Hrut og Unna

De fandt Mord siddende inderst i boden og bød ham god dag. Han rejste sig for at møde dem, tog Hauskuld ved hånden og lod ham sætte sig ved sin side, og Hrut satte sig næst efter Hauskuld. De talte længe om løst og fast, og til sidst sagde Hauskuld:

»Jeg har en handel at tale med dig om. Hrut ønsker at blive din svigersøn og købe din datter, og jeg for min del vil ikke være karrig i den sag.«

Mord svarede, at Hauskuld kendte han som en stor høvding, men broderen kendte han ikke. »Han er en bedre mand end jeg,« sagde Hauskuld. Så måtte han lægge en stor sum hos ham, sagde Mord, for hun arvede alt, hvad han efterlod sig.

»Han skal have Kamness og Hrutstede op til Thrandargil,« sagde Hauskuld, »og et handelsskib dertil, som nu er på rejse.«

Så sagde Hrut til Mord: »Husk nu, bonde, at min bror har rost mig langt mere, end jeg fortjener, af kærlighed til mig. Men vil du efter det, du har hørt, slutte handelen, så lader jeg dig selv sætte vilkårene.«

Mord svarede: »Jeg har tænkt over vilkårene. Hun skal have tres hundreder med sig, og den sum skal øges med en tredjedel i dit hus. Men får I to arvinger, skal I dele godset lige.«

»De vilkår går jeg ind på,« sagde Hrut, »og lad os nu tage vidner.«

De rejste sig og gav hinanden hånden, og Mord fæstede sin datter Unna til Hrut. Bryllupsgildet skulle stå i Mords hus en halv måned efter midsommer.

Nu red begge parter hjem fra tinget. På vejen vestpå kom Thiostolf, søn af Biorn Gullbera, brødrene i møde og fortalte, at et skib var kommet fra Norge til Hvidå, og at Auzur, Hruts farbror, var om bord og ønskede, at Hrut kom til ham så snart han kunne. Hrut bad Hauskuld følge med til skibet. Hrut gav sin frænde Auzur en kærlig velkomst, og Auzur bad dem ind i sin bod for at drikke. Mens de drak, sagde Hrut:

»Nu skal du ride vestpå med mig, frænde, og blive hos mig i vinter.«

»Det kan ikke ske, frænde,« svarede Auzur. »Jeg må fortælle dig, at din bror Eyvind er død. Han har gjort dig til sin arving på Gulatinget, og nu vil dine fjender tage arven, hvis du ikke kommer og gør krav på den.«

»Hvad skal der nu gøres, bror?« sagde Hrut til Hauskuld. »Dette kommer hårdt, netop som jeg har fastsat min bryllupsdag.«

»Du må ride sydpå,« sagde Hauskuld, »og se Mord og bede ham ændre den handel, I to har sluttet, så hans datter sidder tre vintre som din fæstemø. Jeg rider hjem og bringer dine varer ned til skibet.«

Hrut bad ham tage mel og tømmer og alt andet, han havde brug for, af ladningen. Så red Hrut sydpå, mens Hauskuld red hjem vestpå. Hrut kom til Mord i Rangrivervales, fortalte ham hele sit ærinde og bad om hans råd.

»Det er meget,« sagde Mord, »sat op imod det, jeg selv efterlader mig, og du skal fare efter det, om du vil.«

Så brød de deres handel, og Unna skulle sidde og vente på Hrut i tre år som hans fæstemø. Hrut red tilbage til skibet og blev ved det, til det var rede til at sejle. Hauskuld bragte alle Hruts varer og penge ned, og Hrut gav alt sit øvrige gods i Hauskulds varetægt, mens han var borte. Kort efter fik de god vind og stod til søs. De var ude i tre uger, fik Hern ved Bergen i sigte og sejlede derfra østpå til Vigen.

På den tid herskede Harald Gråfeld i Norge, søn af Erik Blodøkse, og hans mor hed Gunnhillda. De havde deres sæde østpå ved Kongeklippen.

