Asgrim

Asgrim Ellidagrimssøn boede på Tongue og var Njals mand i sagerne; hans søn Thorhall var Njals fostersøn. Da Njal og hans sønner red mod tinget, tog Asgrim imod dem, hjalp Njal af hesten og satte ham i sit eget sæde; og da Hjallti Skeggissøn ville vende om, fordi han syntes der var for mange, greb Asgrim hans tømme og sagde, at han aldrig skulle få sin vilje med at ride væk. Han lovede Njal, at han aldrig ville forlade hans sag, så længe han kunne skaffe mænd til at følge sig.

På tinget gik han fra bod til bod for at bede om hjælp, og hvert svar faldt på sin egen måde. Gizur den Hvide, hans frænde, sagde, at det skulle være nu og siden, at de to skulle have samme skæbne. Skapti Thorodssøn sagde, at han havde håbet, at hverken de eller deres besvær nogensinde kom ind i hans hus — og Asgrim svarede, at sligt er ilde talt, når en mand er den sidste til at hjælpe andre, netop når mest hviler på hans bistand. Snorri goden lovede, at han ikke ville være imod dem og ikke yde deres fjender hjælp. Hafr den Rige svarede kort og hurtigt, at han intet ville have med deres besvær at gøre; da sagde Asgrim, at der ikke var håb om hjælp dér, og bad dem gå ud. Gudmund den Mægtige sagde, at han ikke ville stå imod dem, og at de kunne tale om hjælpen siden, hvis han fandt det ret.

Fra Skapti og frem spurgte høvding efter høvding om den blege mand, som fire mænd gik foran, og hver gang svarede Skarphedinn selv. Da de gik ud fra Thorkel Hånemunds bod som den sidste, sagde Skarphedinn, at de nu fór hjem til boderne trætte af at tigge; Asgrim svarede, at mange steder havde han været skarp i munden, men her, hvor Thorkel selv havde del i det, havde han kun givet ham, hvad der tilkom ham. Så gik de hjem og fortalte Njal ord for ord, hvad der var sket.

Værst blev det, da Flosi Thordssøn red til Tongue. Asgrim lod huset feje og hænge med tæpper, borde sætte og mad bære ind, og bød Flosi til bords uden hilsen: bordene er sat, så maden er fri for dem der trænger. Selv tav han under måltidet, men var rød at se på som blod. Da de var mætte, og vandet blev båret ind til hænderne, greb han en pole-økse, der lå i hjørnet af højsædet, løb frem til rækværket og huggede efter Flosis hoved. Glum Hildirssøn så det, sprang op, fik fat om øksen over Asgrims hænder og vendte æggen mod ham. Mænd greb Asgrim, men Flosi sagde, at ingen måtte gøre ham fortræd: de havde sat ham på en for hård prøve, han gjorde kun hvad han burde og viste dermed et stort hjerte.