Njals sønner i Vesterhavet

Nu skal historien tage fat på, hvordan Thrain Sigfussøn kom til Norge. De fik land nordpå i Helgeland og holdt sydpå til Drontheim og videre til Hlada. Så snart jarl Hakon hørte det, sendte han mænd til dem for at få at vide, hvilke mænd der var på skibet. De kom tilbage og sagde ham, hvem mændene var. Så sendte jarlen bud efter Thrain Sigfussøn, og han gik til ham. Jarlen spurgte, af hvilken slægt han var. Han sagde, at han var Gunnar af Lithends nære frænde.

»Det skal komme dig til gode,« sagde jarlen, »for jeg har set mange mænd fra Island, men ingen hans lige.«

Jarlen tog ham til sig, og Thrain var der den vinter og blev holdt højt i agt.

Der var en mand ved navn Kol; han var en stor sørøver. Han var søn af Asmund Askeside, østfra Småland. Han lå østpå i Gøtaelven og havde fem skibe og stor styrke. Derfra styrede Kol ud af floden til Norge og landede ved Fold i Vigen, kom uventet over Hallvard Soti og fandt ham i et loft. Hallvard holdt dem tappert fra sig, til de satte ild på huset; så overgav han sig, men de tog hans liv og tog dér meget gods og sejlede så til Lodese. Jarl Hakon hørde de tidender og lod Kol gøre fredløs over hele sit rige og satte pris på hans hoved.

En gang hændte det, at jarlen tog til orde og sagde: »Alt for langt fra os er Gunnar af Lithend nu. Han ville fælde min fredløse, hvis han var her; men nu vil islændingene fælde ham, og det er ilde, at han ikke er faret til os.«

Da svarede Thrain Sigfussøn: »Jeg er ikke Gunnar, men jeg er dog hans nære frænde, og jeg påtager mig denne færd.«

»Det ville jeg være glad for,« sagde jarlen, »og du skal blive vel udrustet til rejsen.«

Derefter tog hans søn Erik til orde og sagde: »Dit ord, far, er godt for mange mænd, men at holde det er en helt anden sag. Dette er det hårdeste foretagende, for denne sørøver er sej og slem at have med at gøre. Derfor må du gøre dig stor umage, både med mænd og skibe til denne færd.«

»Jeg drager på denne færd,« sagde Thrain, »selv om den ser grim ud.«

Så gav jarlen ham fem skibe, alle vel udrustede og bemandede. Med Thrain var Gunnar Lambason og Lambi Sigurdsøn. Gunnar Lambason var Thrains brorsøn og var kommet til ham som ung, og de holdt meget af hinanden. Erik, jarlens søn, gik helhjertet med dem og så efter styrken for dem, både i mænd og våben.

Erik gjorde de ændringer i udrustningen, han fandt nødvendige, og da de var sejlklar, skaffede han dem en lods. Så sejlede de sydpå langs landet, og hvor de end kom i land, lod jarlen dem råde over alt, hvad de havde brug for, som deres eget. De holdt østpå til Lodese, og dér hørte de, at Kol var draget til Danmark. Så satte de kursen sydpå derhen, og da de kom syd til Helsingborg, mødte de mænd i en båd, som sagde, at Kol lige havde været der før dem og ville blive der en tid.

En dag, da vejret var godt, så Kol skibene, som de sejlede op imod ham. Han sagde, at han havde drømt om jarl Hakon natten før, og sagde til sine folk, at han var vis på, at dette måtte være jarlens mænd, og bad dem alle gribe til våben. Derefter gjorde de sig rede, og kampen begyndte. De kæmpede længe, så ingen af siderne fik overtaget. Så sprang Kol op på Thrains skib og ryddede gangene hurtigt og fældede mange mænd. Han havde en forgyldt hjelm.

Nu så Thrain, at dette ikke duede, og han æggede sine mænd til at følge med sig, men selv gik han forrest og mødte Kol. Kol huggede efter ham, og hugget faldt på Thrains skjold og kløvede det fra top til bund. Så fik Kol et slag på armen af en sten, og sværdet faldt fra ham. Thrain huggede efter Kol, og hugget ramte hans ben, så det gik af. Så fældede de Kol, og Thrain huggede hovedet af ham, og de kastede kroppen over bord, men beholdt hovedet. Dér tog de meget bytte, og så holdt de nordpå til Drontheim og gik til jarlen.

