Hrapp og Thrain

Manden gik om bord for at tale med Kolbein, og Kolbein spurgte ham om hans navn.

»Mit navn er Hrapp,« sagde han.

Hrapp bad ham sætte sig over havet fra Island. Kolbein spurgte, hvis søn han var; han var søn af Aurgunleid, søn af Geirolf Kæmpen. »Hvilken nød driver dig udenlands?« spurgte Kolbein.

»Jeg har dræbt en mand,« sagde Hrapp.

»Hvilket drab var det,« sagde Kolbein, »og hvilke mænd har blodhævnen?«

»Mændene fra Weaponfirth,« sagde Hrapp, »og manden hed Aurlyg, søn af Aurlyg, søn af Roger den Hvide.«

»Jeg gætter,« sagde Kolbein, »at den får det værst, som fører dig udenlands.«

»Jeg er min vens ven,« sagde Hrapp, »men gør man mig ondt, gør jeg gengæld. Og jeg mangler ikke penge at lægge for min overfart.«

Så tog Kolbein Hrapp om bord, og de sejlede til søs. Hrapp løb tør for mad på havet og satte sig ved de nærmestes madfad. De sprang op med onde ord, det kom til slagsmål, og Hrapp havde i en håndevending to mænd under sig. Da bad Kolbein ham komme og dele hans mad.

Nu kom de ind fra havet og lå ud for Agdirness. Så spurgte Kolbein, hvor de penge var, som han havde tilbudt for sin overfart.

»De er ude på Island,« svarede Hrapp.

»Du vil narre flere mænd end mig, frygter jeg,« sagde Kolbein, »men nu eftergiver jeg dig hele betalingen.«

Hrapp takkede ham for det. »Men hvilket råd giver du mig om, hvad jeg bør gøre?«

»Først og fremmest,« sagde Kolbein, »at du går fra skibet, så snart du overhovedet kan, for alle østerlændinge vil vidne ondt om dig. Men endnu et godt råd giver jeg dig, og det er: bedrag aldrig din husbond.«

Så gik Hrapp i land med sine våben, og han havde en stor økse med jernbeslået skaft i hånden. Han gik og gik, til han kom til Gudbrand af Dalen. Han var jarl Hakons største ven. De to havde et gudehus sammen, og det blev aldrig åbnet, uden at jarlen kom derhen. Det var det næststørste gudehus i Norge; det andet var på Hlada. Thrand hed Gudbrands søn, men hans datter hed Gudruna.

Hrapp gik ind for Gudbrand og hilste ham vel, fortalte om sig selv, og at han var sejlet udenlands fra Island, og bad Gudbrand tage ham ind i sit husfolk som gæst.

»Det ser ikke ud,« sagde Gudbrand, »når man ser på dig, som om du var en mand, der bringer lykke.«

»Så mener jeg,« sagde Hrapp, »at alt det, jeg har hørt om dig, har været store løgne.«

»For det siges,« fortsatte Hrapp, »at du tager enhver ind i dit hus, som beder dig om det, og at ingen mand er din lige i godhed og venlighed, nær eller fjern. Men nu må jeg tale imod det ord, hvis du ikke tager mig ind.«

»Nuvel, du skal blive her,« sagde Gudbrand.

»Hvilken plads viser du mig?« sagde Hrapp.

»En på den nedre bænk, over for mit højsæde.«

Så gik Hrapp og tog sin plads. Han kunne fortælle om mange ting, og i begyndelsen fandt Gudbrand og mange andre det morsomt at lytte til ham. Men de fleste fandt ham snart alt for spottelysten, og enden blev, at han gav sig til at tale alene med Gudruna, så mange sagde, at han havde i sinde at forføre hende. Da Gudbrand mærkede det, skændte han meget på hende og bad hende vogte sig for at sige ham noget, som hele husfolket ikke hørte. Hun gav sit ord på at være artig, men det var snart den gamle historie igen. Så satte Gudbrand sin opsynsmand Asvard til at følge hende ude og inde, hvor hun end gik.

En dag hændte det, at hun bad om lov til at gå i nøddeskoven for at more sig, og Asvard gik med hende. Hrapp gik for at søge dem og fandt dem, og han tog hende ved hånden og førte hende bort alene. Asvard gik for at lede efter hende og fandt dem begge liggende sammen i græsset i et krat. Han styrtede mod dem med løftet økse og huggede efter Hrapps ben, men Hrapp drejede sig brat, så han ramte forbi. Hrapp sprang på benene, så hurtigt han kunne, og greb sin økse. Så ville Asvard vende sig og komme væk, men Hrapp huggede hans rygrad over.

