Mords råd

De gav sig til at tale sammen. »Hid er jeg kommet,« sagde Hauskuld til Njal, »for at bede om en gunst på min morbror Lytings vegne. Han har gjort stor ondskab mod dig og dine, brudt sit forlig og dræbt din søn.«

»Lyting mener måske,« sagde Njal, »at han allerede har betalt en tung bøde ved at miste sine brødre. Men giver jeg ham nogen vilkår, så skal han høste godt af min kærlighed til dig. Og jeg siger dig, før jeg fælder kendelsen: Lytings brødre skal falde som fredløse, og Lyting får ingen bod for sine sår, men han skal betale fuld mandebod for Hauskuld.«

»Mit ønske er,« sagde Hauskuld, »at du selv sætter vilkårene.«

»Så fælder jeg kendelsen straks, om du vil,« sagde Njal.

Hauskuld spurgte, om Njals sønner skulle være til stede. Så sagde han: »Lad os lukke sagen nu, og giv ham fred med håndslag på dine sønners vegne.«

»Så skal det være,« sagde Njal. »Min vilje er, at han betaler to hundrede i sølv for drabet på Hauskuld, men han må stadig bo på Samstede. Dog mener jeg, det var klogere, om han solgte sin jord og flyttede — ikke for denne strid, for hverken jeg eller mine sønner bryder vore fredsløfter til ham. Men det kan være, at nogen rejser sig her i landet, som han må tage sig i agt for. For at det ikke skal se ud, som om jeg gør en mand hjemløs fra hans egn, tillader jeg ham at være her i nabolaget; men så står han alene til ansvar for, hvad der kan ske.«

Derefter drog Hauskuld hjem. Njals sønner vågnede, da han gik, og spurgte deres far, hvem der havde været der. Han sagde, at hans fostersøn Hauskuld havde været der.

»Så må han være kommet for at bede om en gunst for Lyting,« sagde Skarphedinn.

»Sådan var det,« sagde Njal.

»Ilde var det da,« sagde Grim.

»Hauskuld havde ikke kunnet kaste sit skjold foran ham,« sagde Njal, »hvis du havde dræbt ham, som det var meningen, du skulle.«

»Lad os ikke lægge skyld på vor far,« sagde Skarphedinn.

Og det forlig blev holdt mellem dem siden.

Tre vintre efter hændte det på Thingskala-tinget, at Amund den Blinde var på tinget. Han var søn af Hauskuld Njalsøn. Han lod folk lede sig om mellem boderne, og sådan kom han til den bod, hvor Lyting af Samstede var. Han lod dem føre sig ind i boden, til han kom hen foran Lyting.

»Er Lyting af Samstede her?« spurgte han.

»Hvad vil du?« sagde Lyting.

»Jeg vil vide,« sagde Amund, »hvad bod du vil betale mig for min far. Jeg er uægte født, og jeg har ikke rørt nogen bøde.«

»Jeg har bødet for drabet på din far,« sagde Lyting, »med fuld pris, og din farfar og dine farbrødre tog pengene. Men mine brødre faldt uden pris som fredløse.«

»Så jeg har både gjort en ond gerning og betalt dyrt for den,« sagde Lyting.

»Jeg spørger ikke,« sagde Amund, »om du har betalt bod til dem. Jeg ved, at I nu er venner. Men jeg spørger om dette: hvad bod vil du betale til mig?«

»Slet ingen,« sagde Lyting.

»Jeg kan ikke se,« sagde Amund, »hvordan du kan have ret for Gud, når du har ramt mig så nær hjertet. Men alt, hvad jeg kan sige, er, at havde jeg begge mine øjnes syn, så ville jeg enten have pengebod for min far eller hævn, mand for mand. Og så må Gud dømme mellem os.«

Derefter gik han ud. Men da han kom til bodens dør, vendte han sig brat om mod det indre. Da åbnedes hans øjne, og han sagde: »Lovet være Herren! Nu ser jeg, hvad hans vilje er.«

Med det løb han lige ind i boden, til han stod foran Lyting, og slog ham med en økse i hovedet, så den sank i til hammeren, og rykkede øksen til sig. Lyting faldt forover og var død med det samme. Amund gik ud til bodens dør, og da han kom til nøjagtig det sted, hvor han havde stået, da hans øjne åbnedes, da lukkedes de igen, og han var blind hele sit liv siden.