Jarlen tog hjerteligt imod Thrain, og Thrain viste ham Kols hoved, og jarlen takkede ham for den gerning. Erik sagde, at den var mere værd end ord alene, og jarlen sagde, at sådan var det, og bad dem følge med sig. De gik derhen, hvor jarlen havde ladet bygge et godt skib, som ikke var bygget som et almindeligt langskib. Det havde et gribbehoved og var stærkt udskåret og malet.

»Du er en stor mand for pragt, Thrain,« sagde jarlen, »og det har I begge været, frænder, Gunnar og du. Nu giver jeg dig dette skib; det kaldes Gribben. Med det skal følge mit venskab, og min vilje er, at du bliver hos mig, så længe du vil.«

Thrain takkede ham for hans godhed og sagde, at han ikke havde nogen længsel efter at fare til Island lige nu. Jarlen havde en rejse at gøre til landets grænser for at møde sveakongen. Thrain drog med ham den sommer og var skibsfører og styrede Gribben og sejlede så hurtigt, at få kunne følge med ham, og han blev meget misundt. Men det kom altid frem, at jarlen satte Gunnar meget højt, for han slog strengt ned på alle, der prøvede Thrains tålmodighed. Så var Thrain hele den vinter hos jarlen.

Næste forår spurgte jarlen Thrain, om han ville blive dér eller fare til Island. Thrain sagde, at han endnu ikke havde bestemt sig, og at han først ville høre tidender fra Island. Jarlen sagde, at det skulle være, som han fandt det bedst, og Thrain blev hos jarlen. Så hørtes de tidender fra Island, som mange fandt store: Gunnar af Lithends død. Da ville jarlen ikke, at Thrain skulle fare til Island, og så blev han hos ham.

Nu er at fortælle, at Njals sønner Grim og Helgi forlod Island samme sommer, som Thrain og hans fæller drog bort, og på skibet med dem var Olaf Kettlesøn af Elda og Bard den Sorte. De fik så stærk en vind fra nord, at de blev drevet sydpå ud i havet, og så tyk en tåge kom over dem, at de ikke kunne sige, hvorhen de drev, og de var ude længe. Til sidst kom de til et sted med svær dønning og mente, at de måtte være nær land. Så spurgte Njals sønner Bard, om han kunne sige, hvilket land de var nærmest.

»Mange lande er der,« sagde han, »som vi kunne ramme med det vejr, vi har haft — Orknøerne eller Skotland eller Irland.«

To nætter senere så de land på begge sider og en stor brænding, som løb op i fjorden. De kastede anker uden for brændingen, og vinden begyndte at lægge sig, og næste morgen var det stille. Da så de tretten skibe komme ud imod dem.

»Hvilket råd skal vi nu tage,« sagde Bard, »for disse mænd vil gå på os.«

Så holdt de råd om, hvorvidt de skulle forsvare sig eller give sig, men før de kunne bestemme sig, var vikingerne over dem. Så spurgte hver side den anden om deres navne, og hvad deres førere hed. Købmændenes førere sagde deres navne og spurgte tilbage, hvem der førte den flok. Den ene kaldte sig Gritgard og den anden Snowcolf, sønner af Moldan af Duncansby i Skotland, frænder af skottekongen Malcolm.

»Og nu,« sagde Gritgard, »har vi sat jer to valg: det ene, at I går i land, og vi tager jeres gods; det andet, at vi går på jer og dræber hver mand, vi kan få fat i.«

»Købmændenes vilje,« svarede Helgi, »er at forsvare sig.«

Men købmændene råbte: »Usling er du, at du taler sådan! Hvilket forsvar kan vi gøre? Ladningen er mindre værd end livet.«

Men Grim fandt på at råbe til vikingerne, så de ikke skulle høre købmændenes dårlige valg. Så sagde Bard og Olaf: »Tror I ikke, at disse islændinge gør nar af jer, drønnerter? Grib jeres våben og vogt jeres gods.« Så greb de alle til våben og bandt sig til hinanden.

De svor aldrig at give op, så længe de havde kræfter til at kæmpe.

