hvad denne side kan belægge.