Gizur the White

Gizur den Hvide var Teits søn af Kettlebjorn den Gamles æt og holdt hus på Mossfell; han var en stor høvding, og biskop Isleif var hans søn. Han og Geir goden stod last og brast i hver sag. Ind i sagaen kom han, da Otkels sag mod Gunnar af Lithend blev lagt i hans hænder — og da løgneren Skamkell bragte falsk svar hjem fra Mossfell, bød Gizur på tinget Gunnar selvdom i sagen. Gunnar krævede ed på, at rådet ikke var deres, og Gizur svarede, at det ville han gøre, hvis Gunnar tog dommen i egen hånd; så svor han og Geir goden eden. Siden talte Gizur for, at Gunnar skulle være Otkels ven.

Men vejene skiltes. Efter Thorgeir Otkelssøns fald lyste Gizur Gunnars fredløshed på tinget, og da Gunnar blev hjemme, stævnede han hans fjender sammen og red mod Lithend. Angrebet blev hans, men på hans vilkår: da Mord Valgardssøn to gange foreslog at brænde Gunnar inde i huset, svarede Gizur begge gange at det aldrig skulle ske — om så hans eget liv lå på det. Da Gunnar til sidst var faldet, sagde Gizur de ord, sagaen husker ham for: de havde lagt en stor høvding til jorden, hans værn skulle mindes så længe landet var bygget — og han forbød at røve eller ødelægge noget på gården og bad Gunnars mor om jord til de faldne.

Med kristendommen kom han igen. Da kong Olaf Tryggvessøn ville lade islændingene i Norge dræbe efter Thangbrands klager, gik Gizur den Hvide og Hjallti Skeggissøn i borgen for dem og lovede selv at fare ud og forkynde troen; de red til tinget i slagorden, og det var nær kommet til slag, for hedningene stillede op imod dem, og begge parter sagde sig ud af hinandens lov. Lovtagelsen kom først bagefter, gennem Thorgeir af Lightwater. I sagen om drabet på Hauskuld hvidenæs-goden stod han hos Asgrim Ellidagrimssøns flok: hans søster Jorunn ville ikke, at han skulle vige, sagde han, og siden fik han og Hjallti bodens penge i forvaring, da Snorri goden anede, at der snart ville blive brug for dem. Og da brand-sagen kom, stod han der igen.

Det var også Gizur der lagde rådet, som tvang Mord Valgardssøn til at føre drabssagen efter branden: sig ham, at jeg henter min datter Thorkatla hjem, om han vægrer sig — for hende elsker han som sine egne øjne. Sådan gik det til, og på tinget delte Gizur hjælpernes veje, da efterretningen kom om guldringen til Eyjolf Bolverkssøn. Sådan står han i sagaen: manden der ville vinde sine sager, men aldrig med ild.