Kongernes byggeri

Kong Magnus Olafsøn byggede Olavskirken i byen Nidaros, på det sted, hvor Olafs lig var blevet sat ned for natten, og som dengang lå oven for byen. Han lod også kongsgården bygge dér. Kirken var ikke helt færdig, da kongen døde, men kong Harald lod fuldføre det, som manglede. Dér, ved siden af gården, begyndte han at opføre en stenhal, men den var ikke færdig, da han døde.

Kong Harald lod den kirke, som kaldes Mariakirken, bygge fra grunden op ved sandbanken tæt ved det sted, hvor kongens hellige levninger havde ligget skjult i jorden den første vinter efter hans fald. Det var et stort tempel og så stærkt bygget med kalk, at det var svært at bryde ned, da ærkebiskop Eystein lod det rive ned. Olafs hellige levninger blev opbevaret i Olavskirken, mens Mariakirken blev bygget. Kong Harald lod kongsgården rejse neden for Mariakirken ved flodens side, hvor den nu er, og det hus, hvori han havde indrettet den store hal, lod han indvie og kalde Gregoriuskirken.

Kong Harald blev hele vinteren i Nidaros og lod bygge et fartøj ude på stranden; det var en busse. Skibet blev bygget i samme størrelse som Ormen Lange, og hver del af det blev gjort færdig med den største omhu. På stævnen var et dragehoved og på agterstavnen en dragehale, og siderne af skibets bov var forgyldte. Fartøjet havde femogtredive roerbænke og var stort for den størrelse og bemærkelsesværdigt smukt, for kongen havde alt, hvad der hørte til skibets udrustning, af det bedste, både sejl og rigning, ankre og kabler.

Om vinteren sendte kong Harald bud sydpå til Danmark til kong Svein, at han skulle komme nordpå om foråret; de skulle mødes ved Gøtaelven og kæmpe og sådan afgøre delingen af landene, så den, der vandt sejren, skulle have begge kongeriger.

Det var skik i Norge i gamle dage, at kongens højsæde stod midt på en langbænk, og øllet blev rakt over ilden. Men kong Olaf lod sit højsæde sætte på en høj bænk tværs over stuen. Han var også den første, der fik ildsteder i stuerne og gulvene strøet både sommer og vinter.

I kong Olafs tid opstod mange købstæder i Norge, og mange nye blev grundlagt. Således grundlagde kong Olaf en købstad i Bergen, hvor mange rige folk snart slog sig ned, og som købmænd fra fremmede lande jævnligt søgte til. Han lod grunden lægge til den store Kristkirke, som skulle være en stenkirke, men i hans tid blev der kun gjort lidt ved den. Desuden fuldførte han den gamle Kristkirke, som var af træ.

Kong Olaf lod også bygge et stort gildehus i Nidaros og i mange andre købstæder, hvor der før kun havde været private gilder. I hans tid kunne ingen drikke i Norge uden i disse huse, som til formålet var smykket med grene og løv og stod under kongens beskyttelse. Den store gildeklokke i Trondhjem, som kaldtes byens stolthed, ringede sammen til disse gilder. Gildebrødrene byggede Margretekirken i Nidaros af sten. I kong Olafs tid holdtes der almindelige gæstebud og hånd-i-hånd-gilder.

På den tid blev der også indført megen usædvanlig pragt og fremmede skikke og moder i klædernes snit, som for eksempel kostbare hoser flettet om benene. Nogle havde guldringe om benene og brugte også kjortler med lister ned ad siderne og ærmer fem alen lange, så snævre, at de måtte trækkes op med bånd og lå i folder hele vejen op til skuldrene. Skoene var høje og alle kantede med silke eller endda med guld. Mange andre slags forunderlige prydelser blev brugt på den tid.