Rygtet gik nu, at et skib var kommet østpå til Vigen, og så snart Gunnhillda hørte det, spurgte hun, hvilke mænd fra Island der var om bord. Man sagde hende, at manden hed Hrut og var Auzurs brorsøn.

»Jeg ser tydeligt, at han vil gøre krav på sin arv,« sagde Gunnhillda. »Men der er en mand ved navn Soti, som har lagt hånd på den.«

Så kaldte hun på sin tjener, som hed Augmund, og sagde: »Jeg sender dig til Vigen for at finde Auzur og Hrut. Sig dem, at jeg beder dem begge tilbringe vinteren hos mig. Sig også, at jeg vil være deres ven, og vil Hrut følge mit råd, så skal jeg tage mig af hans sag og alt andet, han tager sig for, og jeg skal lægge et godt ord ind for ham hos kongen.«

Augmund fandt dem, og da de vidste, at han var Gunnhilldas tjener, tog de godt imod ham. Han tog dem til side og fortalte sit ærinde, og siden talte de to frænder om, hvad de skulle gøre.

Auzur sagde til Hrut: »Her er ikke brug for lang tale, frænde. Vore planer er lagt for os. Jeg kender Gunnhilldas sind: så snart vi siger, at vi ikke vil komme til hende, driver hun os ud af landet og tager alt vort gods med magt. Men går vi til hende, så viser hun os den hæder, hun har lovet.«

Augmund gik hjem og fortalte Gunnhillda, at de ville komme. »Det var kun, hvad der var at vente,« sagde hun, »for Hrut siges at være en klog og velopdragen mand.« Og hun bad ham holde skarpt udkig og sige hende det, så snart de kom til byen.

Hrut og Auzur drog østpå til Kongeklippen, og deres frænder og venner gik ud for at byde dem velkommen. Kongen var i byen. Augmund bragte dem en hilsen fra Gunnhillda: hun kunne ikke bede dem hjem til sig, før de havde set kongen, for at folk ikke skulle sige, at hun gjorde for meget af dem. Hrut skulle tale frit ud for kongen og bede om at blive optaget i hirden. »Og her,« sagde Augmund, »er en hædersdragt, som hun sender dig, Hrut. I den skal du gå ind for kongen.«

Næste dag gik de tolv sammen, alle venner eller frænder, ind i hallen, hvor kongen sad ved sin drik. Hrut gik forrest og bød kongen god dag. Kongen så fast på den velklædte mand og spurgte om hans navn, og Hrut sagde det.

»Er du islænding?« sagde kongen. Det var han. »Hvad drev dig hid for at søge os?«

»Jeg ville se Eders stand, herre,« sagde Hrut, »og desuden har jeg en stor arvesag her i landet, og jeg får brug for Eders hjælp, hvis jeg skal have min ret.«

Kongen svarede, at han havde givet sit ord på, at hver mand skulle have lov og ret i Norge; men havde Hrut andet ærinde? »Herre,« sagde Hrut, »jeg ønsker, at I lader mig leve ved Eders hof og blive en af Eders mænd.«

Kongen tav. Men Gunnhillda sagde: »Mig synes, denne mand byder Eder den største hæder. Var der mange sådanne mænd i hirden, ville den være vel fyldt.«

»Er han en klog mand?« spurgte kongen.

»Han er både klog og villig,« sagde hun.

»Min mor ønsker, at du får den rang, du beder om,« sagde kongen. »Men for vor æres og landets skiks skyld skal du komme til mig om en halv måned. Da skal du optages i min hird. Imens tager min mor sig af dig, men kom så til mig.«

Gunnhillda sagde til Augmund: »Følg dem til mit hus, og sørg godt for dem.«

Augmund førte dem til en hal bygget af sten og behængt med de skønneste tæpper, og dér stod Gunnhilldas højsæde. »Her er hendes højsæde,« sagde Augmund til Hrut. »I det skal du sidde, og det sæde skal du beholde, også når hun selv kommer ind i hallen.«

De havde kun siddet en kort stund, da Gunnhillda kom ind. Hrut ville springe op og hilse hende.