Så lod han sig lede til Njal og hans sønner og fortalte dem om drabet på Lyting.

»Dig kan man ikke laste for dette,« sagde Njal, »for sådanne ting afgøres af en højere magt. Men det er værd at tage ved lære af sådanne hændelser, så vi ikke skærer nogen for kort, som har så nære krav, som Amund havde.«

Derefter bød Njal Lytings frænder bod. Hauskuld, goden fra Whiteness, havde sin del i at få Lytings frænder til at tage bøden. Sagen blev sat til kendelse, og halvdelen af bøderne faldt bort for det krav, som Amund syntes at have på Lyting. Så trådte mænd frem med fredsløfter, og Lytings frænder gav Amund fred. Folk red hjem fra tinget, og nu var alt roligt i lang tid.

Valgard den Snedige kom tilbage til Island den sommer; han var da endnu hedning. Han drog til Hof, til sin søn Mords hus, og var der vinteren over. Han sagde til Mord: »Her har jeg redet vidt omkring over hele egnen, og mig synes, at jeg ikke kender den igen. Jeg kom til Whiteness, og dér så jeg mange bodetomter og megen jord planeret til byggeri. Jeg kom til Thingskala-tinget, og dér så jeg alle vore boder brudt ned. Hvad er meningen med sådanne sælsomme ting?«

Mord svarede, at folk havde erklæret sig ude af hans ting og var gået over til Hauskulds ting.

»Ilde har du lønnet mig,« sagde Valgard, »for at jeg overlod dig mit godord, når du har røgtet det så lidet som en mand. Nu er mit ønske, at du betaler dem tilbage med noget, som drager dem alle ned i døden. Det kan du gøre ved at sætte dem op mod hinanden med sladder, så Njals sønner dræber Hauskuld. Men mange vil føre blodhævn efter ham, og så bliver Njals sønner dræbt i den strid.«

»Det får jeg aldrig sat i værk,« sagde Mord.

»Jeg giver dig en plan,« sagde Valgard. »Du skal bede Njals sønner hjem til dig og sende dem bort med gaver. Men din sladder skal du holde i baggrunden, indtil der er vokset et stort venskab op mellem jer, og de ikke stoler mindre på dig end på sig selv. Sådan kan du hævne dig på Skarphedinn for, at han tog dine penge fra dig efter Gunnars død. Og på den måde kan du siden gribe førerskabet, når de alle er døde og borte.«

Den plan aftalte de mellem sig at sætte i værk. Så sagde Mord: »Jeg ville ønske, far, at du tog den nye tro. Du er en gammel mand.«

»Det gør jeg ikke,« sagde Valgard. »Jeg ville hellere, at du kastede troen fra dig, og så ser du, hvad der følger.«

Mord sagde, at det ville han ikke. Valgard brød kors i stykker for Mords ansigt, og alle hellige tegn. Kort efter tog Valgard sot og døde, og han blev lagt i høj ved Hof.

Nogen tid efter red Mord til Bergthorsknoll og så Skarphedinn dér. Han faldt i meget venlige ord med dem og talte hele dagen og sagde, at han ønskede at være gode venner med dem og se meget til dem. Skarphedinn tog det alt sammen vel, men sagde, at han aldrig før havde søgt noget af den slags. Sådan kom det til, at Mord vandt sig så stort et venskab med dem, at ingen af siderne mente at have taget et godt råd, uden at den anden havde del i det. Njal brød sig aldrig om, at han kom dér, og det hændte tit, at han var vred på ham.