Da sagde Gudruna: »Nu har du gjort den gerning, som hindrer dig i at blive længere hos min far. Men der er noget mere, som han vil synes endnu mindre om: jeg går med barn.«

»Det skal han ikke få at vide af andre,« sagde Hrapp. »Jeg går hjem og fortæller ham begge tidender selv.« Så kom han ikke derfra med livet, sagde hun; den risiko ville han løbe. Han fulgte hende tilbage til de andre kvinder, men selv gik han hjem. Gudbrand sad i sit højsæde, og der var få mænd i stuen. Hrapp gik ind for ham og bar øksen højt.

»Hvorfor er din økse blodig?« spurgte Gudbrand.

»Det blev den af, at jeg gjorde et stykke arbejde på din opsynsmand Asvards ryg,« sagde Hrapp.

»Det kan ikke være godt arbejde,« sagde Gudbrand. »Du må have dræbt ham.«

»Sådan er det, vær vis på det,« sagde Hrapp.

Gudbrand spurgte, hvad de var kommet op at strides om. »Noget, du ville finde ringe nok som grund,« sagde Hrapp. »Han ville hugge mit ben af.« Og hvad havde Hrapp gjort først? »Noget, han ikke havde ret til at blande sig i,« sagde Hrapp.

»Alligevel skal du sige mig, hvad det var,« sagde Gudbrand.

»Nuvel,« sagde Hrapp, »skal du vide det, så lå jeg ved din datters side, og det fandt han slemt.«

»Op, mænd!« råbte Gudbrand. »Grib ham. Han skal dræbes på stedet.«

»Meget lidt godt lader du mig høste af mit svogerskab,« sagde Hrapp, »men du har ikke så mange mænd bag dig, at det sker i en fart.«

De rejste sig, men han sprang ud af døren. De løb efter ham, men han slap bort til skoven, og de kunne ikke få fat i ham. Så samlede Gudbrand folk og lod skoven gennemsøge, men de fandt ham ikke, for skoven var stor og tæt.

Hrapp gik gennem skoven, til han kom til en lysning. Dér fandt han et hus og så en mand udenfor, som kløvede brænde; han hed Tofi, og Hrapp sagde ham sit rette navn. Hrapp spurgte, hvorfor bonden havde slået sig ned så langt fra andre mennesker. Fordi han dér mente at være mindre udsat for slagsmål med andre, sagde Tofi.

»Det er sært, som vi går uden om sagen i vor snak,« sagde Hrapp. »Jeg vil først sige dig, hvem jeg er. Jeg har været hos Gudbrand af Dalen, men jeg løb derfra, fordi jeg dræbte hans opsynsmand. Og nu ved jeg, at vi begge er slette mænd, for du var ikke kommet herud fra andre mennesker, hvis du ikke var en eller anden mands fredløse. Nu giver jeg dig to valg: enten siger jeg, hvor du er, eller også deler vi to alt, hvad her er, lige over.«

»Det er, som du siger,« sagde bonden. »Jeg greb og bortførte den kvinde, som er her hos mig, og mange mænd har søgt efter mig.«

Så førte han Hrapp ind med sig i et lille, men velbygget hus og sagde til sin husfrue, at han havde taget Hrapp i sit lag. »De fleste får ulykke af den mand,« sagde hun, »men du får din vilje.«

Så var Hrapp dér siden. Han var en stor omstrejfer og var aldrig hjemme. Han fik stadig møder i stand med Gudruna; hendes far og bror, Gudbrand og Thrand, lå på lur efter ham, men de kunne aldrig komme ham nær, og sådan gik hele det år.

Gudbrand sendte bud og fortalte jarl Hakon om sine besværligheder med Hrapp, og jarlen lod ham gøre fredløs og satte pris på hans hoved. Han sagde også, at han selv ville komme og se efter ham; men det blev ved snakken.

Samme sommer drog Njals sønner til Norge fra Orknøerne, og de var dér på markedet sommeren over. Så gjorde Thrain Sigfussøn sit skib rede til Island og var næsten sejlklar. På den tid drog jarl Hakon til gilde hos Gudbrand.