»Bliv siddende!« sagde hun. »Og bliv siddende dér, så længe du er min gæst.«

Så satte hun sig hos Hrut, og de tog fat på drikken. Om aftenen sagde hun: »I nat skal du være i loftstuen hos mig, vi to sammen.«

»I skal have Eders vilje,« svarede han.

De gik til ro, og hun låste døren indefra. Om morgenen tog de fat på drikken igen, og sådan levede de hele den halve måned. Gunnhillda sagde til de mænd, der var i huset: »I skal miste intet uden livet, hvis I siger et ord til nogen om, hvordan Hrut og jeg har det sammen.«

Da den halve måned var gået, gav Hrut hende hundrede alen husvævet vadmel og tolv grove kapper, og Gunnhillda takkede for gaverne. Hrut takkede hende, gav hende et kys og gik. Hun bød ham farvel.

Næste dag gik han for kongen med tredive mand efter sig. »Nu vil du vel, Hrut,« sagde kongen, »at jeg holder det, jeg lovede dig.« Så blev Hrut optaget i kongens hird. Hvor han skulle sidde, afgjorde kongens mor: hun gav ham sæde øverst i stuen, og han tilbragte vinteren hos kongen i stor hæder.

Da foråret kom, spurgte Hrut efter Soti og fik at vide, at han var draget sydpå til Danmark med arven. Så gik Hrut til Gunnhillda og fortalte hende, hvad Soti havde gjort.

Gunnhillda gav ham mænd og nævnte den tapreste af dem, Ulf den Uvaskede, som var deres opsynsmand over gæsterne. »Men gå alligevel til kongen, før du drager af sted,« sagde hun.

Det gjorde Hrut. Da han kom for kongen, fortalte han om Sotis færd, og at han havde i sinde at sætte efter ham.

Kongen spurgte, hvilken styrke hans mor havde overladt ham. »To langskibe og Ulf den Uvaskede til at føre mændene,« sagde Hrut. »Det er godt givet,« sagde kongen. »Nu giver jeg dig to skibe til, og selv da får du brug for al den styrke, du har.« Kongen fulgte Hrut ned til skibet og bød ham far vel, og Hrut sejlede sydpå med sine mandskaber.

Der var en mand ved navn Atli, søn af Arnvid, jarl af Østgøtland. Han lå nu ude i Øresund med sine mænd og var fredløs både for Danmarks konge og for Sveriges konge.

Hrut holdt sydpå ind i Sundet, og da han kom derind, så han mange skibe.

»Hvad er nu bedst at gøre, islænding?« sagde Ulf.

»Vi holder vor kurs,« sagde Hrut, »for intet vovet, intet vundet. Mit skib og Auzurs går forrest, men du lægger dit, hvor du vil.«

»Sjældent har jeg haft andre som skjold foran mig,« sagde Ulf og lagde sit skib side om side med Hruts. Så holdt de ind gennem Sundet.

De, der lå i Sundet, så skibene komme og sagde det til Atli. »Så er der måske bytte at hente,« svarede han og lod sit skib lægge midt i flåden.

Hruts skibe løb frem, og så snart de kunne høre hinandens råb, rejste Atli sig og sagde: »I farer uforsigtigt. Så I ikke, at der lå krigsskibe i Sundet? Hvad hedder jeres høvding?«

Hrut sagde sit navn.

Atli spurgte, hvis mand han var, og Hrut svarede, at han var en af kong Harald Gråfelds hirdmænd. »Der har længe ikke været venskab mellem os, far og søn, og jeres norske konger,« sagde Atli. »Så meget desto værre for dig,« sagde Hrut.

»Enden på vort møde bliver,« sagde Atli, »at du ikke skal leve og fortælle om det.« Og han greb et spyd og slyngede det mod Hruts skib, og den mand, der stod foran det, fik sin død.

Så begyndte slaget, og de var længe om at komme om bord på Hruts skib. Ulf gik hårdt frem, og hos ham var det snart hug, snart stød. Atlis bueskytte hed Asolf. Han sprang op på Hruts skib og var fire mænds bane, før Hrut blev opmærksom på ham. Da vendte Hrut sig mod ham.