En dag kom Mord til Bergthorsknoll og sagde til Njals sønner: »Jeg har besluttet at holde et gilde derhjemme, og jeg vil drikke arveøl efter min far. Til det gilde vil jeg byde jer, Njals sønner, og Kari, og samtidig giver jeg jer mit ord på, at I ikke skal fare bort uden gaver.«

De lovede at komme, og nu drog han hjem og gjorde gildet rede. Han bød mange bønder, og gildet var meget besøgt. Dertil kom Njals sønner og Kari. Mord gav Skarphedinn en guldbroche og Kari et sølvbælte, og gode gaver til Grim og Helgi. De kom hjem og pralede af gaverne og viste dem til Njal. Han sagde, at de ville blive dyrt betalt, »og pas på, at I ikke lønner giveren i den mønt, han uden tvivl ønsker.«

Kort efter skulle Njals sønner og Hauskuld holde deres årlige gilder, og de var de første til at byde Hauskuld til sig. Skarphedinn havde en brun hest, fire vintre gammel, både høj og anselig. Det var en hingst, som endnu aldrig havde været i hestekamp. Den hest gav Skarphedinn til Hauskuld og to hopper med. De gav alle Hauskuld gaver og forsikrede ham om deres venskab.

Derefter bød Hauskuld dem til sit hus på Ossaby og havde mange gæster til at møde dem, og en stor skare. Det traf sig, at han netop da havde taget sin hal ned, men han havde bygget tre udhuse, og dér blev sengene redt. Alle de indbudte kom, og gildet gik meget godt. Men da folk skulle hjem, valgte Hauskuld gode gaver til dem og fulgte Njals sønner et stykke på vej. Sigfus-sønnerne fulgte ham, og hele skaren, og begge sider sagde, at intet nogensinde skulle komme imellem dem og spolere deres venskab.

Kort tid efter kom Mord til Ossaby og kaldte Hauskuld ud for at tale med ham, og de gik til side og talte sammen.

»Hvilken forskel i mandighed der er,« sagde Mord, »mellem dig og Njals sønner! Du gav dem gode gaver, men de gav dig gaver med stor spot.«

»Hvordan får du det til at hænge sammen?« sagde Hauskuld.

»De gav dig en hest, som de kaldte en mørk hest, og det gjorde de for at spotte dig, fordi de fandt dig for uprøvet. Jeg kan også sige dig, at de misunder dig godordet. Skarphedinn tog det op som sit eget på tinget, da du ikke kom til tinget ved stævningen til femtedomstolen, og Skarphedinn agter aldrig at slippe det.«

»Det er ikke sandt,« sagde Hauskuld, »for jeg fik det tilbage på folkemødet sidste høst.«

»Så var det Njals værk,« sagde Mord. »De brød også forliget om Lyting.«

»Det agter jeg ikke at lægge dem til last,« sagde Hauskuld.

»Nuvel,« sagde Mord, »du kan ikke nægte, at da I to, Skarphedinn og du, drog østpå mod Markfleet, faldt en økse ud under hans bælte, og han havde i sinde at dræbe dig dér på stedet.«

»Det var hans skovøkse,« sagde Hauskuld, »og jeg så, hvordan han stak den under bæltet. Og nu, Mord, siger jeg dig rent ud, at du aldrig kan sige så meget ondt om Njals sønner, at du får mig til at tro det. Men var der endda noget om det, og var det sandt, som du siger, at enten må jeg dræbe dem eller de mig, så ville jeg langt hellere lide døden for deres hånd end gøre dem nogen fortræd. Men du selv er så meget ringere en mand for at have sagt dette.«

Derefter drog Mord hjem. Kort efter tog Mord hen for at se Njals sønner, og han talte meget med brødrene og Kari.

»Jeg har fået at vide,« sagde Mord, »at Hauskuld har sagt, at du, Skarphedinn, har brudt forliget med Lyting. Men jeg fik også at vide, at han mente, du havde tænkt på svig mod ham, da I to drog til Markfleet. Men alligevel synes det mig ikke mindre svig, da han bød jer til gilde i sit hus og stuvede jer ind i et udhus, som lå længst fra huset, og der blev stablet brænde rundt om udhuset hele natten, og han havde i sinde at brænde jer alle inde. Men det traf sig, at Hogni Gunnarsøn kom den nat, og der kom intet ud af deres anslag, for de var bange for ham. Derefter fulgte han jer på vej med en stor flok mænd, og da agtede han at gøre et nyt anslag mod jer og satte Grani Gunnarsøn og Gunnar Lambason til at dræbe dig; men modet svigtede dem, og de turde ikke gå på dig.«

Da han havde talt sådan, talte de først imod det, men enden blev, at de troede ham, og fra den dag voksede der en kulde op fra deres side mod Hauskuld, og de talte næsten aldrig til ham, når de mødtes. Men Hauskuld viste dem kun lidt ærbødighed, og sådan gik det en tid.

