Njal

Njal, søn af Thorgeir Gelling, boede på Bergthorsknoll i Landøerne og havde endnu en gård på Thorolfsfell. Han var velhavende og smuk af ansigt — men intet skæg groede på hans hage. Han var så stor en lovkyndig, at hans lige ikke fandtes; vís var han, forudseende og fremsynet, god til råd og rede til at give dem, og det, han rådede mænd til, viste sig at være det bedste for dem.

Hans våben var ord. Da der ved Tinget blev sagt, at det var forligsbrud at bruge loven mod navnefællerne, svarede Njal, at det er intet forligsbrud, at en mand søger lov mod en anden — for med lov skal vort land bygges op, og med lovløshed lægges det øde. Han ville ingen voldgift fælde uden ved Tinget og med de bedste mænd hos, og han udpegede selv dommerne og gav forligets vilkår, som begge sider holdt.

Njáls saga skjuler ikke, at hans egne råd var med til at binde den knude, der endte i branden. Efter Thrains fald sagde Njal selv, at heraf ville komme en af hans sønners død, om ikke større ulykke. Alligevel fostrede han siden Hauskuld Thrainsson og skaffede ham et gode-embede, så Hildigunna kunne fæstes; og da hans egne sønner havde dræbt Hauskuld, præsten af Whiteness, sagde han, at han hellere havde mistet to af sine sønner, mod at Hauskuld levede. Skægløsheden blev brugt imod ham: ved bod-summen på Tinget kaldte Flosi ham den skægløse karl, som ingen kunne se på, om han var mere mand end kvinde — Skarphedinn svarede på hånen, forliget brast, og Flosi ville da kun ét af to: at Hauskuld skulle ligge ubødet, eller hævn.

Ved branden bød Flosi ham gå ud — det var uværdigt, at han brændte inde. Njal svarede, at han ikke ville: han var en gammel mand og lidet skikket til at hævne sine sønner, men med skam ville han ikke leve. Bergthora sagde, at ung var hun givet Njal, og hun havde lovet, at én skæbne skulle ramme dem begge. De gik ind og lagde sig i sengen med drengen Thord Karissøn imellem sig, signede sig og drengen med korset og gav deres sjæle i Guds hånd — det var de sidste ord, mænd hørte dem sige. Njal bad husfogeden brede oksehuden over dem og mærke sig stedet, hvor de lagde sig. Da Kari siden viste Hjallti stedet, og asken blev gravet bort, løftede de huden, og de lå ubrændte under den; alle priste Gud og så det som et stort tegn. Og Hjallti sagde, at Njals krop og åsyn var så lyse, at han aldrig havde set en død mands krop så lys.