Gunnar Hamundsson

Gunnar Hamundssøn boede på Lithend i Fleetlithe. Han var høj og stærk og bedst til våben af alle mænd: han kunne hugge og skyde lige godt med begge hænder.

Da han bad om Hallgerda, skjulte Hrut intet: det var intet jævnbyrdigt parti, sagde han, og hun var blandet op i ondt rygte — og Gunnar syntes først, der manglede rigeligt; men handelen blev sluttet, og hun trolovede sig selv. Njal tog det tungt, da han hørte om handelen: fra hende ville alt ondt komme, sagde han, og Gunnar ville altid komme til at bøde for hende. Gunnar svarede, at aldrig skulle hun spolere deres venskab — og det holdt: vinter efter vinter gjorde de gæstebud for hinanden, og da fredløsheden siden kom, red Njal selv til Lithend og advarede ham om det planlagte overfald.

Da Thorgeir Otkelssøn kom nær ham med draget sværd, vendte Gunnar sig i vrede og drev våbnet igennem ham — og ved forliget efter det drab blev det vilkåret, at Gunnar skulle fare udenlands. Ved Markfleet snublede hans hest, og han vendte ansigtet mod Lien og sagde, at fager var lien — så fager havde den aldrig syntes ham; agrene stod hvide til høst og hjemmemarken var slået, og han ville ride hjem igen og ikke fare bort. Kolskegg bad ham ikke gøre sine fjender den glæde at bryde sit forlig, og bad om, at det blev sagt til hans frænder og hans mor, at han aldrig ville se Island igen — for snart ville han høre, at hans bror var død. Dér skiltes de, og Kolskegg red til skibet. Først næste sommer lyste Gizur den hvide og Geir goden ham fredløs på Lovbjerget. Njal tilbød ham sine sønner til værn; Gunnar afslog — de skulle ikke falde for hans skyld — men bad ham se efter sønnen Hogni.

Fyrre mand bandt sig i forbundet mod ham; Mord skulle våge og melde, og da han meldte, at Gunnar var alene hjemme, red de mod Lithend. De trak taget af hallen med reb, og Thorbrand Thorleikssøn sprang op og skar hans buestreng over; Gunnar greb sit våben, vendte sig hastigt og drev det igennem ham, og da broderen Asbrand sprang til, brød våbnet gennem skjoldet og begge hans arme. Gunnar bad Hallgerda om to lokker af hendes hår til en ny streng; hun mindede ham om ørefigenen og nægtede. Otte mænd havde han da allerede såret og to lå faldne; han værgede sig og sårede endnu otte — seksten i alt, siger skjaldeverset — og holdt dem alle fra sig, til han faldt udmattet af sliddet. Dér fik hans fjender ende på ham. Gizur sagde over ham, at de havde lagt en mægtig høvding i jorden, og at ryet af dette forsvar ville leve, så længe landet var bebygget. Hans fald blev ilde omtalt over hele landet, og hans død var mange mænd en stor sorg.