Kong Eystein havde også udrettet meget nyttigt i landet, mens kong Sigurd var på sin rejse. Han oprettede et kloster på Nordnes i Bergen og gav det meget gods. Han byggede også Mikaelskirken, som er et meget prægtigt stentempel. I kongsgården dér byggede han også Apostelkirken og den store hal, som er den prægtigste træbygning, der nogensinde er bygget i Norge. Han byggede også en kirke ved Agdanes med brystværn, og en havn, hvor der før kun havde været et goldt sted. I Nidaros byggede han i kongens gade Sankt Nikolaus' kirke, som var særlig smykket med udskåret arbejde, alt i træ. Han byggede også en kirke nordpå i Vågan i Hålogaland og gav den gods og indtægter.

Kong Eystein var den smukkeste mand, man kunne se. Han havde blå, åbne øjne, hans hår var gult og krøllet, og han var ikke høj af vækst, men af middelstørrelse. Han var vis, forstandig og kyndig i love og historie. Han havde stor kundskab om mennesker, var rask i råd, forsigtig i ord og meget veltalende og meget gavmild. Han var meget munter, men dog beskeden, og han var afholdt og elsket af hele folket. Han var gift med Ingebjørg, datter af Guthorm, søn af Thorer af Steig, og deres datter var Maria, som siden blev gift med Gudbrand Skafhogsøn.

Kong Eystein og kong Sigurd drog begge om foråret på gæsteri i Oplandene, og hver blev beværtet i sit hus, og husene lå ikke langt fra hinanden. Men bønderne fandt det bekvemmere, at begge blev beværtet sammen, skiftevis i hvert hus, og så var de begge først i kong Eysteins hus. Men om aftenen, da folk begyndte at drikke, var øllet ikke godt, så gæsterne var meget stille og tavse.

Da sagde kong Eystein: »Hvorfor er folk så tavse? Det er mere almindeligt ved drikkelag, at folk er muntre. Lad os finde på en spøg over øllet, som kan more folk, for sandelig, bror Sigurd, alle er tilfredse, når vi taler muntert.«

»Tal du så meget, du vil,« svarede Sigurd kort, »men giv mig lov til at tie.«

»Det er en almindelig skik ved øltønden at sammenligne den ene mand med den anden,« sagde Eystein, »og lad os nu gøre det.« Sigurd tav.

»Jeg ser,« sagde kong Eystein, »at jeg må begynde denne morskab. Nu tager jeg dig, bror, at sammenligne mig med, og jeg lader det se ud, som om vi begge havde lige ry og ejendom, og som om der ingen forskel var på vor byrd og opdragelse.«

»Husker du,« svarede kong Sigurd, »at jeg altid kunne kaste dig, når vi brødes, skønt du er et år ældre?«

»Men jeg husker,« svarede kong Eystein, »at du ikke var så god til de lege, som kræver smidighed.«

»Husker du, at jeg kunne trække dig under vandet, når vi svømmede sammen, så tit jeg ville?«

»Men jeg kunne svømme lige så langt som du og dykke lige så godt. Og jeg kunne løbe på skøjter så godt, at ingen kunne slå mig, og du kunne det ikke bedre end en okse.«

»Mig synes, det er en nyttigere og mere passende færdighed for en høvding at være dygtig med sin bue. Jeg tror knap, du kunne spænde min bue, selv om du tog foden til hjælp.«

»Jeg er ikke stærk med buen som du, men der er mindre forskel, når vi skyder på nært hold. Og jeg kan bruge ski langt bedre end du, og i gamle dage regnedes det for en stor færdighed.«

»Mig synes det langt bedre for en høvding, som skal stå over andre mænd, at han er iøjnefaldende i en mængde og stærk og mægtig i våben over andre mænd — let at se og let at kende, hvor mange er samlet.«

»Det er ikke mindre en udmærkelse og en pryd, at en mand er smuk af udseende, så han let kendes fra andre af den grund. Og det synes mig at passe en høvding bedst, for den bedste pryd er forbundet med skønhed. Desuden er jeg mere kyndig i loven end du, og om ethvert emne flyder mine ord lettere end dine.«

