Sigurd Jorsalfars færd

Fire år efter kong Magnus' fald sejlede kong Sigurd med sine folk fra Norge. Han havde da tres skibe. Sådan siger Thorarin Stutfeld: en ung konge, retfærdig og mild, og et folk med tro sind — til det fjerne Hellige Land glider en tapper og from flok bort i tres langskibe. Kong Sigurd sejlede om efteråret til England, hvor Henrik, søn af Vilhelm Bastarden, da var konge, og Sigurd blev hos ham hele vinteren. Einar Skulasøn kvad om det: kongen er på bølgerne og trodser stormen og styrer sin havhest mod Englands kyst; dér bliver han vinteren over, og en tapprere konge har aldrig betrådt den kyst.

Om foråret sejlede kong Sigurd og hans flåde vestpå til Valland, og om efteråret kom de til Galicien, hvor han tilbragte den anden vinter. Det gik sådan til: den jarl, som herskede over landet, sluttede aftale med kong Sigurd om at skaffe ham og hans mænd et marked, hvor de kunne købe levnedsmidler hele vinteren. Men det holdt han ikke længere end til omkring jul. Så begyndte det at blive svært at få mad og fornødenheder, for det er et fattigt og goldt land. Da drog kong Sigurd med en stor styrke mod en borg, som tilhørte jarlen, og jarlen flygtede fra den med kun få folk. Kong Sigurd tog dér en stor mængde levnedsmidler og andet bytte, som han førte om bord på sine skibe, og så gjorde han sig rede og drog vestpå til Spanien.

Det traf sig, mens kongen sejlede forbi Spanien, at nogle vikinger, som krydsede efter bytte, mødte ham med en flåde af galejer, og kong Sigurd angreb dem. Det var hans første kamp mod hedenske mænd, og han vandt den og tog otte galejer fra dem. Derefter sejlede kong Sigurd mod en borg, som hed Sintre, og udkæmpede endnu et slag. Borgen ligger i Spanien og var besat af mange hedninge, som derfra plyndrede kristne folk. Kong Sigurd tog borgen og lod hver mand i den dræbe, fordi de nægtede at lade sig døbe, og han fik dér et umådeligt bytte. Haldor Skvaldre kvad om det: at kongen først slog vikingeflokken, og at han ved Sintre skånede ingen, som ikke ville tage den kristne tro.

Derefter sejlede kong Sigurd med sin flåde til Lissabon, som er en stor by i Spanien, halvt kristen og halvt hedensk, for dér ligger skellet mellem det kristne Spanien og det hedenske Spanien, og alle de egne, som ligger vest for byen, er besat af hedninge. Dér havde kong Sigurd sin tredje kamp mod hedningene, og han vandt sejren og med den et stort bytte. Sådan siger Haldor Skvaldre: kongesønnen vinder på Lissabons sletter et tredje blodigt slag; han og hans nordmænd går djærvt i land og løber deres stærke skibe op på stranden.

Så sejlede kong Sigurd vestpå langs det hedenske Spanien og lagde til ved en by, som hed Alkasse. Her havde han sin fjerde kamp mod hedningene, og han tog byen og dræbte så mange folk, at byen blev liggende tom. Også dér blev byttet umådeligt. Haldor Skvaldre kvad om det fjerde store slag ved Alkasse, hvor sejren igen faldt til nordmændene, og om at kongen gik gennem byen, mens hedenske enkers vilde klage lød i de tomme haller — for hver bymand flygtede eller faldt.

Kong Sigurd fortsatte så sin rejse og kom til Norvasund, og i sundet blev han mødt af en stor vikingestyrke, og kongen gav dem kamp. Det var hans femte kamp mod hedninge, siden han forlod Norge, og han vandt sejren også her. Haldor Skvaldre kvad om, at de fugtede deres tørre sværd med blod, som de stod i Norvasund, og at den skrigende ravn fik et gilde, mens de sejlede videre mod øst.

