Baggrund · forskningsformidling

Kvinderne

De fleste vikingetidskvinder er navnløse. Men nogle af dem rejste sten — og på sten står der præcis det, de betalte for at få hugget. Denne side bygger så vidt muligt på det, kvinderne selv fik sat på skrift, og siger tydeligt fra, hvor vi kun har mænds nedskrivning af dem århundreder senere.

• 1. Hvad vi kan tælle — og hvad vi ikke kan
• 2. Kvinderne, der rejste stenene
• 3. Arv, ejendom og retsstilling
• 4. Kvinderne i Njáls saga
• 5. Arbejdet
• 6. Det, kilderne ikke siger
• Videre ind i kilderne
• Belæg: hvert udsagn og dets kilde
• Bevidst udeladt

1. Hvad vi kan tælle — og hvad vi ikke kan

Sitets runedatabase rummer 11.671 indskrifter, hvoraf 10.954 har en engelsk oversættelse. Søger man i dem efter en kvinde, der rejser stenen — altså et navn efterfulgt af rejseformlen og et slægtsord båret af "her" — rammer man 140 indskrifter. Søger man efter en kvinde, der bliver mindet, rammer man 77.

Begge tal er for lave, og det kan vises. Tag U 73 fra Hansta:

These landmarks are made in memory of Inga's sons. She came to inherit from them, but these brothers -- Gerðarr and his brothers -- came to inherit from her. They died in Greece.

Inga rejste stenen. Men formlen siger ikke "her sons" — den siger "Inga's sons" i ejefald. Ingen mønsterregel fanger den. Det er grunden til, at denne side siger mindst og aldrig i alt.

2. Kvinderne, der rejste stenene

Sitet følger tre rejsemål — Grikkland, England og Ingvarstogtet — og de rammer tilsammen 84 sten. Rejseformlen er læst på hver eneste af dem, fordi ingen automatisk regel kan bære afgørelsen. Resultatet: mindst 11 af dem er rejst af en kvinde.

Første gennemgang gav kun otte, og fejlen er lærerig: den ledte efter ordene her, she og wife. Det finder de kvinder, der nævnes gennem en slægtsrelation — «her son», «her husbandman» — men det overser enhver kvinde, der rejser en sten i sit eget navn uden at forklare slægtskabet. Guðrún på Sö 165 gør netop det. Så gør Þorgerðr på U 518, og Ásgauta på Ög 94. Søgningen fandt de kvinder, der stod i forhold til en mand.

To ting er værd at standse ved.

Ástríðr på U 136 lod stenene rejse over Eysteinn, sin husbond, som ifølge oversættelsen "attacked Jerusalem". Det norrøne ord er sótti, og det er ikke entydigt: det kan betyde at angribe, men det kan lige så vel betyde at opsøge — altså at rejse dertil som pilgrim. Oversættelsen har valgt den ene læsning. Stenen har ikke valgt.

Ög 155 tog vi ikke med, og grunden er værd at vise frem:

Þorfríðr/Þorfreðr raised this stone in memory of Ásgautr and Gauti, her/his sons. Gauti met his end in Ingvarr's troop.

"her/his sons". Navnet kan læses som både et kvinde- og et mandsnavn, og udgiverne lader begge muligheder stå. Kilden kan ikke selv afgøre det — så det kan vi heller ikke.

3. Arv, ejendom og retsstilling

U 73 er ikke bare en mindesten. Den er en arvesag hugget i sten: Inga arvede efter sine sønner, og derefter arvede sønnernes slægtninge efter hende. Formlen bruger plads på at forklare hvem der arvede hvad — på et medie, hvor hvert tegn skulle hugges i granit. Det siger noget om, hvor vigtigt det var at få slået fast.

Guðlaug på U 133 gør noget beslægtet:

Guðlaug had the stones raised in memory of Holmi, her son, and in memory of herself. He died in Lombardy.

Hun rejser stenen over sin søn — og over sig selv, mens hun lever. En kvinde, der bestiller sit eget mindesmærke, disponerer over egne midler.

Sagaen tegner det samme billede fra en anden vinkel: kvinder optræder som part i sager om medgift, arv og skilsmisse. Men her skal man huske forbeholdet — sagaen er nedskrevet af mænd i et kristent Island 200-300 år efter, og en retsscene i en saga er skrevet for at drive en fortælling frem, ikke for at referere gældende ret.

4. Kvinderne i Njáls saga

Njála er den tekst, sitet har mest af, og dens kvinder er ikke statister. De handler, og handlingerne får følger.