Så skød vikingerne på dem, og kampen begyndte, og købmændene forsvarede sig godt. Snowcolf sprang om bord og løs på Olaf og stak sit spyd gennem hans krop, men Grim stak efter Snowcolf med sit spyd og så kraftigt, at han faldt over bord. Så vendte Helgi sig til Grim, og de to drev alle vikingerne ned, som prøvede at borde, og Njals sønner var altid dér, hvor nøden var størst. Så råbte vikingerne til købmændene og bad dem give op, men de sagde, at de aldrig ville give sig.

Netop da så en mand ud over havet, og dér så de skibe komme sydfra rundt om næsset, ikke færre end ti, og de roede hårdt og styrede derhen. Langs deres sider hang skjold ved skjold, men på det skib, der kom først, stod en mand ved masten, klædt i en silkekjortel og med forgyldt hjelm, og hans hår var både lyst og tykt. Den mand havde et spyd indlagt med guld i hånden. Han spurgte: »Hvem har her så ulige en leg?«

Helgi sagde sit navn og sagde, at mod dem stod Gritgard og Snowcolf.

»Men hvem er jeres skippere?« spurgte han.

»Bard den Sorte, som lever,« svarede Helgi, »men den anden, som er død og borte, hed Olaf.«

»Er I mænd fra Island?« sagde han.

»Det er vi sandelig,« svarede Helgi.

Han spurgte, hvis sønner de var, og de sagde ham det. Da kendte han dem og sagde: »Velkendte navne har I alle, både far og sønner.«

»Hvem er du?« spurgte Helgi.

»Mit navn er Kari, og jeg er Solmunds søn.«

»Hvorfra kommer du?« sagde Helgi.

»Fra Syderøerne.«

»Så er du velkommen,« sagde Helgi, »hvis du vil give os lidt hjælp.«

»Jeg giver jer al den hjælp, I har brug for,« sagde Kari. »Men hvad beder I om?«

»At gå på dem,« sagde Helgi.

Kari sagde, at så skulle det ske. De roede op til dem, og kampen begyndte for anden gang. Da de havde kæmpet en lille stund, sprang Kari op på Snowcolfs skib. Snowcolf vendte sig mod ham og huggede efter ham med sit sværd. Kari sprang let baglæns over en bjælke, som lå tværs over skibet, og Snowcolf huggede i bjælken, så begge sværdets ægge var skjult. Så huggede Kari efter ham, og sværdet faldt på hans skulder, og hugget var så vældigt, at det kløvede skulder og arm og alt, og Snowcolf fik sin død dér på stedet. Gritgard slyngede et spyd mod Kari, men Kari så det og sprang højt op, og spydet ramte forbi. Netop da kom Helgi og Grim begge op for at møde Kari, og Helgi sprang på Gritgard og stak sit spyd gennem ham, og det blev hans banesår. Derefter gik de rundt på hele skibet på begge sider, og så bad mændene om nåde. De gav dem alle fred, men tog alt deres gods.

Derefter lod de alle skibene løbe ud under øerne.

Sigurd hed en jarl, som herskede over Orknøerne. Han var søn af Hlodver, søn af Thorfinn Skallekløver, søn af Torv-Einar, søn af Rognvald, jarl af Møre, søn af Eystein den Larmende. Kari var en af jarl Sigurds hirdmænd og havde netop samlet skatter i Syderøerne hos jarl Gilli. Nu bad Kari dem følge med til Hrossey og sagde, at jarlen ville tage godt imod dem. Det gik de ind på, og de drog med Kari og kom til Hrossey. Kari førte dem ind for jarlen og sagde, hvilke mænd de var.

»Hvordan kom de,« sagde jarlen, »til at falde i dine hænder?«

»Jeg fandt dem i Skotlands fjorde,« sagde Kari, »hvor de kæmpede mod jarl Moldans sønner, og de holdt stand så vel, at de kastede sig frem og tilbage mellem skibssiderne og altid var dér, hvor prøvelsen var størst. Og nu beder jeg jer give dem plads i jeres hird.«

»Det skal være, som du vælger,« sagde jarlen, »du har allerede taget dem så meget ved hånden.«

Så var de hos jarlen den vinter og blev behandlet med ære, men Helgi blev tavs, som vinteren gik. Jarlen kunne ikke gennemskue, hvad der lå bag, og spurgte, hvorfor han var så tavs, og hvad han havde på sinde. »Synes du ikke, det er godt at være her?«

»Godt, synes jeg, er det her,« sagde han.

