Rannveig

Rannveig var Gunnar af Lithends mor og boede på gården hos ham. Hendes stemme i sagaen er advarslens: da Hallgerda i striden om skoven ved Redslip sagde, at Bergthora nok ville tage fra hende i mangt og meget, men at hun skulle sørge for, at manden ikke huggede træ igen, hørte Rannveig det og svarede, at der havde været gode husmødre før, uden at de satte deres hjerte på manddrab.

Hun hørte også glavinden. Da Gunnar en dag tog skjoldet, spændte sværdet om sig — Olivers gave — satte hjelmen på og greb glavinden, sang noget højt i den, og hun gik hen til ham og sagde, at vred var han nu, sådan havde hun aldrig set ham før. Da han var redet bort, gik hun ind i stuen, hvor der blev talt højlydt, og sagde: I taler højt, men glavinden gav en højere lyd, da Gunnar gik ud. Længe senere, efter slaget ved Rangriver hvor Thorgeir Otkelssøn faldt, red mændene hjem og fortalte tidenderne; Hallgerda var vel tilfreds og roste gerningen meget, men Rannveig sagde, at måske var gerningen god — hun følte sig dog for tung om hjertet til at tro, at godt kunne komme af den.

Efter Gunnars fald blev hun den, der vogtede våbnet. Hun ville ikke have glavinden lagt i højen, men sagde, at den alene skulle have den, som var rede til at hævne Gunnar — og derfor tog ingen den. Mod Hallgerda var hun så hård, at det var nær kommet til drab; hun sagde, at hun havde været skyld i hendes søns fald, og Hallgerda flygtede til Gritwater.

Den nat, hvor hævnen kom, var det hende, der gav den fri. Hogni tog glavinden ned, og den gav en skarp ringende lyd; Rannveig sprang op i stor vrede og spurgte, hvem der rørte glavinden, når hun havde forbudt enhver at lægge hånd på den. Hogni svarede, at han ville bringe den til sin far, så han kunne bære den med sig til Valhal og have den, når krigerne mødes. Hellere skal du nu bære den, svarede hun, og hævne din far — for glavinden har talt om én mands død eller flere.