Hallgerda og Glum

Hrut gav Oswif en god kappe, som han havde bragt med sig fra fremmede lande. Oswif takkede for gaven og red hjem, vel tilfreds med, hvordan sagen var faldet ud. Siden kom Hauskuld og Hrut til Oswif for at dele godset, og også om det kom de til en god forståelse. Så var Oswif ude af historien.

Hallgerda bad Hauskuld om lov til at komme hjem til ham igen, og det fik hun. Længe blev der talt meget om drabet på Thorwald. Men Hallgerdas gods voksede, til det var en stor sum værd.

Nu nævnes tre brødre i historien. Den ene hed Thorarin, den anden Ragi og den tredje Glum. De var sønner af Olof den Halte og var mænd af stor anseelse og stor rigdom. Thorarin kaldtes Ragis bror. Han havde lovsigemandsembedet efter Rafn, Heings søn, og var en meget klog mand. Han boede på Varmalek, og han og Glum holdt hus sammen. Glum havde længe været udenlands; han var en høj, stærk og smuk mand. Ragi, deres bror, var en stor drabsmand. Brødrene ejede Engey og Laugarness i syd.

En dag talte Thorarin og Glum sammen, og Thorarin spurgte Glum, om han tænkte at fare udenlands, som han plejede.

»Jeg tænkte snarere på at holde op med handelsrejser nu,« svarede han.

»Hvad har du så i sinde? Vil du bejle til en kone?«

»Det vil jeg,« sagde Glum, »hvis jeg blot kunne blive godt gift.«

Så remsede Thorarin alle de ugifte kvinder i Borgarfirth op og spurgte, om han ville have nogen af dem — »sig blot ordet, så rider jeg med dig.«

»Ingen af dem vil jeg have,« svarede Glum.

»Sig så navnet på hende, du ønsker,« sagde Thorarin.

»Skal du vide det,« svarede Glum, »så hedder hun Hallgerda og er Hauskulds datter vestpå i dalene.«

»Nuvel,« sagde Thorarin, »så går det ikke dig, som ordsproget siger: at man tager ved lære af en andens skade. For hun var gift med en mand, og hun lagde råd op om hans død.«

»Måske rammer sådan en ulykke hende ikke anden gang,« sagde Glum, »og jeg er vis på, at hun ikke lægger råd op om min død. Men vil du vise mig nogen hæder, så rid med mig og bejl for mig.«

»Det nytter ikke at stride imod,« sagde Thorarin, »for det, der skal ske, det sker.«

Glum talte ofte med Thorarin om sagen, men han trak den længe i langdrag. Til sidst kom det så vidt, at de samlede folk og red ti mand vestpå til dalene og kom til Hauskuldstede. Hauskuld tog hjerteligt imod dem, og de blev der natten over. Men tidligt næste morgen sendte Hauskuld bud efter Hrut.

Hrut kom straks, og Hauskuld var uden for døren, da han red ind på gården. Hauskuld fortalte ham, hvilke mænd der var kommet.

»Hvad mon de vil?« spurgte Hrut.

»De har endnu ikke sagt mig, at de har noget ærinde,« sagde Hauskuld.

»Alligevel må deres ærinde være til dig,« sagde Hrut. »De vil bede om din datter Hallgerdas hånd. Gør de det, hvad vil du så svare?«

»Hvad råder du mig til at sige?« sagde Hauskuld.

»Du skal svare godt,« sagde Hrut, »men sig dem rent ud alt det gode og alt det onde, du ved om kvinden.«

Mens brødrene talte sådan, kom gæsterne ud. Hauskuld hilste dem vel, og Hrut bød Thorarin og hans brødre god morgen. Så tog de alle til at tale, og Thorarin sagde:

»Jeg er kommet hid, Hauskuld, med min bror Glum i det ærinde at bede om din datter Hallgerda på min bror Glums vegne. Du skal vide, at han er en mand af anseelse.«

»Jeg ved vel,« sagde Hauskuld, »at I begge er mægtige og ansete mænd. Men jeg må sige jer rent ud, at jeg før har valgt en mand til hende, og det faldt højst ulykkeligt ud for os.«

»Det lader vi ikke stå i vejen for handelen,« svarede Thorarin, »for én ed skal ikke blive til alle eder, og dette kan blive et godt parti, skønt hint faldt ilde ud. Desuden havde Thiostolf den største andel i at spolere det.«

