Baggrund · opslag

Kenninger

Hvad er en kenning? 16 eksempler fra Edda og skjaldekvad — hver med mindst tre kildespor.

• 1. Hvad er en kenning?
• 2. Kenning og heiti
• 3. Sådan læser man en kenning
• 4. 16 kenninger med kildespor
• 5. Kenninger på runesten
• 6. Hvorfor hedder sitet Kenningar?
• Belæg: hvert kildespor ordret

1. Hvad er en kenning?

Snorres Edda forklarer selv, hvad en kenning er. I Andersons engelske oversættelse spørger Æger Brage, hvor mange slags digtning der findes, og Brage svarer: to, nemlig udtryk og versemål. Udtrykkene falder igen i tre slags. Den første er at kalde enhver ting ved dens eget navn. Den anden er at nævne den med et stedord. Den tredje kaldes kenning, og Anderson forklarer ordet som en digterisk omskrivning eller et beskrivende navn.

Brage beskriver også, hvordan omskrivningen virker. Når skjalden nævner Odin, Thor, Tyr eller en anden af aserne eller alferne, føjer han til navnet en henvisning til en anden as eller nævner noget af den nævntes gerninger. Så tilhører betegnelsen den, som hele udtrykket passer på, og ikke den, der faktisk blev nævnt. Sådan er Sifjar verr, «Sifs mand»: det er Sif, der nævnes, men Thor, der menes, som Cleasby & Vigfusson angiver. På samme måde er Jarðar burr, «Jords søn», Thor, fordi Thor ifølge samme ordbog var Jordens søn.

Olive Bray beskriver i sin udgave af den ældre Edda kenningen som en særlig slags synonym, hvor en anden person eller ting bruges til at stå for og beskrive den, man har i tankerne. Hun bemærker, at navnet på en gud eller gudinde ofte tjener som almindeligt ord for mand eller kvinde; i det digt, hun kommenterer, betyder gudindenavnet Eir blot en smuk kvinde. Den gamle mytologi var i hendes øjne blevet et konventionelt system, mere teknisk end fantasifuldt, hvor navne på personlige væsener var sunket ned til blotte ord for abstrakte egenskaber. Cleasby & Vigfusson kalder den slags udtryk Eddu-kenningar, Eddie circumlocutions, og giver som eksempel, at hovedet kaldes Heimdalls sværd; ordbogen tilføjer, at ordet Edda før 1643 kun sigtede til Snorres bog og den kunstfærdige udtryksmåde, som den lærer.

2. Kenning og heiti

Ordbogen Cleasby & Vigfusson forklarer heiti som et navn eller en betegnelse. De ókennd heiti er de simple navneord, som ordbogen sætter op over for kenningar, der forklares som omskrivninger eller metaforer, med henvisning til Snorres Edda. Ordbogen bemærker også, at heiti og nafn bruges næsten enslydende, og giver sammensætningerne lands-heiti og staða-heiti, navne på lande og steder. Andre eksempler på heiti giver vores uddrag ikke, og vi opfinder ingen.

Forskellen ligger altså i, om tingen får et navn eller en omskrivning. Det jævne ord for skibet er et simpelt navneord; unnar hestr, «bølgens hest», er en kenning, fordi skibet beskrives gennem noget andet, her hesten og bølgen. Begge udgaver af Egils saga løser kenningen op til det jævne ord skip.

3. Sådan læser man en kenning

Kenninger kan bygges i flere led. Under opslaget rekit gengiver Cleasby & Vigfusson Eddaens egen inddeling: først de enkle kenninger, dernæst tvíkennt, den dobbelte, og som det tredje rekit, den tredobbelte eller endnu længere omskrivning. Ordbogens eksempel går fra en kenning for kampen, som med ét led mere bliver en dobbelt kenning for sværdet; alt, hvad der er længere end det, kaldes rekit. Man læser sådan en kæde indefra og ud, ét led ad gangen.

Jötna orð, «jætternes ord», viser, hvordan det går til. I Valdimar Ásmundarsons udgave af Egils saga forklarer noten til et af Egils vers kæden trin for trin: Hamðir, søn af Guðrún Gjúkadóttir, blev stenet; derfor er Hamðis geirar, Hamðirs spyd, lig sten. Stenenes konge, steina gramr, er en jætte. Og jætternes ord, jötna orð, er guld. Valdimars prosagengivelse af verset lyder, at den ædle konge fordum gav Egil guld, fordi han morede sig over hans ord. Det er, hvad Valdimar forklarer. Hvad han ikke forklarer, er det sidste led: hvorfor jætternes ord skulle være guld. Cleasby & Vigfusson nøjes med at notere, at guld kaldes jætternes tale, og i Andersons Snorre står «jætternes snak, tale eller ord» i rækken af navne for guld, lige før teksten i vores uddrag bryder af, netop hvor Snorre selv begynder at spørge hvorfor.

