Snorri the priest

Snorri gode var en af dem, Njal nævnte som sine dommere, da drabet på Hauskuld hvidenæs-goden skulle bødes. Da de tolv sad i Lovretten, var det ham, der satte rammen: hverken landsforvisning eller landflygtighed, sagde han, for de forvisninger bliver ofte dårligt holdt, mænd mister livet for deres skyld, og forlig brydes — i stedet ville han udsige så stor en pengebod, at ingen mand havde haft en højere pris i landet end Hauskuld. Loddet faldt på ham selv at sige tallet, og han sagde det uden at sidde længe over det: tredobbelt mandebod, seks hundrede i sølv, og alt skulle betales her på tinget. Da mændene siden ville have deres penge tilbage, var det også Snorri, der rådede til, at Gizur den Hvide og Hjallti Skeggissøn gemte dem til næste ting — hans hjerte sagde ham, at der ikke ville gå lang tid, før der blev brug for dem.

Året efter sad han i sin egen bod og fik fat i en arm. Snorri greb om Eyjolf Bolverkssøns arm, vendte ærmet op og så, at han bar en stor guldring. Var den ring købt eller givet, spurgte han. Eyjolf blev slået ud og havde ikke et ord at sige. Så sagde Snorri, at han tydeligt så, at han måtte have taget den som gave — og gid den ring ikke måtte blive hans død. Eyjolf sprang op og gik sin vej uden at ville tale om det, og Snorri sagde efter ham, at han sikkert nok skulle få at vide, hvad slags gave han havde taget, inden dette ting var omme.

Da slaget brød ud på Altinget, var det Snorri, der lukkede vejen. Flosi havde sagt til sine mænd, at de skulle søge tilflugt i stenborgen i Store-Kløften, hvis de blev trængt, for der kunne man kun angribe dem fra én side. Men da flugten brød ud og Flosis flok søgte mod kløften, havde Snorri stillet sine mænd op i så tæt en fylking, at de ikke kunne komme forbi. Hvorfor har I sådan hast, råbte han til Flosi, og hvem jager jer? Flosi spurgte, hvis skyld det var, at de ikke kunne nå stenborgen. Det er ikke min skyld, svarede Snorri — men jeg ved godt, hvis skyld det er, og jeg skal sige dig det, om du vil.

Så vendte han sig til sine egne og sagde: hug og stik nu begge dele, og driv dem bort herfra; de holder kun kort stand her, hvis de andre angriber nedefra — men I skal ikke følge efter dem; lad så begge sider klare sig selv. Da forliget siden blev gjort, var Snorri den fremmeste blandt de tolv, der skulle udsige det, og Asgrim og hans venner gav ham gode gaver; stor hæder fik han af de sager.