Da de mødtes, stak Asolf til og igennem Hruts skjold, men Hrut huggede én gang til Asolf, og det blev hans banehug. Ulf den Uvaskede så det hug og råbte: »Sandt at sige, Hrut, du slår store slag, men du har meget at takke Gunnhillda for.«

»Noget siger mig,« sagde Hrut, »at du taler med fej mund.«

Nu så Atli en blottet plads på Ulf og skød et spyd igennem ham. Slaget blev hedt. Atli sprang op på Hruts skib og ryddede det hurtigt omkring sig. Auzur vendte sig mod ham og stak efter ham, men faldt om på ryggen i fuld længde, for en anden mand stak til ham. Så vendte Hrut sig mod Atli. Atli huggede straks til Hruts skjold og kløvede det i to fra top til spids. I det samme fik Atli et slag på hånden af en sten, og sværdet faldt fra ham. Hrut greb sværdet og huggede foden fra ham. Derefter gav han ham banehugget.

De tog meget gods dér og førte de to bedste skibe med sig, og de blev der kun kort.

Imens var Soti og hans mænd sejlet forbi dem. Han holdt kursen tilbage mod Norge og gik i land ved Limgardsside. Dér mødte han Augmund, Gunnhilldas svend, som straks kendte ham. Soti sagde, at han ville blive tre nætter og så fare vestpå til England, »og aldrig tilbage til Norge, så længe Gunnhillda råder i Norge.«

Augmund fandt Gunnhillda ved et gilde et lille stykke borte, og hendes søn Gudred var hos hende. Da hun hørte, hvad Soti havde i sinde, bad hun Gudred tage hans liv. Gudred kom uventet over Soti, lod ham føre op i landet og hænge dér. Men godset tog han og bragte det til sin mor, og hun lod det bære ned til Kongeklippen.

Hrut kom tilbage hen mod efteråret med stort bytte og gik straks til kongen. Han bad dem tage, hvad de ville, af hans gods, og kongen tog en tredjedel. Gunnhillda fortalte Hrut, hvordan hun havde fået fat i arven og ladet Soti dræbe. Han takkede hende og gav hende halvdelen af alt, hvad han ejede.

Hrut blev hos kongen den vinter i god lune. Men da foråret kom, blev han meget tavs. Gunnhillda mærkede det og sagde til ham, da de to var alene:

»Er du syg i sindet?«

»Så er det,« sagde Hrut.

Hun spurgte, om han ville til Island. Det ville han. Om han havde en kone derude? Nej, svarede han. »Det er jeg vis på er sandt,« sagde hun, og så talte de ikke mere om den sag.

Kort efter gik Hrut for kongen og bad om lov til at fare til Island.

»Bliver din hæder større dér end her?« spurgte kongen.

»Nej, det bliver den ikke,« sagde Hrut, »men enhver må gøre det arbejde, der er lagt foran ham.«

»Det er at trække reb mod en stærk mand,« sagde Gunnhillda, »så giv ham lov til at fare, som det passer ham bedst.«

Der var misvækst i landet det år, men Gunnhillda gav Hrut så meget mel, som han ville have. Nu gjorde han sig rede til at sejle til Island, og Auzur med ham. Da alt var rede, gik Hrut til kongen og Gunnhillda. Hun førte ham til side for at tale alene med ham og sagde:

»Her er en guldring, som jeg vil give dig.« Og hun spændte den om hans håndled.

»Mange gode gaver har jeg fået af dig,« sagde Hrut.

Så lagde hun sine hænder om hans hals, kyssede ham og sagde: »Har jeg så megen magt over dig, som jeg tror, så lægger jeg denne trolddom på dig: at du aldrig skal have glæde af at leve med den kvinde, dit hjerte hænger ved på Island. Men med andre kvinder skal det gå dig godt nok. Og nu vil det vel gå ilde for os begge — men du har ikke troet på, hvad jeg har sagt.«

Hrut lo, da han hørte det, og gik. Så trådte han for kongen og takkede ham, og kongen talte venligt til ham og bød ham farvel.