Haukaklifs Hlín fra samme saga er et andet tilfælde. Valdimar forklarer haukaklif, «høgens klippe», som armen, og haukaklifs Hlín som en kvindekenning. Mere siger han ikke: hverken hvorfor en høgs klippe er en arm, eller hvem Hlín er. Hos Cleasby & Vigfusson findes hauka klif som hawk's cliff, men selve betydningsordet er ulæseligt i vores skanning. Valdimar er desuden usikker på resten af verset: navnet Ásgerðr burde ligge gemt i ordene om Bergóneris foldar faldr, men hvordan er tvivlsomt, og ordene kan være forvanskede. Hans prosagengivelse nøjes med, at den unge pige ikke kender ham. Bray skriver, at et gudindenavn ofte tjener som almindeligt ord for kvinde; om Hlín hører til den slags, siger vores uddrag ikke, og så lader vi det stå.

4. 16 kenninger med kildespor

Tabellerne nedenfor viser de 16 kenninger, siden bygger på. Første kolonne er den norrøne form (for Heimdals sværd findes udtrykket i vores kilder kun på engelsk, og så står det sådan), anden vores danske gengivelse, tredje hvad kenningen betyder, og fjerde kildesporet: hvert spor er et ordret uddrag af en kilde, hvor kenningen står, og hver kenning står i mindst tre kilder. Mange spor kommer fra Egils saga i to udgaver, Valdimar Ásmundarsons fra 1910 med islandske verseforklaringer og Finnur Jónssons fra 1894 med tyske noter; det er samme tekst, men to sæt forklaringer, og de tæller derfor som to kilder med hver deres læsning, ikke som to uafhængige vidner til selve verset. Snorres Edda indgår i flere gengivelser: Andersons og Dasents engelske oversættelser og Sanders svenske gengivelse af Brages samtale. Uddragene er maskinelt læst og indeholder stavefejl fra skanningen; vi retter dem ikke i citaterne.

Guldet

Digtningen

Havet og skibet

Guderne

Kroppen

Kampen

5. Kenninger på runesten

George Stephens, der udgav de oldnordiske runemindesmærker, skrev i 1866, at meget få af den slags gamle kenninger forekommer på runesten, som efter hans ord sædvanligvis er forholdsvis sene og kristne.

Derfor linker denne side ikke til bestemte runesten. Vores kilder bærer ikke en påstand om, at en bestemt dansk runesten rummer en af disse kenninger, og så siger vi det heller ikke.

6. Hvorfor hedder sitet Kenningar?

Sitet hedder Kenningar. Det er flertal af kenning på norrønt; Cleasby & Vigfusson bruger netop formen kenningar, når de sætter omskrivningerne op over for de simple navneord. I Andersons udgave af Snorres Edda citeres en gammel note i et pergamenthåndskrift, som han daterer til slutningen af 1200-tallet eller begyndelsen af 1300-tallet: her begynder, står der, Skáldskaparmál og «the Kenningar», samlet efter det, der er fundet i de fremmeste skjaldes kvad. Det er det ord, siden har taget navn efter.

Videre ind i kilderne

Kenningerne omskriver ting, som sitet også har sider om:

• Skibet → skibstyper og klinkbygning — det skib, skjaldene kaldte bølgens hest
• Krig og våben → skjolde og sværd, som kenningerne omskriver
• Ornamentik → runestenenes billedsprog i sten, ikke i ord
• Brians slag → kvindernes væversang, hvor kampen er en væv af spyd, sværd og faldne mænd
• Sigurd Jorsalfar → skjaldevers, hvor kongen styrer sin havhest mod Englands kyst
• Gunnars sidste kamp → Gunnar kvæder en vise fra gravhøjen
• Kilder og metode → hvordan kildespor og belæg fungerer på hele sitet

Belæg: hvert kildespor ordret

52 kildespor. Den fremhævede tekst er det ordrette træf; resten er et kort udsnit af samme chunk (det fulde uddrag ligger i data/kenninger_udvalg.json). Kildeteksterne er OCR-læst fra gamle tryk, og fejllæsninger (fx «3» for «ð» i Cleasby) står, som de står i kilden — vi retter dem ikke.

Søgt, men ikke med

• haddr Sifjar («Sifs hår» = guld): ordret i 2 kilder.
• otrgjöld («oddergælden» = guld): ordret i 2 kilder.
• Ægis dætr («Ægirs døtre» = bølgerne): ordret i 2 kilder.
• Óðins drykkr («Odins drik» = digtningen): ordret i 2 kilder.
• mána vegr («månens vej» = himlen): ordret i 2 kilder.
• Ymis blóð («Ymers blod» = havet): ordret i 2 kilder.
• Hrungnis bani («Hrungners bane» = Mjølner/Thor): ordret i 3 kilder, ingen af dem Snorre eller Cleasby.
• herðaklettr («skuldrenes klippe» = hovedet): ordret i 2 kilder, ingen af dem Snorre eller Cleasby.
• sárlinnr («sårslangen» = sværdet): ordret i 2 kilder, ingen af dem Snorre eller Cleasby.
• benmár («sårmågen» = ravnen): ordret i 2 kilder.
• Hildar leikr («Hilds leg» = kampen): ordret i 1 kilde.