Brians slag

De kom i land ved nattetid, og mændene blev reddet, men skibet blev slået til pindebrænde, og godset kunne de ikke redde. Så måtte de søge ly og varme, og dagen efter gik de op på en høj. Vejret var da godt. Flosi spurgte, om nogen kendte dette land, og to mand af mandskabet havde været der før og var ganske sikre: »Vi er kommet til Hrossey på Orknøerne.«

»Så kunne vi have gjort en bedre landgang,« sagde Flosi, »for Grim og Helgi, Njals sønner, som faldt for min hånd, var begge i jarl Sigurd Hlodversøns hird.«

De søgte et skjulested og bredte mos over sig og lå sådan en stund, men ikke længe. Så sagde Flosi: »Vi bliver ikke liggende her, til landets folk får øje på os.« De rejste sig og holdt råd, og Flosi sagde til sine mænd: »Vi går alle hen og overgiver os til jarlen, for andet er der ikke at gøre, og jarlen har vore liv i sin hånd, hvis han vil søge dem.«

Så gik de alle derfra, og Flosi sagde, at ingen måtte fortælle nogen om deres rejse eller hvem de var, før han selv havde sagt det til jarlen. De gik, til de mødte folk, som viste dem vej til byen. Så trådte de ind for jarlen, og Flosi og alle de andre hilste ham. Jarlen spurgte, hvilke mænd de var, og Flosi sagde sit navn og hvorfra på Island han kom. Jarlen havde allerede hørt om branden, og han kendte straks mændene.

»Hvad har du at fortælle mig om Helgi Njalsøn, min hirdmand?« spurgte jarlen.

»Det,« sagde Flosi, »at jeg huggede hovedet af ham.«

»Grib dem alle,« sagde jarlen.

Det blev gjort. Netop da kom Thorstein ind, søn af Hall af Siden. Flosi var gift med Steinvora, Thorsteins søster. Thorstein var en af jarl Sigurds hirdmænd, og da han så Flosi grebet og holdt, gik han ind for jarlen og bød alt det gods, han ejede, for Flosi. Jarlen var længe meget vred, men enden blev, på gode og sande mænds bøn sammen med Thorsteins — for han havde mange venner bag sig, og mange lagde deres ord til hans — at jarlen tog bod af dem og gav Flosi og alle de andre fred. Jarlen holdt sig til mægtige mænds skik: Flosi fik den plads i hans tjeneste, som Helgi Njalsøn havde haft. Så blev Flosi jarl Sigurds hirdmand, og han vandt snart jarlens store yndest.

Kari og Kolbein den Sorte, som var staldbrødre, stak til søs fra Eyrar en halv måned senere end Flosi og hans fæller fra Hornfirth. De fik god vind og var kun kort tid ude. Det første land, de fik i sigte, var Fair Isle, som ligger mellem Shetland og Orknøerne. Dér tog en mand ved navn David den Hvide Kari ind i sit hus og fortalte ham alt, hvad han med sikkerhed havde hørt.

David var en af Karis bedste venner, og Kari blev hos ham vinteren over. Dér hørte de tidender vestfra, fra Orknøerne, om alt, hvad der skete dér.

Jarl Sigurd bød sin svoger jarl Gilli fra Syderøerne til julegilde; Gilli var gift med Swanlauga, jarl Sigurds søster. Og til jarl Sigurd kom også den konge fra Irland, som hed Sigtrygg. Han var søn af Olaf, og hans mor hed Kormlada. Hun var den fagreste af alle kvinder og bedst begavet i alt det, der ikke stod i hendes egen magt; men folk sagde, at hun gjorde alt ondt, som hun havde magt over. Brian hed den konge, der først havde haft hende til kone, men de var skilt. Han var den godmodigste af alle konger. Han havde sit sæde i Connaught i Irland. Hans bror hed Ulf den Stridbare, den største kæmpe og kriger. Brians fostersøn hed Kerthialfad; han var søn af kong Kylfi, som havde ført mange krige mod kong Brian og var flygtet ud af landet for ham og blevet eneboer. Men da kong Brian drog sydpå på pilgrimsfærd, mødte han kong Kylfi, og de blev forligt, og kong Brian tog hans søn Kerthialfad til sig og elskede ham mere end sine egne sønner. Han var fuldvoksen, da dette skete, og den djærveste af alle mænd. Duncan hed den første af kong Brians sønner, den anden Margad, den tredje Takt, som vi kalder Tann; han var den yngste. Brians ældre sønner var fuldvoksne og de raskeste mænd.

