Gunnar Lambason

Gunnar Lambason hørte til Sigfussønnernes kreds og red i Thrain Sigfussøns prægtige følge sammen med Grani Gunnarssøn og Lambi Sigurdssøn. Da Skarphedinn på isen havde fældet Thrain, greb han to af følget med hænderne og spurgte, hvad han skulle stille op med de to hvalpe han havde fanget; det var Grani Gunnarssøn og Gunnar Lambason. Han nænnede ikke at dræbe begge — at hjælpe Hogni og fælde hans bror ville han ikke — og så fik de fred.

Da Lyting af Samstede ville have følge til at falde over Hauskuld Njalssøn, svarede Grani Gunnarssøn at han ikke ville bryde det forlig gode mænd havde gjort; ingen i flokken ville følge Lyting, og de tog det råd at ride bort — Gunnar Lambason med dem. Men da Flosi Thordssøn siden spurgte Sigfussønnernes kreds, hvordan han skulle stå dem bi, var det Gunnar Lambason der svarede, at intet ville tilfredsstille dem, før alle Njals sønner lå døde. Han svor eden, red med til Bergthorsknoll og var blandt brænderne, og i forliget efter tinget blev han en af de fire, der aldrig måtte vende hjem til Island.

Landflygtig kom han til Orknøerne. På selve juledag i jarl Sigurds hal sad kong Sigtrygg af Irland og to jarler og ville høre om branden, og Gunnar Lambason blev sat på en stol for at fortælle. Kongen spurgte, hvordan Skarphedinn havde båret branden. Længe vel, svarede Gunnar, men enden blev at han græd — og sådan blev han ved, skævt i hver vending, og lo højt undervejs.

Kari Solmundssøn stod udenfor og hørte det. Han tålte det ikke, løb ind gennem hallen med draget sværd og hug hovedet af Gunnar Lambason, så det sprang ud på bordet foran kongen og jarlerne, og bordet og jarlens klæder stod i én blodpøl. Flosi sagde selv, at Kari ikke havde gjort det uden årsag: han stod uden for forliget og gjorde kun hvad han havde ret til. Så tog Flosi fortællingen om branden op i stedet, og han var retfærdig mod alle sider — derfor blev der troet på ham.