Så talte Hrut: »Nu giver jeg jer et råd. Vil I ikke lade alt det, der allerede er hændt Hallgerda, stå i vejen for partiet, så pas på, at I ikke lader Thiostolf drage sydpå med hende, hvis partiet kommer i stand. Han må aldrig være hos jer mere end tre nætter ad gangen, medmindre Glum giver ham lov, og bliver han der længere, skal han falde fredløs for Glums hånd uden bod. Det skal stå i Glums magt at give ham lov; men det gør han ikke, hvis han følger mit råd. Og nu skal dette parti ikke afgøres, som det forrige blev, uden Hallgerdas vidende. Hun skal kende hele forløbet af denne handel, se Glum og selv afgøre, om hun vil have ham eller ej. Så kan hun ikke lægge skylden på andre, hvis det ikke falder godt ud. Og alt dette skal ske uden list og svig.«

»Nu som altid,« sagde Thorarin, »viser det sig bedst at følge dit råd.«

Så sendte de bud efter Hallgerda, og hun kom, og to kvinder med hende. Hun havde en kappe af kostbart blåt vævet stof og under den en skarlagenrød kjortel og et sølvbælte om livet. Hendes hår faldt ned på begge sider af brystet, og hun havde stukket lokkerne op under bæltet. Hun satte sig ned.

Hun sad mellem Hrut og sin far og hilste dem alle med venlige ord. Hun talte vel og frimodigt og spurgte, hvad nyt der var. Derefter tav hun.

Så sagde Glum: »Der har været nogen tale mellem din far og min bror Thorarin og mig om en handel. Den gik ud på, at jeg skulle få dig, Hallgerda, hvis det er din vilje, som det er deres. Er du nu en modig kvinde, så siger du rent ud, om partiet overhovedet er efter dit sind. Men har du noget i dit hjerte imod denne handel med os, så siger vi ikke mere om den.«

»Jeg ved vel, at I er ansete og mægtige mænd, I brødre,« sagde Hallgerda. »Jeg ved også, at jeg nu bliver langt bedre gift, end jeg var før. Men det, jeg vil vide, er, hvad I allerede har sagt om partiet, og hvor langt I har givet jeres ord i sagen. Men så vidt jeg nu ser af dig, tror jeg, at jeg kunne elske dig vel, hvis vi blot kan enes i sind.«

Så fortalte Glum hende selv alt om handelen og udelod intet, og bagefter spurgte han Hauskuld og Hrut, om han havde gengivet det rigtigt. Hauskuld sagde ja. Da sagde Hallgerda:

»I har handlet så vel med mig i denne sag, min far og Hrut, at jeg vil gøre, som I råder, og denne handel skal sluttes, som I har fastsat den.«

»Mig synes det bedst,« sagde Hrut, »at Hauskuld og jeg nævner vidner, og at Hallgerda fæster sig selv, hvis lovmanden finder det ret og lovligt.«

»Ret og lovligt er det,« sagde Thorarin.

Derefter blev Hallgerdas gods vurderet, og Glum skulle lægge lige så meget imod, og de skulle dele det hele halvt om halvt. Så bandt Glum sig til Hallgerda som sin fæstemø, og de red hjem sydpå. Men Hauskuld skulle holde bryllupsgildet i sit hus. Og nu var alt stille, til folk red til brylluppet.

Brødrene samlede et stort følge, alle udvalgte mænd. De red vestpå til dalene og kom til Hauskuldstede, og dér fandt de en stor forsamling, som var mødt for at tage imod dem. Hauskuld og Hrut og deres venner fyldte den ene bænk, og brudgommen den anden. Hallgerda sad på tværbænken på forhøjningen og førte sig vel. Thiostolf gik omkring med øksen løftet i luften, og ingen syntes at lægge mærke til, at han var der. Så gik brylluppet godt af.

Da gildet var forbi, drog Hallgerda sydpå med Glum og hans brødre. Da de kom sydpå til Varmalek, spurgte Thorarin Hallgerda, om hun ville tage sig af husholdningen.

»Nej, det vil jeg ikke,« sagde hun.

Hallgerda holdt sit sind i tømme den vinter, og de kunne godt lide hende. Men da foråret kom, talte brødrene om deres ejendom.

»Jeg overlader jer huset på Varmalek,« sagde Thorarin, »for det ligger jer nærmest. Selv drager jeg sydpå til Laugarness og bor dér. Men Engey skal vi have i fællesskab.«

Det var Glum villig til. Så drog Thorarin ned sydpå i egnen, og Glum og hans kone blev tilbage og boede i huset på Varmalek. Nu fik Hallgerda et husfolk om sig. Hun var ødsel i at give og grisk i at tage.

Om sommeren fødte hun en pige. Glum spurgte, hvad hun skulle hedde.

»Hun skal kaldes efter min farmor,« sagde Hallgerda, »og hendes navn skal være Thorgerda.« For hun stammede fra Sigurd Fafnersbane på fædrene side, efter slægtens stamtavle.

Så blev pigen overøst med vand og fik dette navn, og dér voksede hun op og kom til at ligne sin mor i ansigt og træk. Glum og Hallgerda kom godt ud af det med hinanden, og sådan gik det en tid.