Kormlada var ikke mor til kong Brians børn, og så grum var hun mod kong Brian efter deres skilsmisse, at hun gerne så ham død. Kong Brian tilgav tre gange alle sine fredløse den samme forseelse, men forbrød de sig oftere, lod han dem dømme efter loven — og deraf kan man se, hvilken konge han må have været. Kormlada æggede meget sin søn Sigtrygg til at dræbe kong Brian, og nu sendte hun ham til jarl Sigurd for at bede om hjælp.

Kong Sigtrygg kom til Orknøerne før jul, og dér kom også jarl Gilli. Mændene sad sådan, at kong Sigtrygg sad i højsædet i midten, og på hver side af kongen sad en af jarlerne. Kong Sigtryggs og jarl Gillis mænd sad på den inderste side, men på den yderste side, ud fra jarl Sigurd, sad Flosi og Thorstein, søn af Hall af Siden, og hele hallen var fuld.

Nu ville kong Sigtrygg og jarl Gilli høre om det, der var sket ved branden, og også hvad der var hændt siden. Så blev Gunnar Lambason sat til at fortælle historien, og en skammel blev stillet frem, som han kunne sidde på.

Netop på den tid kom Kari og Kolbein og David den Hvide til Hrossey, uden at nogen vidste af det. De gik straks op i land, men nogle få mænd vogtede skibet. Kari og hans fæller gik lige til jarlens gård og kom til hallen ved drikketid. Det traf sig så, at Gunnar Lambason netop var ved at fortælle om branden, og de stod udenfor og lyttede imens. Det var selve juledag.

Nu spurgte kong Sigtrygg: »Hvordan bar Skarphedinn branden?«

»Godt, i lang tid,« sagde Gunnar Lambason, »men enden blev dog, at han græd.«

Og sådan blev han ved at give historien et uretfærdigt hæld, og nu og da lo han højt. Det kunne Kari ikke holde ud. Han løb ind med draget sværd og sang et kvad: mænd, der var ivrige i kamp, pralede af at have brændt Njals hjem — men havde fyrsterne hørt, hvordan søkrigerne havde søgt hævn, og at al den uret siden var blevet fuldt gengældt med skjoldet løftet højt? Så løb han op gennem hallen og huggede Gunnar Lambason på halsen med et så skarpt hug, at hovedet fløj af og ud på bordet foran kongen og jarlerne. Bordet var ét blod, og jarlens klæder med.

Jarl Sigurd kendte den mand, der havde gjort gerningen, og råbte: »Grib Kari og dræb ham!«

Kari havde været en af jarl Sigurds hirdmænd, og han var af alle mænd den, hans venner holdt mest af, og ingen mand rejste sig på jarlens ord.

»Mange ville sige, herre,« sagde Kari, »at jeg har gjort denne gerning på Eders vegne, for at hævne Eders hirdmand.«

Så sagde Flosi: »Kari har ikke gjort dette uden grund. Han er ikke i forlig med os, og han gjorde kun, hvad han havde ret til.«

Så gik Kari bort, og der blev ikke råbt efter ham. Kari drog til sit skib, og hans fæller med ham. Vejret var godt, og de sejlede straks sydpå til Caithness og gik i land ved Thraswick, til en agtet mand ved navn Skeggi, og hos ham blev de meget længe.

De, der var tilbage på Orknøerne, rensede bordet og bar den døde mand ud. Jarlen fik at vide, at de havde sat sejl sydpå mod Skotland, og kong Sigtrygg sagde: »Det var en vældig djærv karl, som førte sit hug så stout og aldrig tænkte sig om to gange!«

»Der er ingen mand som Kari i mod og dristighed,« svarede jarl Sigurd.

Nu påtog Flosi sig at fortælle historien om branden, og han var retfærdig mod alle, og derfor blev det, han sagde, troet. Så tog kong Sigtrygg fat på sit ærinde til jarl Sigurd og bad ham drage i krig med sig mod kong Brian. Jarlen stod længe fast, men enden blev, at han lod kongen få sin vilje.