De havde god vind hele vejen, til de løb ind i Borgarfirth. Hrut red vestpå hjem til Hauskuldstede, mens Auzur blev ved skibet for at losse det. Hauskuld tog hjerteligt imod sin bror, og Hrut fortalte ham alt om sine rejser. Derefter sendte de mænd østpå over åerne for at sige Mord, at han skulle gøre bryllupsgildet rede. Undervejs til skibet fortalte Hauskuld, hvordan det stod til med Hruts penge: godset havde vokset sig stort, mens han var borte. Hrut lovede ham så meget mel, som han havde brug for til sin husholdning næste vinter. Så trak de skibet på land på ruller og satte det i skur, og Hrut blev hjemme på Hrutstede, til der var seks uger til vinter.

Da gjorde brødrene sig rede, og Auzur med dem, til at ride til Hruts bryllup. Tres mand red med dem, og de red østpå, til de kom til Rangrivervales. Dér fandt de en mængde gæster. Mændene tog sæde på bænkene ned langs hallen, men kvinderne sad på tværbænkene på forhøjningen, og bruden var temmelig nedslået.

De drak gildet til ende, og det gik godt. Mord betalte sin datters medgift, og hun red vestpå med sin mand og hans følge. Da de kom hjem, gav Hrut hende alt i hænde inden døre, og det var alle glade for. Men trods det trak hun og Hrut ikke godt sammen som mand og kone, og sådan gik det til foråret.

Da foråret kom, havde Hrut en rejse at gøre til Vestfjordene for at få de penge ind, han havde solgt sine varer for. Men før han drog af sted, sagde hans kone til ham:

»Tænker du at være tilbage, før man rider til tinget?« Hrut spurgte, hvorfor hun spurgte. »Jeg vil ride til tinget,« sagde hun, »for at møde min far.« Det skulle ske, sagde han, og han ville ride til tinget sammen med hende.

Så red Hrut vestpå til fjordene, fik sine penge ind og red hjem igen. Da han kom hjem, gjorde han sig rede til tinget og fik alle sine naboer til at ride med, og hans bror Hauskuld blandt dem. Hrut spurgte sin kone, om hun stadig havde lyst til at fare til tinget; så skulle hun gøre sig rede og ride med ham. Hun var ikke længe om det, og så red de alle til tinget.

Unna gik til sin fars bod, og han tog hjerteligt imod hende. Men hun syntes noget tung om hjertet, og da han så det, sagde han: »Jeg har set dig med gladere ansigt. Har du noget på sinde?«

Hun begyndte at græde og svarede intet.

»Hvorfor red du til tinget,« sagde han igen, »hvis du ikke vil sige mig din hemmelighed? Kan du ikke lide at leve derude i vest?«

»Jeg ville give alt, hvad jeg ejer i verden,« svarede hun, »for at jeg aldrig var kommet derhen.«

»Nuvel,« sagde Mord, »det skal jeg snart komme til bunds i.«

Så sendte han mænd efter Hauskuld og Hrut, og de kom straks. Mord tog hjerteligt imod dem, og de talte længe og venligt sammen, til Mord sagde til Hauskuld:

»Hvorfor synes min datter så ilde om livet derude i vest?«

Men hun fremførte ingen klage mod ham. Så lod Hrut dem spørge sine naboer og sit husfolk, hvordan han behandlede hende, og alle vidnede godt for ham: hun gjorde ganske, som hun ville, i huset.

»Hjem skal du fare,« sagde Mord, »og være tilfreds med din lod. For alle vidnesbyrd taler bedre for ham end for dig.«

Hrut red hjem fra tinget med sin kone, og den sommer gik alt glat mellem dem. Men da foråret kom, var det den gamle historie igen, og det blev værre og værre. Hrut havde igen en rejse at gøre vestpå til fjordene og lod forlyde, at han ikke ville ride til Altinget. Unna sagde kun lidt om det.

