Njals brand

På Reykium på Skeid boede Runolf Thorsteinsson, og hans søn hed Hildiglum. Han gik ud natten til søndag, da der endnu var ni uger til vinter, og hørte et vældigt brag, så han syntes, at både himmel og jord rystede. Så så han mod vest, og dér mente han at se en ring af ildfarve og inden i ringen en mand på en grå hest. Manden red hårdt og kom tæt forbi ham. Han havde en flammende brand i hånden og var sort som beg, og med vældig røst sang han om sin hest med rimfrost på flanken og flammer i hver ende: sådan gik det med Flosis råd, som denne brand fløj.

Så syntes Hildiglum, at manden slyngede branden østpå mod fjeldene, og en sådan ildebrand sprang op imod den, at han ikke kunne se fjeldene for flammerne. Det var, som om manden red østpå ind mellem flammerne og forsvandt dér. Hildiglum gik til sin seng og lå længe uden sans og samling. Da han kom til sig selv, fortalte han sin far alt, og faren bad ham fortælle det til Hjallti Skeggisøn. Hjallti sagde, at han havde set »ulveridtet«, og det kommer altid før store tidender.

Flosi gjorde sig rede østfra, da der endnu var to måneder til vinter, og stævnede alle de mænd til sig, der havde lovet ham hjælp og følge. Hver af dem havde to heste og gode våben, og de kom alle til Swinefell. Flosi lod dem holde bøn tidligt søndag morgen, og siden satte de sig til bords. Han sagde sit husfolk, hvad arbejde hver skulle gøre, mens han var borte. Så gik han til sine heste.

Flosi og hans mænd red først vestpå over Sandet. Flosi bad dem ikke ride for hårdt i begyndelsen og bad alle vente på de andre, hvis nogen fik brug for at standse. De kom til Kirkby, og dér bad Flosi alle mænd gå ind i kirken og bede til Gud. Så red de over fjeldet til Fishwaters og ned over Sandet, med Eyjafell-jøklen på venstre hånd, ned i Godaland og videre til Markfleet, og ved nonstid mandag nåede de Threecorner-ryggen og ventede dér til midaften. Da var alle kommet undtagen Ingialld af Springs. Sigfus-sønnerne talte meget ondt om ham, men Flosi bad dem ikke laste Ingialld, når han ikke var til stede. »Men det skal vi gøre ham gengæld for siden,« sagde han.

Nu vender historien sig til Bergthorsknoll. Grim og Helgi drog til Holar, hvor de havde børn i pleje, og sagde deres mor, at de ikke kom hjem den aften. Dér kom nogle fattige kvinder langvejsfra. Brødrene spurgte dem om nyt, og de havde ingen tidender — »men én nyhed kunne vi dog fortælle jer.«

»Vi kom ned fra Fleetlithe,« sagde de, »og vi så alle Sigfus-sønnerne ride i fuld rustning. De satte kursen mod Threecorner-ryggen og var femten i følge. Vi så også Grani Gunnarsøn og Gunnar Lambason; de var fem i alt og tog samme vej. Og nu kan man vel sige, at hele egnen er på færde.«

»Så må Flosi være kommet østfra,« sagde Helgi Njalsøn, »og de må alle være draget for at møde ham. Og vi to, Grim, bør være dér, hvor Skarphedinn er.« Så drog de hjem.

Samme aften talte Bergthora til sit husfolk og sagde: »Nu skal I vælge jeres mad i aften, så hver får det, han bedst kan lide. For denne aften er den sidste, jeg sætter mad for mit husfolk.«

»Det må ikke ske,« sagde de.

»Det gør det dog,« sagde hun. »Dette skal være et tegn: Grim og Helgi er hjemme, før folk har spist sig mætte i aften. Og går det sådan, så sker også resten af det, jeg siger.«

Så satte hun mad på bordet, og Njal sagde: »Sælsomt synes det mig nu. Jeg synes, jeg ser hele stuen rundt, og det er, som om gavlvæggen var revet ned, og hele bordet og maden på det er ét blod.«

Alle fandt det sælsomt undtagen Skarphedinn. Han bad folk ikke tabe modet, for det sømmede sig mere for dem end for andre at bære sig vel, og det var kun, hvad man ventede af dem.

Grim og Helgi kom hjem, før bordet var ryddet, og folk blev meget slået af det. De fortalte, hvad de havde hørt, og Njal bad ingen gå til ro, men alle tage sig i agt.

Nu talte Flosi til sine mænd: »Nu rider vi til Bergthorsknoll og kommer derhen før aftensmadstid.«

Der var en lavning i knolden, og dér tøjrede de hestene og blev, til aftenen var langt fremme. Så bad Flosi dem gå lige op til huset, tæt sammen og langsomt, og se, hvilket råd de andre tog.