Ved den tid kom der tidender nordfra, fra Bearfirth: Swan var roet ud for at fiske om foråret, og en stor storm var kommet over ham fra øst, så han blev drevet i land ved Fishless, og dér omkom han og hans mænd. Men fiskerne ved Kalback mente, at de så Swan gå ind i fjeldet ved Kalbackshorn og blive vel modtaget dér. Andre talte imod den historie og sagde, at der ikke var noget om den. Men det vidste alle, at han aldrig siden blev set, hverken levende eller død. Da Hallgerda hørte det, syntes hun, at hun havde lidt et stort tab i sin morbror.

Glum bad Thorarin bytte jord med sig, men det ville han ikke. »Men overlever jeg dig,« sagde han, »så agter jeg at have Varmalek for mig selv.« Da Glum fortalte Hallgerda det, sagde hun: »Thorarin har ret til at vente sig det af os.«

Thiostolf havde slået en af Hauskulds huskarle, og Hauskuld drev ham bort. Han tog sin hest og sine våben og sagde til Hauskuld: »Nu drager jeg bort og kommer aldrig tilbage.«

»Det bliver alle glade for,« sagde Hauskuld.

Thiostolf red, til han kom til Varmalek. Dér tog Hallgerda hjerteligt imod ham, og Glum ikke dårligt. Han fortalte Hallgerda, at hendes far havde drevet ham bort, og bad hende om hjælp og støtte. Hun svarede, at hun intet kunne sige om, hvorvidt han kunne blive dér, før hun havde talt med Glum om det.

»Går det godt mellem jer?« sagde han.

»Ja,« sagde hun, »vor kærlighed løber glat nok.«

Så gik hun til Glum, lagde armene om hans hals og sagde: »Vil du give mig en gave, som jeg vil bede dig om?«

»Give den vil jeg,« sagde han, »hvis den er ret og sømmelig. Men hvad er det, du vil bede om?«

»Thiostolf er drevet bort fra vest,« sagde hun, »og det, jeg vil bede dig om, er, at du lader ham blive her. Men jeg tager det ikke ilde op, hvis det ikke er efter dit sind.«

»Nu, da du bærer dig så vel ad,« sagde Glum, »giver jeg dig din gave. Men jeg siger dig: tager han sig noget ondt for, skal han straks sendes bort.«

Hun gik til Thiostolf og sagde ham det, og han svarede: »Nu er du stadig god, som jeg havde håbet.«

Derefter blev han dér og holdt sig i ro en lille tid, men så var det den gamle historie: han syntes at spolere alt det gode, han fandt. Han gav ikke efter for nogen uden for Hallgerda alene, men hun tog aldrig hans parti i hans stridigheder med andre. Thorarin, Glums bror, bebrejdede ham, at han lod ham være dér. Der ville komme ulykke af det, sagde han, og alt ville gå, som det var gået før, hvis han blev. Glum svarede ham venligt og mildt, men holdt fast ved sit.

Da efteråret kom, hændte det en gang, at folk havde hårdt arbejde med at få deres flokke hjem, og mange af Glums beder manglede. Så sagde Glum til Thiostolf: »Gå du op på fjeldet med mine huskarle og se, om I kan finde ud af noget om fårene.«

»Det er ikke min sag at lede efter får,« sagde Thiostolf, »og alene det er nok til at forhindre det: jeg går ikke i dine trælles fodspor. Men gå selv, så går jeg med dig.«

Om det havde de mange ord. Vejret var godt, og Hallgerda sad udenfor. Glum gik hen til hende og sagde: »Nu har Thiostolf og jeg haft et skænderi, og vi kommer ikke til at leve sammen meget længere.« Og han fortalte hende alt, hvad de havde talt om. Da tog Hallgerda Thiostolfs parti, og de havde mange ord om ham. Til sidst gav Glum hende et slag med hånden og sagde noget til hende.

Nu elskede hun ham meget og kunne ikke falde til ro, men græd højt. Thiostolf gik hen til hende og sagde: »Det er en sørgelig leg for dig, og sådan må det ikke ske tit igen.«

»Nej,« sagde hun, »men du skal ikke hævne dette og slet ikke blande dig i, hvad der går for sig mellem Glum og mig.«

Han gik bort med et ondt grin.

Nu kaldte Glum mænd til at følge sig, og Thiostolf gjorde sig rede og gik med. De gik op gennem Søndre Reykiardale og videre op langs Baugagil og så sydpå til Crossfell. Men nogle af sit følge sendte han til Sulafells, og de fandt alle mange får. Nogle gik også ad Scoradale.

