Hallgerda

Hallgerda, Hauskulds datter, voksede op som den fagreste af kvinder at se på; hun var høj af vækst og blev derfor kaldt Longcoat, og hendes hår var så rigt, at hun kunne skjule sig i det. Men hun var ødsel og hårdhjertet. Hendes fosterfar var Thiostolf, en stærk mand, der havde dræbt mange og ikke bødet for nogen af dem, og det blev sagt, at hans opfostring ikke havde bedret hendes sind. Da Oswif rådede sin søn fra at bede om Hallgerda Longcoat, var grunden hendes egen: hun havde sin egen vilje, og Thorwald var streng og ubøjelig.

Thorwald fik hende alligevel. Siden sad hun tung om hjertet uden døre, og Thiostolf så såret i hendes ansigt og spurgte, hvem der havde budt hende det; min husbond Thorwald, svarede hun. Da Thiostolf kom tilbage med blodig økse, spurgte hun, hvad han havde gjort, og han svarede, at han havde gjort det, der ville få hende gift anden gang. Så er Thorwald død, sagde hun — og sendte ham nord til sin frænde Swan, hvor ingen ville søge ham. Anden gang talte hun selv: da Glum bad om hende, svarede hun, at hun mente, hun kunne elske ham vel, hvis de kunne enes i sind, og hun trolovede sig selv. Da Thiostolf siden stod med blodig økse og sagde, at Glum var dræbt, svarede hun, at det måtte være hans gerning — og sendte ham til sin farbror Hrut. Da Hrut hørte, at Hallgerda havde sendt ham, sagde han: så har hun ingen del i denne gerning — og trak sit sværd.

Om Njal sagde hun siden til sit følge, at de kunne kalde ham den skægløse karl. Malcolm træl satte hun til at stjæle mad til to heste fra Kirkby og lægge ild i forrådshuset; da han vægrede sig, svarede hun, at han ikke turde andet end gå, ellers lod hun ham dræbe. Da tyvekosterne siden kom på bordet, spurgte Gunnar, hvor maden kom fra; hun svarede, at det ikke var mands sag at bekymre sig om husholdning. Gunnar ville ikke være tyves fælle — og gav hende en ørefigen.

Ørefigenen fik sit svar. Da Gunnar stod alene mod flokken og hans buestreng var skåret over, bad han hende om to lokker af hendes hår, som hun og hans mor skulle sno til en ny streng. Ligger der noget på det, spurgte hun. Mit liv, svarede han; de kommer aldrig ind på livet af mig, så længe jeg kan holde dem fra mig med buen. Da mindede hun ham om den ørefigen, han havde givet hende, og sagde, at det kom hende ikke ved, om han holdt stand længe eller kort.