Så sejlede kong Sigurd østpå langs Serklands kyst og kom til en ø dér, som hed Forminterra. Dér havde en stor mængde hedenske maurere taget bolig i en hule og havde bygget en stærk stenmur foran dens munding. De hærgede landet rundt om og bar alt deres bytte til hulen. Kong Sigurd gik i land på øen og gik til hulen, men den lå i en klippevæg, og der var en høj, snoet sti op til stenmuren, og klippen ovenover ragede ud over den. Hedningene forsvarede stenmuren og var ikke bange for nordmændenes våben, for de kunne kaste sten eller skyde ned på nordmændene under deres fødder, og nordmændene vovede ikke at gå op under sådanne forhold. Hedningene tog deres klæder og andre kostbarheder, bar dem ud på muren, bredte dem ud for nordmændene, råbte og hånede dem og skældte dem ud for krystere.

Da fandt Sigurd på denne plan. Han lod to skibsbåde, sådanne som vi kalder barker, trække op ad klippen lige over hulens munding og lod tykke reb gøre fast om stævn, agter og skrog på hver af dem. I de både gik så mange mænd, som kunne finde plads, og så blev bådene firet ned i rebene foran hulens munding. Mændene i bådene skød med sten og kastevåben ind i hulen, og sådan blev hedningene drevet fra stenmuren. Så klatrede Sigurd med sine folk op ad klippen til foden af stenmuren, og det lykkedes dem at bryde den ned, så de kom ind i hulen. Nu flygtede hedningene ind bag den stenmur, som var bygget tværs over hulen. Da lod kongen store træer bringe til hulen, lavede et stort bål i mundingen og satte ild til træet. Da ild og røg fik overtaget, mistede nogle af hedningene livet i den, nogle flygtede, nogle faldt for nordmændenes hånd; en del blev dræbt, en del brændt, og nordmændene gjorde det største bytte, de havde fået på hele deres færd.

Haldor Skvaldre kvad om det: Forminterra lå på sejrherrens vej; blåmændene dér måtte bære ild og føle nordmændenes stål ved hjertet. Og Thorarin Stutfeld kvad, at kongens mænd slæbte to både op ad bjergets side fra havets vande, og at de nu svang i reb over klippen, vel bemandede, og hang foran røverens dør.

Derefter fortsatte kong Sigurd sin færd og kom til en ø, som hed Iviza, og havde dér sin syvende kamp og vandt sejr. Haldor Skvaldre kvad om, at kongens skibe nu red ved Iviza, og at skjoldbærerne igen svang deres våben i kamp. Derefter kom kong Sigurd til en ø, som hed Manork, og holdt dér sin ottende kamp mod hedenske mænd og vandt sejren. På Minorcas grønne sletter, kvad Haldor, vinder han nu det ottende slag; igen falder den hedenske fjende for den norske konges hug.

Om foråret kom kong Sigurd til Sicilien og blev der længe. Dengang var der en hertug Roger på Sicilien, som tog venligt imod kongen og bød ham til gilde. Kong Sigurd kom til det med et stort følge og blev prægtigt beværtet. Hver dag stod hertug Roger ved selskabets bord og gjorde tjeneste for kongen. Men på gildets syvende dag, da folk var kommet til bords og havde tørret deres hænder, tog kong Sigurd hertugen ved hånden, førte ham op i højsædet og hilste ham med kongetitel. Og han gav den ret, at der altid skulle være en konge over Siciliens rige, skønt der før kun havde været jarler eller hertuger over det land.

Kong Roger af Sicilien var en meget stor konge. Han vandt og underlagde sig hele Apulien og mange store øer desuden i det græske hav, og derfor blev han kaldt Roger den Store. Hans søn var Vilhelm, konge af Sicilien, som længe lå i stor fjendskab med kejseren af Konstantinopel. Kong Vilhelm havde tre døtre, men ingen søn. Den ene af sine døtre giftede han med kejser Henrik, en søn af kejser Frederik, og deres søn var Frederik, som kort efter var kejser i Rom. Hans anden datter blev gift med hertugen af Kipr. Den tredje datter, Margrete, blev gift med sørøvernes høvding; men kejser Henrik lod begge disse svogre dræbe. Roger den Stores datter blev gift med kejser Manuel af Konstantinopel, og deres søn var kejser Kirjalax.