Jarlen sagde dog, at han skulle have kongens mors hånd for sin hjælp og være konge i Irland, hvis Brian faldt. Alle hans mænd bønfaldt jarl Sigurd om ikke at gå ind i krigen, men det nyttede intet. Så skiltes de på den aftale, at jarl Sigurd gav sit ord på at komme, og kong Sigtrygg lovede ham sin mor og kongeriget. Det blev fastsat, at jarl Sigurd skulle komme til Dublin med hele sin hær palmesøndag.

Så drog kong Sigtrygg sydpå til Irland og fortalte sin mor Kormlada, at jarlen havde påtaget sig at komme, og også hvad han havde forpligtet sig til at give ham. Hun viste sig vel tilfreds med det, men sagde, at de måtte samle endnu større styrke. Sigtrygg spurgte, hvor den skulle komme fra. Hun sagde, at der lå to vikinger vest for Man, og at de havde tredive skibe. »De er mænd af sådan en hårdførhed, at intet kan stå sig mod dem. Den ene hedder Ospak og den anden Brodir. Du skal fare og finde dem og intet spare for at få dem med i din sag, hvad pris de så end forlanger.«

Nu fór kong Sigtrygg og søgte vikingerne og fandt dem liggende ud for Man. Kong Sigtrygg fremførte straks sit ærinde, men Brodir veg tilbage fra at hjælpe ham, indtil kong Sigtrygg lovede ham kongeriget og sin mor. Det skulle de holde så hemmeligt, at jarl Sigurd intet fik at vide om det. Brodir skulle også komme til Dublin palmesøndag. Så drog kong Sigtrygg hjem til sin mor og fortalte hende, hvordan sagerne stod.

Derefter talte de to brødre, Ospak og Brodir, sammen, og Brodir fortalte Ospak alt, hvad han og Sigtrygg havde aftalt, og bad ham fare i kamp med sig mod kong Brian; han lagde stor vægt på, at Ospak kom med. Men Ospak sagde, at han ikke ville kæmpe mod så god en konge. Da blev de begge vrede og skilte straks deres flåde. Ospak havde ti skibe og Brodir tyve. Ospak var hedning og den viseste af alle mænd. Han lagde sine skibe inderst i et sund, men Brodir lå uden for ham.

Brodir havde været en kristen mand og var viet til messedegn, men han havde kastet sin tro fra sig og var blevet Guds nidding, og nu dyrkede han hedenske djævle, og han var af alle mænd den mest kyndige i trolddom. Han havde den brynje, som intet stål bed på. Han var både høj og stærk og havde så lange lokker, at han stak dem ind under bæltet. Hans hår var sort.

En nat hændte det, at et vældigt bulder gik hen over Brodir og hans mænd, så de alle vågnede, sprang op og tog deres klæder på. Med det kom et regnskyl af kogende blod. De dækkede sig med skjoldene, men alligevel blev mange skoldede. Dette under varede helt til dag, og en mand var død på hvert skib. Så sov de om dagen, men den anden nat kom der igen et bulder.

Igen sprang de alle op. Da sprang sværdene af skederne, og økser og spyd fløj om i luften og kæmpede. Våbnene trængte dem så hårdt, at de måtte dække sig, men alligevel blev mange sårede, og igen døde en mand på hvert skib. Dette under varede helt til dag. Så sov de igen den næste dag. Men den tredje nat kom der et bulder af samme slags, og da fløj ravne mod dem, og det syntes dem, at deres næb og kløer var af jern. Ravnene trængte dem så hårdt, at de måtte holde dem fra sig med sværdene og dække sig med skjoldene, og sådan gik det igen til dag, og da var endnu en mand død på hvert skib.

Så gik de først til ro. Men da Brodir vågnede, trak han vejret tungt og bad dem sætte båden ud. »For,« sagde han, »jeg vil tale med Ospak.« Han gik i båden med nogle mænd, og da han fandt Ospak, fortalte han ham om de undere, der var hændt dem, og bad ham sige, hvad han mente, de varslede. Ospak ville ikke sige det, før Brodir lovede ham fred, og Brodir lovede ham fred; men Ospak tøvede stadig med at sige det, til natten faldt på. Da talte Ospak:

»Da det regnede blod på jer, betyder det, at I skal udgyde mange mænds blod, både jeres eget og andres. Men da I hørte et vældigt bulder, må I have fået dommedagsbraget at høre, og I skal alle dø snart. Da våben kæmpede mod jer, varsler det en kamp. Men da ravnene trængte jer, er det de djævle, I sætter jeres lid til, og som vil slæbe jer alle ned til helvedes pinsler.«