Til sidst blev de to, Glum og Thiostolf, alene tilbage. De gik sydpå fra Crossfell og fandt dér en flok vilde får. De gik fra syd op mod fjeldet og prøvede at drive dem ned, men fårene slap stadig fra dem op på fjeldet. Så begyndte de at skælde hinanden ud, og Thiostolf sagde til sidst, at Glum ikke havde andre kræfter end til at tumle rundt i Hallgerdas arme.

»En mands fjender er hans eget husfolk,« sagde Glum. »Skal jeg tåle skældsord af dig, bortløbne træl, som du er?«

»Du skal snart komme til at sande, at jeg ikke er nogen træl,« sagde Thiostolf, »for jeg viger ikke en tomme for dig.«

Da blev Glum vred og huggede efter ham med sin håndøkse. Men Thiostolf kastede sin økse i vejen, og hugget faldt på skaftet med et nedadgående slag og bed sig to fingersbredder ind i det. Thiostolf huggede straks til ham med sin økse og ramte ham på skulderen, og hugget flækkede skulderben og kraveben, og såret blødte indad. Glum greb fat i Thiostolf med venstre hånd, så fast, at han faldt. Men Glum kunne ikke holde ham, for døden kom over ham.

Så dækkede Thiostolf hans lig med sten og tog hans guldring af. Derefter gik han lige til Varmalek. Hallgerda sad udenfor og så, at hans økse var blodig.

»Jeg ved ikke, hvad du vil tænke om det,« sagde han, »men jeg siger dig, at Glum er dræbt.«

»Det må være din gerning,« sagde hun. Hun lo og sagde: »Du står ikke for ingenting i denne leg.«

»Hvad mener du, der nu er bedst at gøre?« spurgte han.

»Gå til Hrut, min farbror,« sagde hun, »og lad ham tage sig af dig.«

»Jeg ved ikke, om det er et godt råd,« sagde Thiostolf, »men jeg følger dit råd i den sag.«

Så tog han sin hest og red vestpå til Hrutstede samme nat. Han bandt hesten bag huset, gik så hen til døren og gav et kraftigt slag på den. Derefter gik han rundt om huset, nord om.

Nu hændte det, at Hrut var vågen. Han sprang straks op, tog sin kofte på og trak skoene på. Så tog han sit sværd og viklede en kappe om sin venstre arm op til albuen. Folk vågnede, netop som han gik ud. Bag huset så han en høj, svær mand og kendte, at det var Thiostolf. Hrut spurgte, hvad nyt der var.

»Jeg siger dig, at Glum er dræbt,« sagde Thiostolf.

»Hvem gjorde gerningen?« sagde Hrut.

»Det gjorde jeg,« sagde Thiostolf. »Hallgerda sendte mig til dig.«

»Så har hun ingen del i denne gerning,« sagde Hrut og drog sit sværd.

Thiostolf så det og ville ikke stå tilbage, så han huggede straks efter Hrut. Hrut kom ud af hugget med en rask drejning og slog i det samme med et sidelæns slag af venstre hånd så skarpt på øksens ryg, at den fløj ud af Thiostolfs greb. Så huggede Hrut med sværdet i højre hånd efter Thiostolfs ben lige over knæet og skar det næsten af, så det hang ved et lille stykke, og i det samme sprang han ind på ham og stødte ham hårdt tilbage. Derefter huggede han ham i hovedet og gav ham banehugget. Thiostolf faldt om på ryggen i fuld længde.

Så kom Hruts mænd ud og så tegnene på gerningen. Hrut lod dem bære Thiostolf bort og kaste sten over hans lig. Derefter gik han til Hauskuld og fortalte ham om drabet på Glum og også om drabet på Thiostolf. Hauskuld fandt det en skade, at Glum var død og borte, men takkede ham for at have dræbt Thiostolf.

Kort efter hørte Thorarin, Ragis bror, om sin bror Glums død. Da red han med elleve mand vestpå til Hauskuldstede, og Hauskuld tog imod ham med begge hænder, og han blev der natten over. Hauskuld sendte straks bud efter Hrut, og han kom straks, og næste dag talte de meget om drabet på Glum.

»Vil du give mig nogen bod for min bror?« sagde Thorarin. »For jeg har lidt et stort tab.«

Hauskuld svarede, at han ikke havde dræbt hans bror, og at hans datter ikke havde lagt råd op om hans død. »Men så snart Hrut vidste besked, dræbte han Thiostolf.«

Da tav Thorarin og syntes, at sagen havde taget en dårlig vending. Men Hrut sagde: »Lad os gøre hans rejse god. Han har i sandhed lidt et tungt tab, og gør vi det, bliver der talt vel om os. Lad os give ham gaver, så bliver han vor ven for altid.«

Enden blev, at brødrene gav ham gaver, og han red tilbage sydpå. Om foråret byttede han og Hallgerda gårde: hun drog sydpå til Laugarness, og han til Varmalek. Og nu var Thorarin ude af historien.