Ormen Lange

Kong Olaf drog med sine folk ud til Nidaros og lod bygge huse på den flade side af floden Nid. Stedet ophøjede han til købstad og gav folk grund at bygge huse på. Kongsgården lod han bygge lige over for Skipakrok, og om høsten førte han alt derhen, som var nødvendigt til vinterophold, og havde mange folk om sig dér.

Samme efterår lagde kong Olaf kølen til et stort langskib ude på stranden ved floden Nid. Det var en snekke, og han satte mange tømrere på den, så fartøjet var færdigt tidligt på vinteren. Det havde tredive roerbænke og var højt i stævn og agter, men ikke bredt. Kongen kaldte dette skib Tranen.

Vinteren efter, da kong Olaf kom fra Hålogaland, lod han bygge et stort fartøj ved Hladhamrar, større end noget skib i landet, og dets bjælkeknæ er stadig at se. Kølen, som hvilede på græsset, var fireoghalvfjerds alen lang. Thorberg Skafhog hed den mand, der var skibets mesterbygger, men der var mange andre foruden — nogle til at fælde træ, nogle til at forme det, nogle til at lave nagler, nogle til at bære tømmer — og alt, hvad der blev brugt, var af det bedste. Skibet var både langt og bredt og højbordet og stærkt tømret.

Mens de klædte skibet med planker, hændte det, at Thorberg måtte hjem til sin gård i et påtrængende ærinde. Han blev der længe, og skibet var klædt op på begge sider, da han kom tilbage. Om aftenen gik kongen ud, og Thorberg med ham, for at se, hvordan fartøjet tog sig ud, og alle sagde, at aldrig var der set så stort og så smukt et krigsskib. Så vendte kongen tilbage til byen.

Tidligt næste morgen kom kongen igen til skibet, og Thorberg med ham. Tømrerne var der før dem, men de stod alle uvirksomme med armene over kors. Kongen spurgte, hvad der var i vejen. De sagde, at skibet var ødelagt: nogen var gået fra stævn til agter og havde hugget det ene dybe hak efter det andet ned langs den ene sides planker. Da kongen kom nærmere, så han, at det var sådan, og han sagde med en ed: »Den mand skal dø, som sådan har ødelagt fartøjet af misundelse, hvis han kan findes, og jeg giver en stor belønning til den, der finder ham.«

»Jeg kan sige Eder, konge,« sagde Thorberg, »hvem der har gjort dette stykke arbejde.«

»Jeg tror ikke,« svarede kongen, »at nogen er så nær ved at finde det ud som du.«

»Jeg skal sige Eder, konge, hvem der gjorde det,« sagde Thorberg. »Jeg gjorde det selv.«

»Du skal sætte det hele i samme stand som før,« sagde kongen, »ellers skal dit liv betale for det.«

Så gik Thorberg og høvlede plankerne, til de dybe hak alle var glattet ud og gjort jævne med resten. Og kongen og alle, som var til stede, erklærede, at skibet var langt smukkere på den side af skroget, som Thorberg havde høvlet, og bad ham forme den anden side på samme måde, og de takkede ham meget for forbedringen. Siden var Thorberg skibets mesterbygger, til det var helt færdigt.

Skibet var en drage, bygget efter den, kongen havde taget i Hålogaland, men dette skib var langt større og mere omhyggeligt sat sammen i alle sine dele. Kongen kaldte dette skib Ormen Lange og det andet Ormen Korte. Ormen Lange havde fireogtredive roerbænke. Hovedet og den buede hale var begge forgyldte, og bordene var så høje som på søgående skibe. Dette skib var det bedste og kostbareste skib, der nogensinde var bygget i Norge.

Ulf den Røde hed den mand, som bar kong Olafs mærke og stod i forstavnen på Ormen Lange. Hos ham var Kolbjørn Stallare, Thorstein Uxafot og Vikar fra Tiundaland, bror til Arnljot Gelline. Ved skottet næst forstavnen stod Vak Raumason fra Gøtaelven, Berse den Stærke, An Skyte fra Jamtaland, Thrand den Stærke fra Thelemark og hans bror Uthyrmer. Foruden disse var der af Hålogalands mænd Thrand Skjalge og Ogmund Sande, Hlodver Lange fra Saltvik og Harek Hvasse, og med dem disse mænd fra Trøndelagen: Ketil den Høje, Thorfin Eisle, Havard og hans brødre fra Orkadal.

I forrummet stod Bjørn fra Studla, Bork fra fjordene, Thorgrim Thjodolfson fra Hvin, Asbjørn og Orm, Thord fra Njardarlog, Thorstein den Hvide fra Oprustadar, Arnor fra Møre, Halstein og Hauk fra Fjordene, Eyvind Snak, Bergthor Bestil, Halkel fra Fialer, Olaf Dreng, Arnfin fra Sogn, Sigurd Bild, Einar fra Hordaland og Fin og Ketil fra Rogaland og Grjotgard den Raske. I rummet næst masten stod Einar Tambaskelfer, som ikke regnedes for fuldt prøvet, da han kun var atten år gammel, Thorstein Hlifarson, Thorolf, Ivar Smetta og Orm Skogarnef. Mange andre tapre mænd var på Ormen, skønt vi ikke kan nævne alle deres navne.

I hver halvdel af rummet var der otte mand, og alle udvalgte mænd, og i forrummet var der tredive mand. Det var et almindeligt ord blandt folk, at Ormen Langes mandskab udmærkede sig i tapperhed, styrke og dristighed blandt andre mænd, ligesom Ormen Lange udmærkede sig blandt andre skibe.

Thorkel Nefja, kongens bror, førte Ormen Korte, og Thorkel Dydril og Jostein, kongens morbrødre, havde Tranen, og begge de skibe var vel bemandede. Kong Olaf havde elleve store skibe fra Trøndelagen foruden fartøjer med tyve roerbænke, mindre fartøjer og forsyningsskibe.

Kong Olaf lod krigslurerne lyde, så alle hans skibe skulle lægge sig tæt sammen. Kongens skib lå midt i linjen, og på den ene side lå Ormen Korte og på den anden Tranen. Da de gjorde stævnene fast til hinanden, blev Ormen Langes stævn og Ormen Kortes bundet sammen. Men da kongen så det, råbte han til sine mænd og bød dem lægge det større skib længere frem, så dets agterstavn ikke skulle ligge så langt tilbage i flåden.

Da sagde Ulf den Røde: »Skal Ormen Lange ligge så meget længere fremme end de andre skibe, som den er længere end dem, så får vi hårdt arbejde her i forstavnen.«

»Jeg troede ikke,« svarede kongen, »at jeg havde en stavnbo, som var både rød og ræd.«

»Forsvar du agterdækket,« sagde Ulf, »som jeg forsvarer forstavnen.«

Kongen havde en bue i hænderne. Han lagde en pil på strengen og sigtede på Ulf.

»Skyd en anden vej, konge,« sagde Ulf, »hvor det er mere nødvendigt. Mit arbejde er din vinding.«