Hauskuld Thrainsson

Hauskuld var søn af Thrain Sigfussøn, som Njals sønner havde fældet ved Markfleet. Efter forliget fór Kettle af Marken, Thrains bror, til Gritwater og bad om at få drengen som fosterbarn. Thorgerda satte sine vilkår: Kettle skulle give drengen al den hjælp han formåede når han var voksen, hævne ham om våben blev hans bane, og lægge penge til hans brudekøb — og sværge på det hele. Så fór Hauskuld hjem med Kettle og var hos ham en tid.

Siden red Njal op i Marken og kaldte om aftenen drengen til sig. Han viste ham en guldring, og drengen tog guldet og satte det på sin finger. Njal spurgte om han vidste hvad der havde bragt hans far i døden. Drengen svarede at han vidste at Skarphedinn havde dræbt hans far, men at det ikke var noget at dvæle ved, når der var bødet for det og fuld pris betalt. Bedre svaret end spurgt, sagde Njal, og tilbød at tage ham i fostring. Hauskuld voksede op hos Njal, høj og stærk, den fagreste af mænd at se til, blid i tale og gavmild, og Njals sønner og Hauskuld var aldrig adskilte, hverken i ord eller gerning.

Da Njal ville søge ham et gifte, pegede han på Hildigunna, datter af Starkad, Flosis bror. Hun ville kun ægtes til en mand der havde gode-embede. Ingen ville sælge sit, og enden blev at Njal på tinget fik lov af alle til at oprette et nyt gode-embede ved Hvidenæs. Siden kaldtes han Hauskuld Hvidenæs-gode. Brylluppet stod, Njal købte land i Ossaby og satte ham i bo dér, og venskabet mellem husene var så varmt at de bød hinanden til gilde hver høst.

Mord Valgardssøn bagtalte ham for Njals sønner, til der sprang kulde op imellem dem. Flosi tilbød ham et bosted øst i Skaptarfell for at få ham bort fra faren, men Hauskuld svarede at så ville nogen sige at han flygtede af frygt — han ville hellere falde ubødet end at mange skulle høste ondt for hans skyld. En tidlig morgen tog han kornsigten i den ene hånd og sværdet i den anden, kastede kappen over sig, Flosis gave, og gik langs gærdet og såede kornet. Skarphedinn sprang op bag gærdet og hug ham i hovedet, så han faldt på knæ. Da bad han Gud hjælpe sig og tilgive dem. Så løb de alle til og gav ham sår. Njal sagde siden at han hellere havde mistet to af sine sønner, mod at Hauskuld levede. Om drabet sagde Runolf i Dalen, at det var sket for mindre end ingen sag.