Njal stod uden for døren, og hans sønner og Kari og alle tjenestefolkene, og de stod opstillet i gården for at møde dem. De var henved tredive. Flosi gjorde holdt og sagde: »Nu skal vi se, hvilket råd de tager. For står de udenfor for at møde os, synes det mig, som om vi aldrig får bugt med dem.«

Så var deres færd dårlig, sagde Grani Gunnarsøn, hvis de ikke turde gå på dem. »Vi går på dem, selv om de står udenfor,« sagde Flosi. »Men den pris kommer vi til at betale, at mange ikke går herfra for at fortælle, hvem der vandt.«

Njal sagde til sine mænd: »Ser I nu, hvor stor en flok mænd de har.«

»De har både en stor og en velsamlet flok,« sagde Skarphedinn, »men de gør holdt nu, fordi de tror, det bliver hård kamp at få bugt med os.«

»Det kan ikke være derfor, de gør holdt,« sagde Njal, »og min vilje er, at vore mænd går indendørs. For de havde hårdt arbejde med at få bugt med Gunnar af Lithend, skønt han var alene mod dem, og her er et stærkt hus som dér.«

»Sådan skal det ikke afgøres,« sagde Skarphedinn, »for de høvdinge, der gik på Gunnars hus, var så højsindede, at de hellere ville vende om end brænde ham inde. Men disse går straks på os med ild, hvis de ikke kan komme til os på anden vis. Og uden tvivl tænker de, at det bliver deres død, hvis vi slipper ud af deres hænder. Desuden har jeg ikke lyst til at lade mig kvæle indendørs som en ræv i sin grav.«

»Nu sker det, som det så ofte sker, mine sønner,« sagde Njal, »at I sætter mit råd til side og viser mig ingen ære. Men da I var yngre, gjorde I ikke sådan, og da gik jeres planer bedre.«

»Lad os gøre, som vor far vil,« sagde Helgi. »Det bliver bedst for os.«

»Det er jeg ikke så sikker på,« sagde Skarphedinn, »for nu er han fej. Men jeg kan vel føje min far i dette og lade mig brænde inde sammen med ham, for jeg er ikke bange for min død.«

Så sagde han til Kari: »Lad os stå hinanden vel bi, svoger, så ingen af os skilles fra den anden.«

»Det har jeg besluttet mig for,« sagde Kari. »Men skulle det være anderledes bestemt — nuvel, så må det gå, som det skal gå, og så kan jeg ikke kæmpe imod det.«

»Hævn os, så hævner vi dig,« sagde Skarphedinn, »hvis vi lever efter dig.« Kari sagde, at sådan skulle det være. Så gik de alle ind og stillede sig op ved døren.

»Nu er de alle fej,« sagde Flosi, »siden de er gået indendørs. Vi går lige på dem og trænger så tæt sammen foran døren, som vi kan. Og pas på, at ingen af dem slipper bort, hverken Kari eller Njals sønner, for det blev vor bane.«

Så gik Flosi og hans mænd op til huset og satte mænd til at vogte rundt om det, hvis der skulle være hemmelige døre. Da løb Hroald Auzursøn op til det sted, hvor Skarphedinn stod, og stak efter ham. Skarphedinn huggede spydspidsen af skaftet, mens han holdt det, og gjorde endnu et hug efter ham. Øksen faldt på skjoldets overkant og slog hele skjoldet tilbage mod Hroalds krop, men øksens øverste horn ramte ham i panden, og han faldt om på ryggen i fuld længde og var død med det samme.

»Lidet fik den mand ud af at møde dig, Skarphedinn,« sagde Kari, »og du er vor djærveste.« Det var Skarphedinn ikke så sikker på; han trak læberne op og smilede.

Kari og Grim og Helgi kastede mange spyd ud og sårede mange mænd, men Flosi og hans mænd kunne intet udrette. Til sidst sagde Flosi: »Vi har allerede lidt stort mandetab, og nu er det klart, at vi aldrig får bugt med dem med våben. Mange er der nu, som ikke er så fremme i kampen, som de pralede af, og dog var det dem, der æggede os mest — det siger jeg mest til Grani Gunnarsøn og Gunnar Lambason. Nu er der kun to valg tilbage, og ingen af dem er gode. Det ene er at vende om, og det er vor død. Det andet er at sætte ild på huset og brænde dem inde, og det er en gerning, vi kommer til at svare tungt for over for Gud, da vi selv er kristne mænd. Men alligevel må vi tage det råd.«