Hallgerda

Sagaens mest omtalte og mest omstridte kvinde. Hendes hår er blevet et af verdenslitteraturens berømteste afslag: da Gunnar mangler en buestreng i sin sidste kamp, beder han hende om to lokker af hendes hår, og hun nægter — med henvisning til en ørefigen, han gav hende år forinden. Om scenen er historisk, ved vi ikke. At den er blevet fortalt i 700 år, ved vi.

Bergthora

Njáls hustru. Hun er den ene halvdel af den hævnkæde, der driver hele midterdelen af sagaen: hun og Hallgerda lader skiftevis dræbe hinandens folk, i en optrapning mændene omkring dem ikke kan standse. Da gården til sidst brændes, får hun tilbudt at gå ud. Hun bliver.

Unna

Hendes sag åbner sagaen: et ægteskab der ikke fungerer, en skilsmisse, og et krav om medgiften tilbage. Det er en formueretssag ført af en kvinde, og den fylder de første kapitler.

Rannveig

Gunnars mor. Til stede ved hans sidste kamp, og en af de stemmer i teksten, der siger hvad der er ved at ske, før det sker.

Thorgerda og Hildigunna

To kvinder, der driver hævn frem. Hildigunna er den, der lægger den blodige kappe over Flose og dermed binder ham til at handle — en af de hårdeste scener i sagaen, og den udføres af en kvinde.

Alle seks har egen side i sitets kildelag, hvor du kan se de tekststeder, de faktisk optræder i — og hvor mange af dem, der er.

5. Arbejdet

Tekstil er det arbejde, vi har mest materielt belæg for. Vævevægte — de lerklumper, der strammer trådene på en opstadvæv — er blandt de hyppigste fund overhovedet. De ligger i husene, ikke i værksteder, og det siger noget: stoffet blev lavet, hvor man boede. Hvor meget arbejde det var, kan man læse i artiklen om dragt og tekstil.

Helbredelse optræder i sagaen. I en scene undersøger en kvinde en såret mands sår for at afgøre, hvor dybt det går. Teksten fortæller, at hun gør det — den fortæller ikke hvordan, med hvilke urter eller efter hvilken lære. Alt det er tolkning, og det er ærligere at sige det end at fylde hullet ud.

6. Det, kilderne ikke siger

Det er lettere at opremse, hvad vi ikke ved, end det ser ud til:

• Hvor mange. Vi kan ikke tælle kvinderne i kilderne maskinelt, fordi der intet kønnet felt findes. Alle tal på denne side er gulve.
• Skjoldmøer. Der findes enkelte grave med våben, hvor skelettet er kønsbestemt som kvinde, og de er stærkt omdiskuterede — dels om bestemmelsen holder, dels om gravgods siger noget om, hvad den døde gjorde i live. Sitet har ingen data på det, og siden påstår derfor intet.
• Hverdagen. Sagaerne interesserer sig for konflikt. Kvinder, der ikke driver en konflikt frem, står der næsten ikke.
• De ufrie. Trælkvinder nævnes, men aldrig som personer med egen sag.

Videre ind i kilderne

Denne side er formidling. Her er de steder i sitets eget kildelag, som afsnittene ovenfor bygger på:

• Hallgerda → sagaens mest omtalte kvinde — og den mest omstridte
• Bergthora → den ene halvdel af hævnkæden, og hun bliver i det brændende hus
• Unna → hendes skilsmisse- og medgiftssag åbner hele sagaen
• Rannveig → Gunnars mor, til stede ved hans sidste kamp
• Hildigunna → kvinden der lægger den blodige kappe over Flose
• Grikkland-stenene → her står U 136, U 1087, Vg 178 og Ög 81 med fuld indskrift
• Ingvarstogtet → her står Tólas sten, Sö 179
• Dragt og tekstil → hvor meget arbejde et sæt tøj faktisk kostede

Belæg: hvert udsagn og dets kilde

Bevidst udeladt

• Tal for hvor stor en andel af befolkningen kvinderne udgjorde i kilderne. Kræver et kønnet felt, som ikke findes.
• Skjoldmøen som faktum. Sitet har ingen data på våbengrave og tager derfor ikke stilling.
• Freyja, Frigg og gudinderne. Hører til tro og kult, ikke til levede kvinders vilkår.
• Navne på billederne. Ingen af illustrationerne forestiller en navngiven person, og ingen af dem er en rekonstruktion af et fund. De er markeret som fortolkning i selve rammen.