Næste høst drog Hauskuld østpå til Swinefell til gilde, og Flosi tog hjerteligt imod ham. Hildigunna var der også. Så talte Flosi til Hauskuld og sagde: »Hildigunna siger mig, at der er stor kulde mellem dig og Njals sønner, og det synes mig ilde. Jeg beder dig ikke ride vestpå; jeg skaffer dig en gård i Skaptarfell og sender min bror Thorgeir til at bo på Ossaby.«

»Så vil nogen sige,« sagde Hauskuld, »at jeg flygter derfra af frygt, og det vil jeg ikke have sagt.«

»Så er det mere sandsynligt, at der rejser sig stor ufred,« sagde Flosi.

»Ilde er det da,« sagde Hauskuld, »for jeg ville hellere falde ubødet, end at mange skulle høste ondt for min skyld.«

Hauskuld gjorde sig rede til at ride hjem nogle nætter senere, og Flosi gav ham en skarlagenkappe, broderet med nålearbejde ned til livet. Hauskuld red hjem til Ossaby, og nu var alt roligt en tid. Hauskuld var så afholdt, at få mænd var hans fjender, men den samme uvilje gik videre mellem ham og Njals sønner hele vinteren.

Njal havde taget Thord, Karis søn, til fostersøn. Han havde også fostret Thorhall, søn af Asgrim Ellidagrimsøn. Thorhall var en stærk mand, hårdfør både på krop og sind, og han havde lært så meget lov, at han var den tredjestørste lovkyndige på Island.

Næste forår kom tidligt, og folk havde travlt med at så deres korn. En dag hændte det, at Mord kom til Bergthorsknoll. Han og Kari og Njals sønner faldt straks i snak, og Mord bagtalte Hauskuld efter sin vane og havde nu mange nye historier at fortælle.

Mord gjorde intet andet end at ægge Skarphedinn og de andre til at dræbe Hauskuld, og han sagde, at Hauskuld ville komme dem i forkøbet, hvis de ikke gik på ham straks.

»Jeg lader dig få din vilje i dette,« sagde Skarphedinn, »hvis du drager med os og har del i det.«

»Det er jeg rede til,« sagde Mord, og de bandt det fast med løfter, og han skulle komme dér samme aften.

Bergthora spurgte Njal: »Hvad taler de om derude?«

»Jeg er ikke med i deres råd,« sagde Njal, »men jeg blev sjældent holdt udenfor, når deres planer var gode.«

Skarphedinn lagde sig ikke til hvile den aften, og heller ikke hans brødre eller Kari. Samme nat, da den var næsten omme, kom Mord Valgardsøn, og Njals sønner og Kari tog deres våben og red bort. De drog, til de kom til Ossaby, og ventede dér ved et gærde. Vejret var godt, og solen var netop stået op.

Ved den tid vågnede Hauskuld, goden fra Whiteness. Han tog sine klæder på og kastede sin kappe over sig, Flosis gave. Han tog sit såsold og havde sværdet i den anden hånd, og han gik mod gærdet og såede kornet, mens han gik. Skarphedinn og hans flok havde aftalt, at de alle skulle give ham et sår. Skarphedinn sprang op bag gærdet, og da Hauskuld så ham, ville han vende sig bort. Da løb Skarphedinn op til ham og sagde: »Prøv ikke at vende på hælen, Whiteness-gode!« Og han huggede til ham, og hugget ramte ham i hovedet, og han faldt på knæ. Hauskuld sagde disse ord, da han faldt: »Gud hjælpe mig og tilgive jer!«

Så løb de alle til og gav ham sår. Derefter sagde Mord: »Der kommer mig en plan i hu.«

»Hvad er det?« sagde Skarphedinn.

»At jeg drager hjem, så hurtigt jeg kan, og derefter op til Gritwater og fortæller tidenderne dér og siger, at det er en ond gerning. Jeg ved sikkert, at Thorgerda beder mig lyse drabet, og det gør jeg, for det er den sikreste vej til at spolere deres sag. Jeg sender også en mand til Ossaby for at få at vide, hvor snart de tager noget råd i sagen, og den mand får alle tidenderne derfra, og jeg lader, som om jeg har hørt dem af ham.«

»Gør det endelig,« sagde Skarphedinn.