Nu tog de ild og lavede et stort bål foran dørene. Så sagde Skarphedinn: »Hvad nu, drenge! Tænder I ild, eller er I gået i gang med at koge?«

»Så skal det være,« svarede Grani Gunnarsøn, »og du får ikke brug for at blive bedre stegt.«

»Du lønner mig, som man kan vente det af den mand, du er,« sagde Skarphedinn. »Jeg hævnede din far, og du sætter mest pris på den pligt, der ligger dig fjernest.«

Så kastede kvinderne valle på ilden og slukkede den, lige så hurtigt som de tændte den. Nogle bragte også vand eller skyllevand. Da sagde Kol Thorsteinsøn til Flosi: »Der kommer mig en plan i hu.«

»Jeg har set et loft over hallen mellem krydsbjælkerne,« sagde Kol, »og dér sætter vi ilden og tænder den med den vikkestak, der står lige oven for huset.«

Så tog de vikkestakken og satte ild på den, og de, der var inde, mærkede intet, før hele hallen stod i flammer over deres hoveder. Så lavede Flosi og hans mænd et stort bål foran hver dør, og kvinderne derinde begyndte at græde og jamre. Njal sagde til dem: »Hold modet oppe, og skrig ikke, for dette er kun en storm, der går over. Sæt jeres lid til Gud, og tro på, at han er så barmhjertig, at han ikke lader os brænde både i denne verden og i den næste.« Sådanne trøstens ord havde han til dem alle.

Nu begyndte hele huset at brænde. Da gik Njal til døren og sagde: »Er Flosi så nær, at han kan høre min stemme?«

Flosi sagde, at han kunne høre den.

»Vil du tage bod af mine sønner,« sagde Njal, »eller lade nogen mænd gå ud?«

»Jeg tager ingen bod af dine sønner,« svarede Flosi, »og jeg rører mig ikke fra dette sted, før de alle er døde. Men kvinderne og børnene og huskarlene lader jeg gå ud.«

Så gik Njal ind og bad alle dem gå ud, som havde fået lov. »Gå du ud, Thorhalla Asgrimsdatter,« sagde han, »og med dig alle de folk, som må.«

»Dette er en anden afsked mellem mig og Helgi, end jeg tænkte mig for en stund siden,« sagde Thorhalla. »Men jeg skal ægge min far og mine brødre til at hævne det mandetab, som sker her.« Njal bad hende gå, og gid det måtte gå hende godt, for hun var en modig kvinde.

Så gik hun ud, og mange folk med hende. Da sagde Astrid af Deepback til Helgi Njalsøn: »Kom du ud med mig, så kaster jeg en kvindekappe over dig og binder et tørklæde om dit hoved.«

Han talte først imod det, men gjorde det til sidst på andres bøn. Astrid viklede tørklædet om Helgis hoved, og Thorhilda, Skarphedinns kone, kastede kappen over ham, og han gik ud mellem dem, og efter dem Thorgerda Njalsdatter og hendes søster Helga og mange andre. Men da Helgi kom ud, sagde Flosi: »Det var en høj kvinde og bred over skuldrene, som gik dér. Tag hende, og hold hende fast.«

Da Helgi hørte det, kastede han kappen af sig. Han havde sit sværd under armen og huggede efter en mand, og hugget faldt på hans skjold og skar spidsen af det og mandens ben med. Så kom Flosi til og huggede efter Helgis hals og tog hovedet af ham i ét hug.

Derefter gik Flosi til døren og råbte til Njal, at han ville tale med ham.

Flosi ville tale med Njal og Bergthora, og Njal kom.

»Jeg tilbyder dig, bonde Njal, lov til at gå ud,« sagde Flosi, »for det er uværdigt, at du brænder inde.«

»Jeg går ikke ud,« sagde Njal, »for jeg er en gammel mand og lidet skikket til at hævne mine sønner, og jeg vil ikke leve i skam.«

Så sagde Flosi til Bergthora: »Kom du ud, husfrue, for jeg vil for ingen pris brænde dig inde.«

»Jeg blev givet til Njal som ung,« sagde Bergthora, »og jeg har lovet ham, at vi begge skulle dele samme skæbne.«

Derefter gik de begge ind i huset igen.

»Hvad råd skal vi nu tage?« sagde Bergthora.

