Rodny

Rodny Hauskuldsdatter var mor til Hauskuld Njalssøn og søster til Ingialld af Kilderne. Da hyrden kom hjem med budet om sønnens drab, spurgte hun først om ét: var han sikkert død, var hovedet hugget af? Nej, sagde han. Så skal jeg vide det, når jeg ser ham, svarede hun, og bad ham tage hendes hest og køretøj. De kørte derhen; hun så på sårene og sagde, at det var som hun tænkte — han kunne ikke være helt død, og Njal kunne vist læge større sår.

Så lagde de ham på slæden, kørte til Bergthorsknoll og satte ham op mod væggen i fårestien. Hun listede sig ind forbi huskarlen og gik hen til Njals seng. Sov han? Han havde sovet indtil nu, sagde han, men var vågen. Stå op, sagde Rodny, fra din seng ved min medbejlerskes side, og kom ud, hun med og dine sønner, og se din søn Hauskuld. Skarphedinn bad dem tage våben med, og Njal sagde intet til det.

Hun gik forrest ind, tændte et blus og holdt det op: her er din søn Hauskuld, og han har mange sår; nu trænger han til lægedom. Njal sagde, at han så dødsmærker, men ingen tegn på liv — hvorfor havde hun ikke lukket hans øjne og næsebor? Den pligt havde hun tiltænkt Skarphedinn, svarede hun. Da Skarphedinn havde gjort det og spurgte, hvem der havde dræbt ham, svarede Njal: Lyting af Samstede og hans brødre. Da sagde Rodny: i dine hænder, Skarphedinn, lægger jeg hævnen efter din bror; jeg venter, at du tager den vel, skønt han ikke var ægtefødt, og ikke bliver sen til det. Da de andre løb ud af fårestien, gik hun indenfor med Njal og blev der resten af natten.

Siden kom hun til Kilderne. Broderen Ingialld hilste hende vel, men hun tog ikke hilsnen; hun bad ham gå med ud, greb fat i ham, og de satte sig. Er det sandt, at du har svoret at falde over Njal og dræbe ham og hans sønner? Det er sandt, sagde han. Da kaldte hun ham en stor usling — ham, som Njal tre gange havde frelst fra fredløshed. Hans liv lå på det, svarede han; ikke så, sagde hun, du skal leve alligevel og kaldes en bedre mand, hvis du ikke svigter den, du skylder mest. Så tog hun linhætten op af posen, klumpet af blod, og sagde, at den havde hans søstersøn Hauskuld Njalssøn på hovedet, da de dræbte ham — og at det var ilde gjort at stå med dem, som det onde kom fra. Ingialld lovede, at han ikke ville stå imod Njal, hvad der end fulgte. Så fór hun til Bergthorsknoll og fortalte Njal alt; han takkede hende og sagde, at hun havde gjort vel, for der ville være mere ondskab i, at han faldt over ham, end i nogen anden mands.