Da blev Brodir så vred, at han ikke kunne svare et ord. Han gik straks til sine mænd og lod dem lægge skibene i en linje tværs over sundet og fortøje dem med kablerne ført i land i hver ende af linjen, og han agtede at dræbe dem alle næste morgen. Ospak så hele deres plan. Da lovede han at antage den sande tro og gå til kong Brian og følge ham til sin dødsdag. Så tog han det råd at lægge sine skibe i linje og stage dem langs kysten med stænger og skære kablerne på Brodirs skibe over. Brodirs skibe begyndte at drive ind i hinanden, mens alle mændene sov fast, og sådan slap Ospak og hans mænd ud af fjorden og vestpå til Irland og kom til Connaught. Dér fortalte Ospak kong Brian alt, hvad han havde erfaret, tog dåben og gav sig i kongens hånd. Derefter lod kong Brian samle styrke over hele sit rige, og hele hæren skulle komme til Dublin i ugen før palmesøndag.

Jarl Sigurd Hlodversøn gjorde sig rede fra Orknøerne, og Flosi tilbød at drage med ham. Det ville jarlen ikke, da Flosi havde sin pilgrimsfærd at fuldføre.

Flosi tilbød femten mand af sin flok til færden, og dem tog jarlen imod. Men Flosi fór med jarl Gilli til Syderøerne. Thorstein, søn af Hall af Siden, drog med jarl Sigurd, og Hrafn den Røde og Erling af Straumey. Jarlen ville ikke have Hareck med, men sagde, at han skulle blive den første til at få tidender om hans færd.

Jarlen kom med hele sin hær til Dublin palmesøndag, og dér var også Brodir kommet med hele sin hær. Brodir prøvede ved trolddom, hvordan kampen ville gå, og svaret lød sådan, at blev der kæmpet langfredag, ville kong Brian falde, men vinde sejr; men kæmpede de før, ville alle de falde, som stod imod ham. Så sagde Brodir, at de ikke måtte kæmpe før fredag.

Torsdag red en mand op til Kormlada og hendes følge på en abildgrå hest, og i hånden holdt han en hellebard. Han talte længe med dem.

Kong Brian kom med hele sin hær til borgen, og fredag drog hæren ud af borgen, og begge hære blev stillet op. Brodir stod på den ene fløj og kong Sigtrygg på den anden, og jarl Sigurd stod i midten. Om kong Brian er at fortælle, at han ikke ville kæmpe på fastedagen, og derfor blev der slået en skjoldborg om ham, og hans hær stod opstillet foran den. Ulf den Stridbare stod på den fløj, hvor Brodir stod imod, men på den anden fløj, hvor Sigtrygg stod imod dem, var Ospak og hans sønner. Midt i slagordenen stod Kerthialfad, og foran ham blev fanerne båret.

Nu gik fløjene løs på hinanden, og det blev en meget hård kamp. Brodir gik gennem fjendens hær, og de forreste, som stod dér, lagde han ned, men intet stål bed på hans brynje. Ulf den Stridbare vendte sig mod ham og stødte til ham tre gange så hårdt, at Brodir styrtede om for ham ved hvert stød og nær ikke var kommet på benene igen; men så snart han fandt fodfæste, flygtede han straks ind i skoven.

Jarl Sigurd havde en hård kamp mod Kerthialfad. Kerthialfad gik så hårdt frem, at han lagde alle dem ned, som stod i forreste række, og han brød jarl Sigurds slagorden helt op til hans fane og gav fanebæreren banehug. Så fik jarlen en anden mand til at bære fanen, og der blev igen hård kamp. Kerthialfad gav straks også denne mand banehug, og sådan den ene efter den anden af alle dem, der stod nær ham. Så kaldte jarl Sigurd på Thorstein, søn af Hall af Siden, for at han skulle bære fanen, og Thorstein var lige ved at løfte den, men da sagde Asmund den Hvide: »Bær ikke fanen! For alle de, der bærer den, får deres død.«

»Hrafn den Røde!« råbte jarl Sigurd. »Bær du fanen.«

»Bær selv din egen djævel,« svarede Hrafn.