Brødrene drog hjem, og Kari med dem, og da de kom hjem, fortalte de Njal tidenderne.

»Sørgelige tidender er dette,« sagde Njal, »og de er onde at høre, for sandt at sige rører denne sorg mig så nær, at det synes mig bedre at have mistet to af mine sønner, om Hauskuld levede.«

»Det er en undskyldning for dig,« sagde Skarphedinn, »at du er en gammel mand, og det er at vente, at dette rører dig nær.«

»Men dette,« sagde Njal, »ikke mindre end alderdommen, er grunden til min sorg: at jeg ved bedre end du, hvad der kommer efter.«

»Hvad kommer efter?« sagde Skarphedinn.

»Min død,« sagde Njal, »og min kones død og alle mine sønners.«

»Hvad spår du for mig?« sagde Kari.

Dette ene rørte Njal så nær, at han aldrig kunne tale om det uden at fælde tårer.

Hildigunna vågnede og fandt, at Hauskuld var borte fra sin seng. »Hårde har mine drømme været,« sagde hun, »og ikke gode. Gå og led efter Hauskuld.« De ledte efter ham om på gården og fandt ham ikke. Da havde hun klædt sig på. Så gik hun med to mænd til gærdet, og dér fandt de Hauskuld dræbt. Netop da kom også Mord Valgardsøns hyrde og fortalte hende, at Njals sønner var draget ned derfra, »og,« sagde han, »Skarphedinn råbte til mig og lyste drabet som sin gerning.«

»Det havde været en mandig gerning,« sagde hun, »hvis én mand havde været om det.«

Hun tog kappen og tørrede alt blodet af med den og svøbte blodklumperne ind i den og foldede den sammen og lagde den i sin kiste. Nu sendte hun en mand op til Gritwater for at fortælle tidenderne dér, men Mord var kommet før ham og havde allerede fortalt dem. Dér var også Kettle af Marken kommet. Thorgerda sagde til Kettle: »Nu er Hauskuld død, som vi ved, og husk nu, hvad du lovede at gøre, da du tog ham til fostersøn.«

»Det kan vel være,« sagde Kettle, »at jeg lovede meget dengang, for jeg tænkte ikke, at de dage nogensinde skulle komme over os, som nu er kommet. Men jeg er kommet i en knibe, for næsen er nærmest øjnene, siden jeg har Njals datter til kone.«

»Er du da villig til,« sagde Thorgerda, »at Mord lyser drabssagen?«

»Det ved jeg ikke,« sagde Kettle, »for mig synes, der oftere kommer ondt fra ham end godt.«

Men så snart Mord begyndte at tale til Kettle, gik det ham som andre: han syntes, at Mord ville være ham tro. Enden på deres råd blev, at Mord skulle lyse drabet og forberede sagen i alle måder før tinget.

Så drog Mord ned til Ossaby, og derhen kom ni naboer, som boede nærmest stedet. Mord havde ti mand med sig. Han viste naboerne Hauskulds sår og tog vidner på skaderne og nævnte en mand som den, der havde givet hvert sår, undtagen ét; det lod han, som om han ikke vidste, hvem der havde givet, men det sår havde han givet selv. Men drabet lyste han på Skarphedinns hånd og sårene på hans brødres og Karis. Derefter opfordrede han ni naboer, som boede nærmest stedet, til at ride hjemmefra til Altinget for at sidde i nævnet.

Derefter red han hjem. Han mødte næsten aldrig Njals sønner, og når han mødte dem, var han tvær, og det var en del af deres plan.

Drabet på Hauskuld blev hørt over hele landet, og der blev talt ilde om det. Njals sønner tog hen for at se Asgrim Ellidagrimsøn og bad ham om hjælp.

»I ved meget vel,« sagde han, »at I kan vente, at jeg hjælper jer i alle store sager. Men alligevel er mit hjerte tungt ved denne sag, for der er mange, som har blodhævnen, og dette drab omtales ilde over hele landet.«

Nu drog Njals sønner hjem.