Otkell

Otkell var søn af Skarf og holdt hus i Kirkby. Hans hustru hed Thorgerda, og deres søn Thorgeir var ung af år og en dristig mand. Otkell var velhavende; hans brødre var Hallkell, en høj og stærk mand, og Hallbjorn den Hvide, som havde bragt en irsk træl ved navn Malcolm ud til Island. Otkells ven var Skamkell fra det andet Hof — velstående, men ondsindet, en løgner, trættekær og slem at have med at gøre. Otkell købte trællen af sin bror, som selv sagde at han var et ringere eje end man skulle tro.

Så kom et stort uår, hvor mænd manglede både hø og mad. Gunnar af Lithend delte ud til alle så længe hans forråd rakte, og til sidst kom han selv til Kirkby for at købe. Otkell ville hverken sælge ham hø og mad eller give ham det, mens Skamkell stod hos og gav ham dårlige råd; enden blev at Gunnar købte trællen Malcolm og red bort. Siden fik Hallgerda trællen til at stjæle mad fra Kirkby, og storehuset dér brændte. Skamkell fandt en kniv og et bælte på stien ved Rangriver, og alle kendte dem som Malcolms. Otkell og Skamkell red til Mord Valgardssøn og gav ham tre mark sølv for hans hjælp til at opspore, hvor tyvekosterne var havnet — det ud af Gunnars husstand, som ingen af dem selv kunne få at vide.

Gunnar bød at bøde dobbelt for det tabte og siden at Otkell selv måtte fælde dommen; men Skamkell rådede fra, og Otkell afslog. Da Otkell skulle ride til Gizur den Hvide, tilbød Skamkell at fare i hans sted, og han løj i begge retninger, så enden blev en stævning: Gunnar for at have taget del i kosterne, og Hallgerda for tyveriet. På tinget faldt sagen så, at Gunnar fik selvdom: storehuset der var brændt og maden i det skulle betales, trællen dømte han tilbage til Otkell fordi han havde dulgt hans fejl, og en lige så stor sum tildømte han sig selv for hån og spot. Han gav Otkell det råd aldrig siden at give ham anledning til strid.

Foråret efter red Otkell østpå med sine dun-farvede heste, de bedste rideheste på egnen. Otkell var ikke skarpsynet. Hesten løb fra ham ned over den pløjede mark, hvor Gunnar gik alene og såede sit korn, og ingen af dem så den anden, før Otkell red ned over ham og drev sporen i Gunnars øre, så det gav en stor flænge og blødte stærkt. Skamkell råbte, at de red hårdt, drenge. Runolf i Dalen gav siden Otkell gode gaver og sagde at de ikke skulle ses igen; Otkell bad ham huske sine sønner, hvis det skulle gå så. På hjemvejen lå Gunnar ved Rangriver, og dér stak han sin glavind gennem Otkell; først bagefter kom Kolskegg til.