Den nat kom Drabs-Hrapp til jarl Hakons og Gudbrands gudehus. Han gik ind i huset, og dér så han Thorgerda Hovbrud sidde; hun var så høj som en fuldvoksen mand. Hun havde en stor guldring på armen og et hovedlin på hovedet. Han rev hovedlinet af hende og tog guldringen af hende. Så så han Thors vogn og tog en anden guldring fra ham; en tredje tog han fra Irpa. Så slæbte han dem alle ud og plyndrede dem for al deres stads. Derefter satte han ild på gudehuset og brændte det ned, og så gik han bort, netop som det begyndte at dages.

Han gik over en pløjet mark, og dér sprang seks mænd op med våben og gik straks på ham. Men han forsvarede sig tappert, og enden på det blev, at tre mænd lå døde på marken, Thrand var såret til døden, og to var jaget ind i skoven, så de ikke kunne bringe jarlen bud. Så gik han hen til Thrand og sagde: »Det er nu i min magt at dræbe dig, om jeg vil, men det gør jeg ikke. Nu sætter jeg mere pris på de bånd, der er mellem os, end I har vist mig.«

Nu ville Hrapp vende tilbage til skoven, men han så, at der var kommet mænd mellem ham og skoven, så han vovede ikke at gå derhen, men lagde sig ned i et krat og lå der en stund.

Jarl Hakon og Gudbrand gik tidligt den morgen til gudehuset og fandt det brændt ned, men de tre guder stod udenfor, berøvet al deres pragt. Da tog Gudbrand til orde og sagde: »Stor magt er givet vore guder, når de her selv er gået ud af ilden!«

»Guderne kan ikke have noget med det at gøre,« sagde jarlen. »En mand må have brændt gudehuset og båret guderne ud. Men guderne hævner ikke alt på stedet. Den mand, der har gjort dette, bliver uden tvivl drevet ud af Valhal og kommer aldrig derind.«

Netop da kom fire af jarlens mænd løbende og bragte onde tidender: de havde fundet tre mænd dræbt på marken og Thrand såret til døden.

»Hvem kan have gjort dette?« sagde jarlen.

»Drabs-Hrapp,« sagde de.

»Så må det være ham, der har brændt gudehuset,« sagde jarlen. De sagde, at det lignede ham. »Og hvor kan han være nu?« sagde jarlen. De sagde, at Thrand havde fortalt dem, at han havde lagt sig i et krat.

Jarlen gik derhen for at lede efter ham, men Hrapp var borte, og hans mænd kunne heller ikke finde ham. Jarlen var selv med i eftersøgningen, men først bad han dem hvile en stund. Så gik jarlen til side for sig selv, bort fra andre mænd, og bød, at ingen måtte følge ham. Han faldt på begge knæ og holdt hænderne for øjnene.

Derefter gik han tilbage til dem og sagde: »Kom med mig.« De gik med ham. Han drejede brat af fra den sti, de før havde gået ad, og de kom til en lavning. Dér sprang Hrapp op foran dem, og dér var det, han først havde skjult sig. Jarlen drev sine mænd til at løbe efter ham, men Hrapp var så rapfodet, at de aldrig kom ham nær.

Hrapp satte kursen mod Hlada. Dér lå både Thrain og Njals sønner sejlklar på samme tid. Hrapp løb hen til Njals sønner. »Hjælp mig, som gode og sande mænd,« sagde han, »for jarlen vil dræbe mig.«

Helgi så på ham og sagde: »Du ser ud som en ulykkesmand, og den, der ikke tager dig ind, får det bedst.«

»Gid det værste må ramme jer fra mig,« sagde Hrapp.

»Jeg er manden,« sagde Helgi, »til at hævne mig på dig for dette, som tiden går.«

Så vendte Hrapp sig til Thrain Sigfussøn og bad ham om ly.

»Hvad har du på samvittigheden?« sagde Thrain.

»Jeg har brændt et gudehus for øjnene af jarlen og dræbt nogle mænd, og nu er han her snart, for han er selv med i eftersøgningen.«

Så viste han Thrain de kostbarheder, han havde båret ud af gudehuset, og tilbød at give ham dem. Men Thrain sagde, at han ikke kunne tage dem, medmindre han gav ham andet gods af samme værdi for dem.