Da sagde jarlen: »Det er rimeligst, at tiggeren selv bærer posen.« Og med det tog han fanen af stangen og stak den ind under sin kappe. Lidt efter blev Asmund den Hvide dræbt, og så blev jarlen gennemboret af et spyd.

Ospak var gået gennem hele slaget på sin fløj. Han var hårdt såret og havde mistet begge sine sønner, før kong Sigtrygg flygtede for ham. Så brød flugten ud i hele hæren. Thorstein, Hall af Sidens søn, stod stille, mens alle de andre flygtede, og bandt sin skorem. Kerthialfad spurgte ham, hvorfor han ikke løb som de andre.

»Fordi,« sagde Thorstein, »jeg ikke kan nå hjem i aften, for jeg har hjemme ude på Island.«

Kerthialfad gav ham fred.

Hrafn den Røde blev jaget ud i en å. Dér syntes han, at han så helvedes pinsler nede under sig, og at djævlene ville slæbe ham til sig. Da sagde Hrafn: »Din hund, apostel Peter, har løbet to gange til Rom, og han ville løbe tredje gang, hvis du gav ham lov.« Så slap djævlene ham, og Hrafn kom over åen.

Nu så Brodir, at kong Brians mænd jagede de flygtende, og at der var få mænd ved skjoldborgen. Da styrtede han ud af skoven, brød gennem skjoldborgen og huggede efter kongen. Drengen Takt kastede sin arm i vejen, og hugget tog armen af og kongens hoved med. Men kongens blod kom på drengens stump, og stumpen blev lægt af det på stedet. Så råbte Brodir med høj røst: »Nu lad mand sige mand, at Brodir har fældet Brian.«

Så løb mænd efter dem, der jagede de flygtende, og de fik at vide, at kong Brian var faldet, og da vendte de straks om, både Ulf den Stridbare og Kerthialfad. De slog en ring om Brodir og hans mænd og kastede grene af træer over dem, og sådan blev Brodir taget levende. Ulf den Stridbare skar hans bug op og førte ham rundt og rundt om en træstamme og viklede sådan alle hans indvolde ud af ham, og han døde ikke, før de alle var trukket ud. Brodirs mænd faldt alle til sidste mand.

Derefter tog de kong Brians lig og lagde det til rette. Kongens hoved var vokset fast til kroppen. Femten mand af brænderne faldt i Brians slag, og dér faldt også Halldor, søn af Gudmund den Mægtige, og Erling af Straumey.

Langfredag hændte det i Caithness, at en mand ved navn Daurrud gik ud. Han så folk ride tolv sammen til et kvindekammer, og dér forsvandt de alle for hans blik. Han gik hen til kammeret og så ind gennem en vinduessprække, og han så, at der var kvinder derinde.

Kvinderne havde sat en væv op. Mænds hoveder var vægtene, men mænds indvolde var rendingen og islætten, et sværd var skyttelen, og spolerne var pile. De sang disse kvad, og han lærte dem udenad:

»Se! Rendingen er spændt

til krigeres fald,

se! Islætten i væven

er våd af blod.

Nu, kampen varslende,

under veninders raske fingre,

vokser vor grå væv

med krigens larm,

vor rending blodrød,

vor islæt ligblå.

Denne væv er vævet

af mænds indvolde,

denne rending er tungt vægtet

med de faldnes hoveder;

blodstænkede spyd

bruger vi som tene,

vor væv er jernbundet,

og pile er vore spoler;

med sværd som skytler

væver vi denne krigsvæv.

Sådan væver vi, skæbnesøstre,

vor sejrvindende væv.

Vind vi, vind hurtigt

vor sejrvindende væv!

Og lad os så stå

standhaftigt hos den tapre konge.

Da skal mænd sørgende se

deres skjolde røde af blod,

hvordan Sværdhug og Spydstød

stod stout hos fyrsten.

Nu skal nye folk

råde over den ø,

folk som boede på fjerne næs,

før kampen stod.

Jeg siger, at den mægtige konge

nu er dødens.

Nu bøjer jarlen sit hoved

for spydsodden.

Nu sætter vi os på vore heste,

nu blotter vi vore klinger,

nu skynder vi os hårdt, møer,

bort, langt, langt bort.«

Så rev de væven ned og sled den i stykker, og hver beholdt det, hun havde fat i. Nu gik Daurrud bort fra sprækken og hjem. Men de steg på deres heste og red seks mod syd og de andre seks mod nord.