Gudmund the powerful

Gudmund den Mægtige var høvding nordpå og sad i høj sæde midt i sin bod på tinget. Da Asgrim Ellidagrimssøn kom for at bede om hjælp i sagen efter drabet på Hauskuld hvidenæs-goden, ville han ikke sidde, men bad om bistand, fordi Gudmund var en dristig mand og en mægtig høvding. Gudmund svarede, at han ikke ville være imod dem, og at de kunne tale om hjælpen siden, hvis han fandt det ret — og han tog vel og venligt imod dem.

Det blev til mere end det. Da han hørte, hvad der var faldet mellem Thorkel Hånemund og Skarphedinn, sagde han, at alle vidste, hvordan det stod mellem ham og mændene fra Lightwater, men at han aldrig havde lidt sådan hån og spot af dem, som Thorkel nu havde fået af Skarphedinn — og det var netop, som det skulle være. Så sagde han til sin bror Einar af Thvera, at han skulle gå med hele hans flok og stå ved Njals sønners side, når retterne gik ud til sagerne; og trængte de hjælp næste sommer, ville Gudmund selv yde dem den. Asgrim sagde, da han hørte det, at ingen mand var som Gudmund i højsind.

Ved bod-samlingen faldt hans egen afgørelse. Da boden for Hauskuld var udsagt til seks hundrede i sølv, og alle tolv dommere skulle give af deres eget, var det Gudmund, der gennemskuede Snorris hensigt: han ville have, at dommerne selv gav så meget, deres gavmildhed rakte til, og at mange så ville gøre som de. Og da sagen bagefter brast, og de mænd, der havde givet pengene, talte om at tage dem tilbage, sagde Gudmund, at den skam ville han aldrig vælge for sig selv — at tage tilbage, hvad han havde givet bort, hverken her eller andetsteds. Det er vel talt, sagde de, og så ville ingen tage sit tilbage.

Da slaget brød ud på Altinget, var hans flok med i det. Thorwald Tjorfissøn fra Lightwater fik et stort sår, skudt i underarmen, og mænd mente, at Gudmunds søn Halldor havde kastet spyddet; det sår bar han hele sit liv og fik aldrig bod for det. Da forliget skulle sluttes, var Gudmund den første, der bød fred på egne vegne for de drab, der var sket på tinget — på det vilkår, at sagen om branden ikke skulle falde til jorden. Bagefter bad Gizur den Hvide, Hjallti Skeggissøn og Asgrim ham hjem til sig, og hver af dem gav ham en guldring. Så red han nordpå med ros fra hver mand for den del, han havde taget i de stridigheder. Kari og Thorgeir Craggeir fulgte ham først helt op til fjeldene nordpå, og dér gav Kari ham en guldbroche og Thorgeir et sølvbælte, hver af dem den største kostbarhed. Så skiltes de i det bedste venskab.