»Så tager jeg stilling her,« sagde Hrapp, »og her bliver jeg dræbt for dine øjne, og så må du bære hver mands dadel.«

Da så de jarlen og hans flok komme, og da tog Thrain Hrapp under sin beskyttelse og lod dem skubbe båden ud og ro ud til sit skib. Så sagde Thrain: »Nu bliver dette dit bedste skjulested: vi slår bundene ud af to tønder, og så kryber du ind i dem.« Sådan blev det gjort. Han krøb ind i tønderne, og de blev surret sammen og firet over bord.

Så kom jarlen med sin flok til Njals sønner og spurgte, om Hrapp var kommet dér. Det var han, sagde de; men hvor han var gået hen derfra, kunne de ikke sige, for de havde ikke holdt øje med ham.

»Den mand skulle få stor hæder af mig,« sagde jarlen, »som ville sige mig, hvor Hrapp er.«

Da sagde Grim sagte til Helgi: »Hvorfor skulle vi ikke sige det? Hvad ved jeg, om Thrain lønner os med noget godt?«

»Vi skulle ikke sige en tøddel mere for det,« sagde Helgi, »når hans liv står på spil.«

»Det kan være,« sagde Grim, »at jarlen vender sin hævn mod os, for han er så vred, at nogen må falde for ham.«

»Det må ikke røre os,« sagde Helgi, »men vi trækker alligevel vort skib ud og går til søs, så snart vi får vind.«

Så roede de ud under en ø, som lå dér.

Dér ventede de på god bør. Jarlen prøvede alle søfolkene, men de nægtede alle som én, at de vidste noget om Hrapp. »Nu går vi til Thrain, min våbenbroder,« sagde jarlen, »og han giver Hrapp op, hvis han ved noget om ham.«

De tog et langskib og roede ud til handelsskibet. Thrain så jarlen komme, rejste sig og hilste ham venligt. »Vi søger efter en mand ved navn Hrapp, og han er islænding,« sagde jarlen. »Han har gjort os alskens ondt, og nu beder vi jer udlevere ham eller sige os, hvor han er.«

»I ved, herre,« sagde Thrain, »at jeg fældede jeres fredløse og satte mit liv på spil for det, og for det fik jeg stor hæder af jer.«

»Mere hæder skal du nu få,« sagde jarlen.

Nu tænkte Thrain sig om og kunne ikke gøre op med sig selv, hvordan jarlen ville tage det. Så nægtede han, at Hrapp var dér, og bad jarlen lede efter ham. Jarlen brugte kun kort tid på det og gik i land, så vred, at ingen turde tale til ham.

»Vis mig til Njals sønner,« sagde jarlen, »så tvinger jeg dem til at sige mig sandheden.«

Så fik han at vide, at de var sejlet ud af havnen.

»Så er der ingen hjælp for det,« sagde jarlen, »men der lå dog to vandtønder ved siden af Thrains skib, og i dem kan en mand vel have været skjult. Har Thrain gemt ham, så må han være dér. Nu går vi anden gang ud til Thrain.«

Thrain så, at jarlen agtede at sætte ud igen, og sagde: »Hvor vred jarlen end var sidste gang, så bliver han nu halvt så vred igen, og nu står livet på spil for hver mand om bord.« De gav alle deres ord på at skjule sagen, for de var alle meget bange. Så tog de nogle sække ud af ladningen og lagde Hrapp ned i lasten i deres sted, og andre sække, som var lette, blev lagt over ham.

Nu kom jarlen, netop som de var færdige med at stuve Hrapp væk. Thrain hilste jarlen vel. Jarlen var noget sen til at gengælde det, og de så, at jarlen var meget vred.

»Giv Hrapp op,« sagde jarlen til Thrain, »for jeg er ganske vis på, at du har skjult ham.«

»Hvor skulle jeg have skjult ham, herre?« sagde Thrain.

»Det ved du bedst,« sagde jarlen, »men skal jeg gætte, så tror jeg, at du for lidt siden gemte ham i vandtønderne.«

»Nuvel,« sagde Thrain, »jeg vil nødig tages for en løgner. Langt hellere ser jeg, at I gennemsøger skibet.«

Så gik jarlen om bord på skibet og søgte og søgte, men fandt ham ikke.

»Erklærer du mig nu fri?« sagde Thrain.