»Hvad tænker du så på?« spurgte jarlen.

»Har I noget rige at vogte i Skotland?« spurgte Helgi.

»Det mener vi,« sagde jarlen, »men hvad får dig til at tænke på det, eller hvad er der i vejen med det?«

»Skotterne,« sagde Helgi, »må have taget jeres fogeds liv og standset alle sendebud, så ingen kommer over Pentlandsfjorden.«

»Har du synskhed?« sagde jarlen.

»Det er kun lidt prøvet,« svarede Helgi.

»Nuvel,« sagde jarlen, »jeg øger din hæder, hvis det er sådan; ellers kommer du til at svie for det.«

»Nej,« sagde Kari, »Helgi er ikke den slags mand, og sandsynligt er det, at hans ord er sande, for hans far er synsk.«

Derefter sendte jarlen mænd sydpå til Straumey til Arnljot, sin foged dér, og Arnljot sendte dem over Pentlandsfjorden. De spejdede og fik at vide, at jarl Hundi og jarl Melsnati havde taget livet af Havard i Thraswick, jarl Sigurds svoger. Så sendte Arnljot bud til jarl Sigurd om at komme sydpå med en stor hær og drive de jarler ud af hans rige, og så snart jarlen hørte det, samlede han en vældig hær fra alle øerne. Derefter drog jarlen sydpå med sin hær, og Kari drog med ham, og Njals sønner også.

De kom sydpå til Caithness. Jarlen havde disse riger i Skotland: Ross og Moray, Sutherland og Dalene. Dér kom mænd fra de riger dem i møde og sagde, at jarlerne var et kort stykke borte med en stor hær. Så vendte jarl Sigurd sin hær derhen, og stedet hedder Duncansness, oven for hvilket de mødtes, og det kom til et stort slag mellem dem.

Nu havde skotterne ladet en del af deres hær gå fri af hovedslaget, og de tog jarlens mænd i flanken, og mange mænd faldt dér, indtil Njals sønner vendte sig mod fjenden, kæmpede med dem og slog dem på flugt. Men det var stadig en hård kamp, og så vendte Njals sønner tilbage til fronten ved jarlens mærke og kæmpede vel. Nu vendte Kari sig mod jarl Melsnati, og Melsnati slyngede et spyd mod ham, men Kari greb spydet og kastede det tilbage og gennem jarlen. Så flygtede jarl Hundi, men de forfulgte de flygtende, indtil de fik at vide, at Malcolm samlede en hær ved Duncansby. Så holdt jarlen råd med sine mænd, og alle fandt det bedst at vende om og ikke kæmpe mod så mægtig en landhær, og så vendte de om.

Da jarlen kom til Straumey, delte de byttet. Derefter drog han nordpå til Hrossey, og Njals sønner og Kari fulgte ham. Så holdt jarlen et stort gilde, og ved det gilde gav han Kari et godt sværd og et spyd indlagt med guld; men Helgi gav han en guldring og en kappe, og Grim et skjold og et sværd. Derefter tog han Helgi og Grim ind i sin hird og takkede dem for deres gode hjælp.

De var hos jarlen den vinter og sommeren efter, til Kari drog på vikingetogt; så drog de med ham og hærgede vidt omkring den sommer og vandt sejr overalt. De kæmpede mod Godred, konge af Man, og overvandt ham, og derefter drog de tilbage og havde vundet meget gods. Næste vinter var de stadig hos jarlen, og da foråret kom, bad Njals sønner om lov til at fare til Norge. Jarlen sagde, at de kunne fare eller blive, som de ville, og han gav dem et godt skib og raske mænd. Om Kari sagde han, at han måtte komme til Norge den sommer med jarl Hakons skatter, og så ville de mødes; og sådan gik det til, at de gav hinanden deres ord på at mødes.

Derefter stod Njals sønner til søs og sejlede mod Norge og fik land nordpå nær Drontheim.