Kolskegg

Kolskegg var Gunnar af Lithends bror, og da Gunnar fór udenlands, sejlede Kolskegg med ham. I Østerled fulgte han sin bror i hvert slag: han kastede entrehagen i Karlis skib så søen fossede ind gennem plankerne, og da han midt i en kampdag tog et hvil på Gunnars skib og Gunnar sang en spottevise over ham, tog han et bæger mjød, drak det ud og gik i kampen igen. Mod slutningen sprang brødrene op på Vandils skib, Kolskegg på den ene side og Gunnar på den anden, og Kolskegg rendte Karli igennem med et spyd.

Hjemme på Island stod han ved Gunnars side ved Rangriver. Da Gunnar tog hævn over Otkell og hans følge ved floden, kom Kolskegg til og gav Hallkell banehugget med sit korte sværd. I slaget mod Starkads flok stak Kol Egilssøn ham med spyd gennem låret; Kolskegg vendte sig om, gik ind på ham og hug benet af ham med det korte sværd, og spurgte om det havde rørt ham eller ej. Kol faldt død om. Siden hug Kolskegg hovedet af Hauk Egilssøn, og i det senere slag ved floden hug han begge ben af Augmund Shockhead og slyngede ham ud i Rangriver, hvor han druknede.

Da Gunnars hest snublede ved Markfleet og Gunnar vendte sig mod Lithen og sagde at han ville ride hjem igen og slet ikke fare bort, svarede Kolskegg at han ikke skulle gøre sine fjender den glæde at bryde sit forlig. Selv ville han ikke følge ham: han ville aldrig gøre en nedrig ting, hverken i dette eller i noget andet der var lagt i hans troskab. Han bad om at det blev sagt til hans frænder og hans mor, at han aldrig agtede at se Island igen, for snart ville han spørge sin brors død, og så var der intet der kunne drage ham tilbage. Dér skiltes de; Gunnar red hjem til Lithend, og Kolskegg red til skibet og fór udenlands.

Han kom til Norge og var i Vigen den vinter, og sommeren efter fór han til Danmark og bandt sig til danekongen Svend Tveskæg, hvor han var i stor ære. En nat drømte han at en mand kom til ham, lys og skinnende, og bød ham stå op og følge sig: han ville skaffe ham en brud, og Kolskegg skulle være hans ridder. En vismand tydede drømmen: han skulle fare til sydlandene og blive Guds ridder. Kolskegg blev døbt i Danmark, men fandt ikke ro dér; han fór øst til Rusland og var der en vinter, og derfra ud til Miklagård, hvor han tog tjeneste hos kejseren. Det sidste der spurgtes af ham var, at han giftede sig dér og var høvding over væringerne til sin dødsdag.