»Langtfra,« sagde jarlen, »og dog kan jeg ikke sige, hvorfor vi ikke kan finde ham.«

»Mig synes, jeg gennemskuer det hele, når jeg kommer i land,« sagde jarlen, »men når jeg kommer herud, kan jeg intet se.« Med det lod han dem ro sig i land. Han var så vred, at der ikke var tale om at tale til ham. Hans søn Sweyn var der med ham og sagde: »Det er et sært sindelag at lade skyldfri mænd lide for ens vrede!«

Så gik jarlen igen alene til side, bort fra andre mænd, og straks efter kom han tilbage og sagde: »Lad os ro ud til dem igen.« Det gjorde de.

»Hvor kan han have været skjult?« sagde Sweyn.

»Det nytter ikke stort at vide,« sagde jarlen, »for nu er han væk derfra. To sække lå dér ved siden af resten af ladningen, og Hrapp må være kommet ned i ladningen i deres sted.«

Da tog Thrain til orde: »De lægger fra igen, og de må have i sinde at gøre os endnu et besøg. Nu tager vi ham op af ladningen og stuver andet i hans sted, men lader sækkene ligge løst.« Det gjorde de, og så sagde Thrain: »Nu folder vi Hrapp ind i sejlet.« Det var da gjort op til råen, og de gjorde det.

Så kom jarlen til Thrain og hans mænd, værre end før, og sagde: »Vil du nu give manden op, Thrain?«

»Jeg havde givet ham op for længst,« svarede Thrain, »hvis han havde været i min varetægt. Men hvor kan han have været?« I ladningen, sagde jarlen. Hvorfor de så ikke havde søgt dér? Det var aldrig faldet dem ind, sagde jarlen.

Derefter søgte de ham over hele skibet og fandt ham ikke.

»Erklærer I mig nu fri?« sagde Thrain.

»Sandelig ikke,« sagde jarlen, »for jeg ved, at du har skjult manden, skønt jeg ikke finder ham. Men jeg vil hellere, at du er en nidding mod mig, end at jeg er det mod dig.« Så gik de i land.

»Nu synes jeg at se,« sagde jarlen, »at Thrain har skjult Hrapp i sejlet.«

Netop da sprang en god bør op, og Thrain og hans mænd sejlede til søs. Da sagde han de ord, som længe siden er blevet husket:

»Lad Gribben flyve!

Nu får intet Thrain til at vige.«

Men da jarlen hørte om Thrains ord, sagde han: »Det er ikke min mangel på fremsyn, som voldte dette, men snarere deres slette fællesskab, som vil drage dem begge i døden.«

Thrain var kort tid ude på havet og kom så til Island og drog hjem til sin gård. Hrapp fulgte med Thrain og var hos ham det år. Men foråret efter skaffede Thrain ham en gård på Hrappstede, og dér boede han; men han tilbragte det meste af sin tid på Gritwater. Man mente, at han spolerede alt dér, og nogle mænd sagde endda, at han var for gode venner med Hallgerda, og at han førte hende på afveje; men andre talte imod det.

Thrain gav Gribben til sin frænde Mord den Hensynsløse; den Mord fældede Oddi Haldorsøn østpå i Gautawick ved Berufirth. Alle Thrains frænder så på ham som en høvding.

Nu er at fortælle, at da jarl Hakon savnede Thrain, sagde han til sin søn Sweyn: »Lad os tage fire langskibe og fare mod Njals sønner og dræbe dem, for de må have vidst alt om det sammen med Thrain.«

»Det er ikke godt råd,« sagde Sweyn, »at kaste skylden på skyldfri mænd og lade den slippe, som er skyldig.«

»Jeg får min vilje i dette,« sagde jarlen.

Nu holdt de efter Njals sønner og søgte dem og fandt dem under en ø. Grim så først jarlens skibe og sagde til Helgi: »Her sejler krigsskibe op, og jeg ser, at det er jarlen, og han kan ikke mene at byde os fred.«

»Det siges,« sagde Helgi, »at han er den djærveste mand, som holder stand mod alle, der kommer. Så vi forsvarer os.«

Alle bad ham tage den kurs, han fandt bedst, og så greb de til våben. Nu kom jarlen op og råbte til dem og bød dem overgive sig. Helgi sagde, at de ville forsvare sig, så længe de kunne. Så tilbød jarlen fred og nåde til alle, som hverken ville forsvare sig selv eller Helgi; men Helgi var så afholdt, at alle sagde, at de hellere ville dø med ham. Så gik jarlen og hans mænd på dem, men de forsvarede sig godt, og Njals sønner var altid dér, hvor nøden var størst. Jarlen tilbød tit fred, men de ville aldrig give sig. Så trængte Aslak af Langø dem hårdt og kom om bord på deres skib tre gange. Da sagde Grim: »Du trænger hårdt på, og det var vel, om du fik, hvad du søger.« Med det greb han et spyd og slyngede det mod ham og ramte ham under hagen, og Aslak fik sit banesår dér på stedet. Lidt efter gav Helgi Egil, jarlens fanebærer, banehug.