Nu nærmede tiden for tinget sig. Unna bad Sigmund, Auzurs søn, ride til tinget med hende. Han sagde, at han ikke kunne, hvis hans frænde Hrut satte sig imod det; men hun havde bedre ret til at bede ham end nogen anden, sagde hun. Så gjorde han en aftale med hende: hun skulle love at ride tilbage vestpå med ham og ikke have nogen skjult færd for mod Hrut eller ham. Det lovede hun, og de red til tinget. Hendes far Mord blev meget glad for at se hende og bad hende blive i hans bod, så længe tinget varede.

»Nu,« sagde Mord, »hvad har du at fortælle mig om din mand, Hrut?«

Da kvad hun ham en vise, hvori hun priste Hruts gavmildhed, men sagde, at han ikke var herre over sig selv. Hun skammede sig ved at tale rent ud. Mord tav en kort stund og sagde så:

»Du har noget på sinde, datter, som du ikke ønsker, at nogen anden end jeg skal vide.«

Så gik de til side, hvor ingen kunne høre dem. »Fortæl mig nu alt, hvad der er mellem jer to,« sagde Mord, »og gør ikke mere af sagen, end den er værd.«

»Så skal det være,« svarede hun og kvad to viser, hvori hun åbenbarede grunden til deres misforståelse. Da Mord pressede hende til at tale rent ud, fortalte hun ham, at hun og Hrut ikke kunne leve sammen, fordi han var bundet af trolddom, og at hun ønskede at forlade ham.

»Du gjorde ret i at fortælle mig alt dette,« sagde Mord. »Nu giver jeg dig et råd, som vil tjene dig vel, hvis du kan følge det til punkt og prikke. Først skal du ride hjem fra tinget. Til den tid er din mand kommet tilbage, og han vil være glad for at se dig.«

»Du skal være blid og føjelig mod ham,« fortsatte Mord, »så vil han tro, der er sket en god forandring med dig. Men når foråret kommer, skal du lade, som om du er syg, og gå til sengs. Hrut vil ikke skænde på dig, men bede alle tage sig af dig, så godt de kan. Derefter drager han vestpå til fjordene, og Sigmund med ham, for han skal flytte alt sit gods hjem, og han bliver borte, til sommeren er langt fremme. Men når folk rider til tinget, og alle, der vil derhen, er redet fra dalene, da skal du rejse dig fra sengen og stævne mænd til at følge dig til tinget. Når du er rede, skal du gå til din seng med de mænd, der skal følge dig, og tage vidner foran din mands seng og erklære dig skilt fra ham ved en lovlig skilsmisse, som kan stå ved magt efter det store tings dom og landets love. Og ved mandens dør, husets hoveddør, skal du tage samme vidner. Rid så bort, over Laxriverdale-heden og videre over Holtbeacon-heden, for de vil lede efter dig ad Hrutfjorden. Rid så, til du kommer til mig. Så skal jeg tage mig af sagen. Men i hans hænder skal du aldrig komme mere.«

Nu red hun hjem fra tinget. Hrut var kommet tilbage før hende og tog hjerteligt imod hende. Hun var blid og føjelig mod ham, og de levede lykkeligt sammen det halve år. Men da foråret kom, blev hun syg og holdt sengen. Hrut drog vestpå til fjordene og bad dem pleje hende godt, før han rejste.

Da tiden for tinget kom, gjorde hun i alle måder, som det var lagt til rette for hende, og red til tinget. Folk på egnen ledte efter hende, men kunne ikke finde hende.

Mord tog imod sin datter og spurgte, om hun havde fulgt hans råd.

»Jeg har ikke brudt en tøddel af det,« sagde hun.

Så gik hun til Lovbjerget og erklærede sig skilt fra Hrut, og folk fandt det en sælsom nyhed. Unna fulgte hjem med sin far og drog aldrig vestpå fra den dag.

Hrut kom hjem og rynkede brynene, da han hørte, at hans kone var borte. Men han holdt sine følelser vel i tømme og blev hjemme hele det halve år og talte ikke til nogen om sagen. Næste sommer red han til tinget med sin bror Hauskuld, og de havde et stort følge.