Thorgeir Craggeir
Da Skarphedinns lig var fundet ved gavlen, og øksen var brudt ud af væggen, og Hjallti havde taget den op og sagt, at det var et sjældent våben, som få ville kunne bære, svarede Kari, at han så den mand, der skulle bære øksen: Thorgeir Craggeir — den, han nu regnede for den største mand i hele deres slægt.
Gizur den hvide rådede Kari til at ride øst under Eyjafell og opsøge Thorgeir Craggeir og Thorleif krage, for de var de nærmeste frænder i sagen, og med dem skulle deres bror Thorgrim den store ride. På tinget rejste Thorgeir Craggeir sig så selv, tog vidner og lyste sag mod Glum Hilldirssøn — for at han havde taget ild, tændt den og båret den til huset på Bergthorsknoll, hvor Njal Thorgeirssøn og Bergthora Skarphedinnsdatter og alle de andre brændte inde — og han krævede ham dømt skyldig og fredløs, så han hverken måtte fødes, fremmes eller hjælpes i nogen nød.
Da tiden for forlig kom, red Hall af Siden selv med sin søn Kol og fem mænd til vest over Loomnips sand og Arnstacksheden uden at holde hvil, før de kom til Myrdale — og dér spurgte de, om Thorgeir var hjemme på Holt. Og kilden viser, at udpegningen blev opfyldt: på hævntoget svang han netop krigens troldkvinde, Skarphedinns økse — han kløvede Thorwalld Kettil rumbles søns skjold fra top til bund, og Thorwalld faldt. Sådan står han i disse uddrag: manden, som Kari pegede på til at bære øksen, som selv lyste brand-sagen på tinget — og som Hall af Siden red hele vejen for at nå med forliget.
Fakta med kildespor
| Optræder | 20 gange | Njáls saga, bind 2 (Dasent 1861) |
| Stavemåder i kilden | Thorgeir Craggeir, Craggeir | kildeteksten |