Om sommeren sejlede kong Sigurd over det græske hav til Palæstina og drog derpå op til Jerusalem, hvor han mødte Balduin, konge af Palæstina. Kong Balduin tog særdeles vel imod ham og red med ham hele vejen til floden Jordan og så tilbage til byen Jerusalem. Einar Skulasøn kvad om det: at skjalden med god grund synger om kongens gavmilde sind, hvis søkolde køl fra nordlige bølger pløjer det blå hav; at de knap havde gjort fast ved Akko og kastet anker i hellig grund, før kongen gjorde en glad morgen for alle, som havde slidt med ham; og at han i Jerusalem kastede al synd og ondskab fra sig i Jordans vande. Kong Sigurd blev længe i Jerusalems land om efteråret og i begyndelsen af vinteren.

Kong Balduin holdt et prægtigt gilde for kong Sigurd og mange af hans folk og gav ham mange hellige relikvier. På kong Balduins og patriarkens befaling blev der taget en splint af det hellige kors, og på denne hellige relikvie aflagde begge ed på, at dette træ var af det hellige kors, som Gud selv var blevet pint på. Så blev denne hellige relikvie givet til kong Sigurd på det vilkår, at han og tolv andre mænd med ham skulle sværge at fremme kristendommen af al deres magt og oprette et ærkebispesæde i Norge, hvis han kunne, og at korset skulle opbevares dér, hvor den hellige kong Olaf hvilede, og at han skulle indføre tiende og også selv betale den.

Derefter vendte kong Sigurd tilbage til sine skibe ved Akko, og så gjorde kong Balduin sig rede til at drage til Syrien, til en hedensk by, som hed Saet. På den færd fulgte kong Sigurd ham, og efter at kongerne havde belejret byen en tid, overgav den sig, og de tog den i besiddelse og en stor skat af penge, og deres mænd fandt andet bytte. Kong Sigurd gav sin del til kong Balduin. Haldor Skvaldre kvad om det, og Einar Skulasøn fortæller også: at nordmændenes konge har taget den hedenske by Saet; slyngemaskinen knuser med frygtelig larm gavle og tage med sten, bymuren vakler og falder, og nordmændene stiger op på de sværtede mure.

Derefter gik kong Sigurd til sine skibe og gjorde sig rede til at forlade Palæstina. De sejlede nordpå til øen Cypern, og kong Sigurd blev der en tid, og så drog han til det græske land og kom til land med hele sin flåde ved Engilsnes. Her lå han stille i fjorten dage, skønt det hver dag blæste en brise til at gå for vinden nordpå. Men Sigurd ville vente på sidevind, så sejlene kunne strække sig for og agter i skibet; for i alle hans sejl var der silke syet ind for og bag i sejlet, og hverken de foran eller de bag ved skibene kunne se det mindste af det, hvis fartøjet gik for vinden. Derfor ville de hellere vente på sidevind.

Da kong Sigurd sejlede ind til Konstantinopel, styrede han nær land. Over hele landet ligger der borge, kasteller og landsbyer, den ene oven på den anden uden mellemrum. Fra land kunne man se ind i sejlenes bugter, og sejlene stod så tæt ved siden af hinanden, at de syntes at danne én indhegning. Alle folk gik ud for at se kong Sigurd sejle forbi.

Kejser Kirjalax havde også hørt om kong Sigurds færd og bød, at byporten i Konstantinopel skulle åbnes, den, som kaldes Guldtårnet, og som kejseren rider igennem, når han længe har været borte fra Konstantinopel eller har gjort et felttog, hvori han har sejret. Kejseren lod kostbare klæder brede ud fra Guldtårnet til Laktjarna, som er navnet på kejserens prægtigste hal. Kong Sigurd bød sine mænd ride ind i byen med stor pragt og ikke ænse alle de nye ting, de måtte se, og det gjorde de. Kong Sigurd og hans følge red med denne store pragt ind i Konstantinopel og kom så til den prægtige hal, hvor alt var på den storslåede måde. Kong Sigurd blev her en tid.

