Skamkell

Skamkell holdt hus på det andet Hof; han var velstående, men ondsindet og en løgner, trættekær og slem at have med at gøre, og han var Otkels ven. Da Gunnar af Lithend kom til Kirkby for at handle om hø og mad, ville Otkel hverken sælge eller give — og Skamkell gav ham hele tiden dårlige råd. Siden fandt Skamkell en kniv og et bælte på stien ved Rangriver, kendte dem og bar dem til Kirkby; da han spurgte, hvad råd Otkel nu ville tage, var det Otkel der valgte at søge til Mord Valgardssøn, og de gav ham tre mark sølv for hans hjælp.

Da Gunnar bød dobbelt bod for det tabte mod selv at fælde dommen, var det Skamkell der rådede fra: det var uværdigt at give ham retten til selvdom, sagde han, når Otkel burde have beholdt den selv. Så tilbød han at ride til Gizur den Hvide i Otkels sted, fordi han vidste, at rejsen faldt Otkel svært; Otkel tog imod tilbuddet og bad ham være så sandfærdig, han kunne.

På Mossfell sagde Gizur den Hvide, at tilbuddene lød tappert budt — men hvorfor tog han dem da ikke? Skamkell svarede, at alle ville vise Gizur den ære at vente på hans ord. Gizur lod ham fortælle det hele en anden gang med Geir goden til stede, og sagde så, at fortællingen måtte være rigtig — men at han havde set Skamkell som den ondeste af mænd, og at der ikke var tro i ansigter, hvis han faldt godt ud. Hjemme igen vendte han svaret om: nu var det Gizurs og Geirs vilje, at sagen ikke skulle forliges, og at Gunnar skulle stævnes for at have taget del i kosterne og Hallgerda for tyveriet. Hallbjorn kaldte det den største løgn.

Stævningen blev redet, og på tinget bød Gizur den Hvide, at Gunnar selv skulle fælde dommen i sagen. Da Otkel siden red ham over på marken, så sporen gav ham en flænge, hånede Skamkell ham med, at han da havde været lige så vred på tinget, da han tog selvdommen og greb sin glavind — og ved opbruddet råbte han, at de red hårdt. Østpå i Dalen fortalte han så, at Gunnar havde grædt, da de red ham over. Det bud nåede Lithend, og ved Rangriver løb Skamkell ind bag Gunnars ryg og huggede efter ham med en stor økse; Gunnar vendte sig, og øksen fløj ud af hans hånd i floden. Så gik glavinden gennem ham, og Gunnar løftede ham op og kastede ham ned på hovedet i den mudrede sti. Otte mænd faldt der den dag, Otkel iblandt.