Hrut

Hrut boede på Hrutstede og var bror til Hauskuld — af samme mor, men hans far hed Heriolf. Han var smuk, høj og stærk, våbenfør og mild af sind, blandt de viseste af mænd: hård mod sine fjender, men god til råd i store sager.

Da Hauskuld ved et gæstebud kaldte sin lille datter Hallgerda til sig, kyssede hende og spurgte sin bror, om ikke pigen var fager, tav Hrut først — og svarede så, at fager var pigen nok, og mange ville komme til at svie for det; men hvorfra tyveøjne var kommet ind i deres æt, vidste han ikke. Hauskuld blev vred, og brødrene så en tid kun lidt til hinanden. Da Gunnar kom for at bede om Hallgerda, lagde Hrut intet skjul: det var intet jævnbyrdigt parti, sagde han, hun var blandet op i ondt rygte, og han ville ikke narre Gunnar i noget — og uden at blive spurgt fortalte han ham alt om hendes sind. Gunnar syntes først, at der manglede rigeligt, men til sidst blev der sluttet handel.

Hårdheden havde sin side. Da Hrut om natten så en høj, svær mand bag huset og kendte Thiostolf, spurgte han, hvad nyt der var. Glum er dræbt, sagde Thiostolf, jeg slog ham selv, og Hallgerda sendte mig til dig. Så har hun ingen del i denne gerning, svarede Hrut og drog sit sværd — og fældede ham. Hauskuld takkede ham for det, og siden gav brødrene Glums bror gaver, så han red bort som deres ven. Hrut ægtede Unna, Fiddle Mords datter; men ægteskabet holdt ikke — Unna erklærede sig på Lovbjerget skilt fra ham, og Mord tog vidner og rejste medgiftssag mod ham om halvfems hundreder. Hrut svarede med at udfordre ham til kamp på holmen — og Mord ville ikke kæmpe og fik den største skam af sin sag. Da to drenge siden legede netop den sag mellem ham og Mord, og Hauskuld slog den ene med en kæp, så huden flængedes, kaldte Hrut drengen til sig, gav ham en ring af sin finger og bad ham ikke friste nogen mands sind igen — og drengen svarede, at hans mandighed ville han bære i minde hele sit liv.

Og fra det ordskifte fik Hrut stor hæder.