Skarphedinn
Skarphedinn var den ældste af brødrene — høj og stærk, hurtigst til fods af alle mænd, djærv og uforfærdet. På tinget spurgte høvdingene til den blege, skarpskårne mand med de fremstående fortænder og øksen løftet over skulderen; hans navn var Hedinn, sagde han, men nogle kaldte ham Skarphedinn med fulde navn. Snorri gode spåede ham, at han ikke havde langt igen; Skarphedinn svarede, at den gæld skal alle betale. Gudmund den mægtige ville hellere have hans følgeskab end ti andre mænds; hos ham vedkendte han sig drabet på Hauskuld, præsten af Whiteness — som ret og rimeligt var, sagde han.
På vejen mod Fleet svarede han Njal, at han var på fårejagt; Njal mindede om, at sidst jagede han mænd. Det var dengang Skarphedinn dræbte Sigmund den hvide, som havde dræbt hans fosterfar Thord Freedmanson. Hans skorem sprang, så han blev bagest; han sprang over strømmen, gled over den blanke is og huggede Thrain med øksen, krigens troldkvinde, så han kløvede ham ned til tænderne, og kindtænderne faldt ud på isen. Bagefter greb han Gunnar Lambissøn og Grani Gunnarssøn — to hvalpe, kaldte han dem — men nænnede ikke begges død; de blev skånet.
Drabet på Hauskuld tog han på sig med åbne øjne; Mord Valgardssøn æggede brødrene og fik lov at være med. Ved gærdet på Ossaby sprang Skarphedinn frem og huggede Hauskuld i hovedet; Hauskuld faldt på knæ og bad Gud hjælpe sig og tilgive dem, og alle gav de ham sår, som aftalt. Njal sagde, at han hellere havde mistet to af sine sønner, mod at Hauskuld levede; Skarphedinn svarede, at det var Njal en undskyldning, at han var gammel.
Da Njal så for sig, at gavlvæggen var styrtet og bordet ét blodskvæt, bad Skarphedinn folkene bære sig vel — det sømmede sig for dem mere end for andre. Da bjælkerne faldt, sagde han, at hans far måtte være død — uden et støn. Til Kari, der sprang ud over tværbjælken, sagde han, at det glædede ham, at svogeren ville hævne ham; selv fulgte han efter, men bjælken brast, hvor den var mest brændt. Så holdt han sin bror Grim i hånden, og de trådte ilden, til Grim faldt død midt i hallen; selv blev han lukket inde mellem tag og gavl. Da Gunnar Lambissøn oppe fra muren spurgte, om han græd, svarede han, at røgen sved i øjnene — og kastede kindtanden fra Thrain i øjet på ham. Da de fandt ham, havde han rejst sig op ad gavlvæggen; benene var brændt af op til knæene, resten ubrændt — han havde bidt underlæben igennem og drevet øksen så hårdt ind i gavlvæggen, at den ikke var blødgjort. På kroppen fandt de to mærker i korsform, som mænd mente, han selv havde brændt ind. Alle sagde, at det var bedre at være nær den døde Skarphedinn, end de havde ventet; ingen var bange for ham.
Fakta med kildespor
| Optræder | 65 gange | Njáls saga, bind 1 og bind 2 (Dasent 1861) |
| Stavemåder i kilden | Sharphedinn, Skarp-hedinn, Skarphedinn | kildeteksten |