Så gik Sweyn, jarl Hakons søn, på dem og lod mænd omringe dem og trænge dem ned med skjolde, og sådan blev de taget til fange. Jarlen ville lade dem alle dræbe straks, men Sweyn sagde, at det ikke skulle ske, og sagde også, at det var nat.

»Nuvel,« sagde jarlen, »så dræb dem i morgen, men bind dem fast i nat.«

»Så må det vel være,« sagde Sweyn, »men aldrig har jeg mødt raskere mænd end disse, og jeg kalder det det største mandetab at tage deres liv.« De havde dræbt to af hans raskeste mænd, sagde jarlen, og for det skulle de dræbes. »Fordi de selv var raskere mænd,« sagde Sweyn. »Men i dette må det ske, som du vil.«

Så blev de bundet og lagt i lænker. Derefter faldt jarlen i søvn.

Da alle mænd sov, sagde Grim til Helgi: »Bort ville jeg komme, hvis jeg kunne.«

»Lad os så prøve et kneb,« sagde Helgi.

Grim så, at der lå en økse med æggen opad. Han kravlede derhen og fik den buestreng, som bandt ham, skåret over mod øksen, men han fik store sår på armene. Så løste han Helgi, og derefter kravlede de over skibssiden og kom i land, uden at Hakon eller hans mænd mærkede det. Så brød de deres lænker af og gik over til den anden side af øen. Da begyndte det at dages.

Dér fandt de et skib og så, at Kari Solmundsøn var kommet. De gik straks hen til ham, fortalte om deres uret og lidelser og viste ham deres sår, og de sagde, at jarlen nu måtte sove.

»Ilde er det,« sagde Kari, »at I skal lide sådan uret for slette mænd. Men hvad ville nu være mest efter jeres sind?«

»At gå på jarlen,« sagde de, »og dræbe ham.«

»Det er ikke bestemt til at ske,« sagde Kari, »men mod mangler I ikke. Vi vil dog først vide, om han er der nu.«

Så drog de derhen, og da var jarlen oppe og borte.

Så sejlede Kari ind til Hlada for at møde jarlen og bragte ham Orknø-skatterne. Jarlen sagde: »Har du taget Njals sønner i din varetægt?«

»Sådan er det, det er sikkert,« sagde Kari.

»Vil du udlevere Njals sønner til mig?« spurgte jarlen.

»Nej, det vil jeg ikke,« sagde Kari.

»Vil du sværge på,« sagde jarlen, »at du ikke går på mig sammen med Njals sønner?«

Da tog Erik, jarlens søn, til orde: »Sådan noget bør man ikke bede om. Kari har altid været vor ven, og tingene skulle ikke være gået, som de gik, havde jeg været til stede. Njals sønner burde have været fri for al skyld, men de skulle have haft straf, som havde fortjent den. Mig synes, det nu ville være mere sømmeligt at give Njals sønner gode gaver for de lidelser og den uret, som er overgået dem, og for de sår, de har fået.«

»Sådan burde det være, det er sikkert,« sagde jarlen, »men jeg ved ikke, om de vil tage imod bod.«

Så sagde jarlen, at Kari skulle prøve Njals sønners sindelag, hvad angik bod. Derefter talte Kari med Helgi og spurgte, om han ville tage imod nogen bod fra jarlen eller ej.

»Jeg tager imod den,« sagde Helgi, »fra hans søn Erik, men med jarlen vil jeg intet have at gøre.«

Kari fortalte Erik deres svar.

»Så skal det være,« sagde Erik. »Han skal tage boden fra mig, hvis han finder det bedre. Og sig dem også dette, at jeg byder dem til mit hus, og min far skal ikke gøre dem fortræd.«

Den indbydelse tog de imod, og de drog til Eriks hus og var hos ham, til Kari var rede til at sejle vestpå over havet for at møde jarl Sigurd. Så holdt Erik gilde for Kari og gav ham gaver, og Njals sønner gaver med.