Kejser Kirjalax sendte sine mænd til ham for at spørge, om han hellere ville tage imod seks lispund guld af kejseren, eller om han ville have kejseren til at holde de lege til hans ære, som kejseren plejede at lade spille på Padreim. Kong Sigurd foretrak legene, og sendebudene sagde, at skuespillet ikke ville koste kejseren mindre end de tilbudte penge. Så lod kejseren legene forberede, og de blev holdt på sædvanlig vis. Men den dag gik alt bedre for kongen end for dronningen, for dronningen har altid den halve part i legene, og deres mænd kappes derfor altid mod hinanden i alle lege. Grækerne mener derfor, at når kongens mænd vinder flere lege på Padreim end dronningens, så vinder kongen sejr, når han går i kamp.

Folk, som har været i Konstantinopel, fortæller, at Padreim er indrettet sådan: en høj mur omgiver en flad slette, som kan sammenlignes med en rund, bar tingplads, med jordvolde hele vejen rundt ved stenmuren, og på de volde sidder tilskuerne, men selve legene foregår på den flade slette. Der er mange slags gamle hændelser fremstillet om aserne, volsungerne og gjukungerne i disse lege, og alle figurerne er støbt i kobber eller metal med så stor kunst, at de synes at være levende, og for folk ser det ud, som om de virkelig er til stede i legene. Selve legene styres så kunstfærdigt og snildt, at folk synes at ride i luften, og ved dem bruges også skudild og alle slags harpespil, sang og musikinstrumenter.

Det fortælles, at kong Sigurd en dag skulle holde gilde for kejseren, og han bød sine mænd overdådigt skaffe alt, hvad der var nødvendigt til beværtningen. Da alt var skaffet, som sømmer sig for et gilde, som en stor person holder for folk af høj rang, bød kong Sigurd sine mænd gå til den gade i byen, hvor der blev solgt brænde, for de ville få brug for en stor mængde til at lave gildet. De sagde, at kongen ikke behøvede at frygte for brændemangel, for hver dag blev der bragt mange læs ind i byen. Men da det blev nødvendigt at have brænde, viste det sig, at det alt sammen var solgt, og det fortalte de kongen.

»Gå og prøv, om I kan få valnødder,« svarede han. »De duer lige så godt som brænde til brændsel.«

De gik og fik så mange, som de behøvede.

Nu kom kejseren og hans stormænd og hof og satte sig til bords. Alt var meget prægtigt, og kong Sigurd tog imod kejseren med stor stads og beværtede ham storslået. Da dronningen og kejseren fandt, at intet manglede, sendte hun nogle folk for at undersøge, hvad de havde brugt som brænde, og de kom til et hus fyldt med valnødder, og de kom tilbage og fortalte dronningen det.

»Sandelig,« sagde hun, »dette er en prægtig konge, som ikke sparer nogen udgift, hvor hans ære står på spil.«

Hun havde lavet dette for at prøve, hvad de ville gøre, når de intet brænde kunne få til at tilberede deres gilde med.

Kong Sigurd gjorde sig snart efter rede til hjemrejsen. Han gav kejseren alle sine skibe, og de kostbare stævnhoveder, som havde været på kongens skibe, blev sat op i Peterskirken, hvor de siden har været at se. Kejseren gav kongen mange heste og vejvisere til at føre ham gennem alle sine lande. Så forlod kong Sigurd Konstantinopel, men en stor mængde nordmænd blev tilbage og gik i kejserens sold.

Så rejste kong Sigurd fra Bulgarien og gennem Ungarn, Pannonien, Schwaben og Bayern, hvor han mødte den romerske kejser Lothar, som tog imod ham på den venligste måde, gav ham vejvisere gennem sine lande og lod holde markeder for ham, hvor han kunne købe alt, hvad han behøvede. Da kong Sigurd kom til Slesvig i Danmark, holdt jarl Eilif et overdådigt gilde for ham, og det var da midsommer. I Hedeby mødte han danekongen Niels, som tog imod ham på det venligste, holdt et stort gæstebud for ham, fulgte ham nordpå til Jylland og gav ham et skib forsynet med alt fornødent.

Derfra vendte kongen tilbage til Norge og blev glædeligt modtaget ved sin hjemkomst til sit rige. Det var almindelig tale blandt folk, at ingen nogensinde havde gjort så hæderfuld en rejse fra Norge som denne, kong Sigurds. Han var tyve år gammel og havde været tre år på disse rejser. Hans bror Olaf var da tolv år gammel.