»Det kan være, at du kender flere lovkneb, for jeg har haft andet at gøre. Og ingen nægter dig en glat tunge. Men der er mange, som siger, at dine ord ikke er til at stole på, at det, du lover, er lidet at regne, og at du taler netop efter det, som de, der er om dig, siger — og det er ikke kongeligt.«

»Det er, fordi jeg, når folk bringer deres sager for mig, først ønsker at give hver mand den tilfredshed i hans sag, som han ønsker. Men bagefter kommer modparten, og så er der tit noget, der skal gives eller tages, for at mægle mellem dem, så begge kan være tilfredse. Det hænder også tit, at jeg lover, hvad man beder mig om, for at alle kan være glade om mig. Det ville være let for mig at gøre som du — at love alle ondt; og jeg hører aldrig nogen klage over, at du ikke holder det løfte til dem.«

»Alle taler om, at den færd, jeg gjorde ud af landet, var en fyrstelig færd, mens du imens sad hjemme som din fars datter.«

»Nu rørte du det ømme sted. Jeg ville ikke have bragt denne samtale op, hvis jeg ikke havde vidst, hvad jeg skulle svare på det punkt. Jeg kan sandelig sige, at jeg udrustede dig hjemmefra som en søster, før du drog på den færd.«

»Du må have hørt, at jeg på den færd var i mangen kamp i saracenernes land og vandt sejr i dem alle, og du må have hørt om de mange kostbare ting, jeg vandt, hvis lige aldrig før var set her i landet, og at jeg var den mest agtede, hvor de tapreste mænd var. Og på den anden side kan du ikke skjule, at du kun har et hjemmeavlet ry.«

»Jeg har hørt, at du havde adskillige kampe udenlands, men det var nyttigere for landet, hvad jeg imens gjorde her hjemme. Jeg byggede fem kirker fra grunden og en havn ude ved Agdanes, hvor det før var umuligt at lande, og hvor skibe nu går nord og syd langs kysten. Jeg satte en varpepæl og en jernring i Sinholmsund, og i Bergen byggede jeg en kongshal, mens du i Serkland øvede mandedrab på blåmænd for djævelen. Det, tror jeg, var til ringe gavn for vort rige.«

»På den færd,« sagde kong Sigurd, »gik jeg helt til Jordan og svømmede over floden. Ved flodens bred står en pilebusk, og dér snoede jeg en knude af pilegrene og sagde, at den knude skulle du løse, bror, eller tage den forbandelse, som er knyttet til den.«

»Jeg går ikke hen og løser den knude, du bandt for mig,« sagde kong Eystein. »Men havde jeg haft lyst til at binde en knude for dig, så var du ikke blevet konge af Norge ved din hjemkomst, dengang du kom sejlende ind i min flåde med ét eneste skib.«

Derpå tav de begge, og der var vrede på begge sider. Mere gik der mellem brødrene, hvoraf det fremgik, at hver af dem ville være større end den anden. Alligevel blev freden bevaret mellem dem, så længe de levede.

Kong Eystein lod bygge et stort skib i Nidaros, som i størrelse og form var som Ormen Lange, den kong Olaf Tryggvason havde bygget. I stævnen var et dragehoved og i agterstavnen en krum hale, og begge var forgyldte. Skibet var højbordet, men for- og agterpartierne syntes mindre, end de burde være. Han lod også bygge mange store tørdokker i Nidaros af det bedste materiale og vel tømrede.

Seks år efter kong Olafs død hændte det, at kong Eystein ved et gilde på Hustadir i Stim blev grebet af en sygdom, som han kort efter døde af. Hans lig blev ført nordpå til Nidaros og begravet i Kristkirken, og det siges almindeligt, at så mange sørgende aldrig har stået over nogen mands grav i Norge som over kong Eysteins, i det mindste ikke siden Magnus den Gode, den hellige Olafs søn, døde. Eystein havde været konge af Norge i tyve år, og efter hans død var hans bror, kong Sigurd, enekonge i Norge, så længe han levede.