»Vi går til vor seng,« sagde Njal, »og lægger os. Jeg har længe længtes efter hvile.«

Så sagde hun til drengen Thord, Karis søn: »Dig vil jeg bære ud, og du skal ikke brænde herinde.«

»Du har lovet mig, bedstemor,« sagde drengen, »at vi aldrig skulle skilles, så længe jeg ønskede at være hos dig. Og mig synes det meget bedre at dø med dig og Njal end at leve efter jer.«

Så bar hun drengen til sin seng, og Njal sagde til sin foged: »Nu skal du se, hvor vi lægger os, for jeg agter ikke at røre mig en tomme herfra, hvad enten røg eller brand svider mig. Så kan du gætte, hvor du skal lede efter vore ben.«

Der var slagtet en okse, og huden lå dér. Så lagde de sig begge i deres seng og lagde drengen mellem sig. De signede sig selv og drengen med korsets tegn og gav deres sjæle i Guds hånd, og det var det sidste ord, folk hørte dem sige. Så bredte fogeden huden over dem og gik ud.

Kettle af Marken greb fat i ham og trak ham ud og spurgte efter sin svigerfar Njal, og fogeden fortalte ham hele sandheden. »Stor sorg er sendt over os,« sagde Kettle, »når vi har måttet dele sådan en ulykke sammen.«

Skarphedinn så, hvordan hans far lagde sig, og hvordan han lagde sig til rette, og han sagde: »Vor far går tidligt til sengs, og det var at vente, for han er en gammel mand.«

Så greb Skarphedinn og Kari og Grim brandene, så hurtigt de faldt ned, og slyngede dem ud mod dem udenfor. De udenfor kastede spyd ind, men de greb dem alle i flugten og sendte dem tilbage. Da bad Flosi dem holde op med at skyde: »I kan vel vente, til ilden får bugt med dem.« Det gjorde de.

Så begyndte de store bjælker i taget at falde, og Skarphedinn sagde: »Nu må min far være død, og jeg har hverken hørt støn eller hoste fra ham.«

Så gik de til enden af hallen. Dér var en tværbjælke faldet ned indenfor, meget brændt på midten. Kari sagde til Skarphedinn: »Spring du ud her, så hjælper jeg dig til det, og jeg springer ud efter dig. Så slipper vi begge bort, hvis vi bærer os sådan ad, for herhen blæser al røgen.«

»Du skal springe først,« sagde Skarphedinn, »men jeg springer lige i hælene på dig.«

»Det er ikke klogt,« sagde Kari, »for jeg kan komme ud et andet sted, om det ikke lykkes her.« Men Skarphedinn ville ikke: Kari skulle springe først.

»Det er budt enhver mand,« sagde Kari, »at søge at redde sit liv, mens han har et valg, og det gør jeg nu. Men dette bliver en sådan afsked mellem os, at vi aldrig ser hinanden mere. For springer jeg ud af ilden, har jeg ingen lyst til at springe tilbage til dig.«

»Det glæder mig, svoger,« sagde Skarphedinn, »at tænke på, at kommer du bort, så hævner du mig.«

Så tog Kari en brændende bænk i hånden og løb op langs tværbjælken. Han slyngede bænken ud gennem taget, og den faldt ned blandt dem, der stod udenfor, så de løb væk. Da stod alle Karis overklæder og hans hår i flammer. Han kastede sig ned fra taget og krøb af sted i ly af røgen. En mand, som stod nærmest, spurgte, om det var en mand, der sprang ud gennem taget. »Langtfra,« sagde en anden. »Snarere var det Skarphedinn, der slyngede en brand efter os.« Derefter fattede de ingen mistanke mere. Kari løb til en bæk og kastede sig i den og slukkede ilden på sig. Så løb han i ly af røgen til en lavning og hvilede sig dér, og den er siden kaldt Karis Lavning.

Nu er at fortælle om Skarphedinn, at han løb ud på tværbjælken lige efter Kari. Men da han kom til det sted, hvor bjælken var mest brændt, brast den under ham. Skarphedinn kom ned på fødderne og prøvede igen anden gang: han tog tilløb op ad væggen, men da faldt murremmen ned over ham, og han tumlede ned igen indenfor.

»Nu kan man se, hvad der kommer,« sagde Skarphedinn, og så gik han langs sidevæggen.

Gunnar Lambason sprang op på væggen og så Skarphedinn. »Græder du nu, Skarphedinn?« sagde han.

»Ikke det,« sagde Skarphedinn, »men sandt er det, at røgen svider i øjnene. Men er det, som det synes mig — ler du?«

»Det gør jeg sandelig,« sagde Gunnar Lambason, »og jeg har ikke leet siden Thrains fald ved Markfleet.«

»Her er et minde til dig,« sagde Skarphedinn.

Med de ord tog Skarphedinn kindtanden op af sin pung, den han havde hugget ud af Thrain, og kastede den efter Gunnar Lambason. Den ramte ham i øjet, så det sprang ud og lå på kinden, og Gunnar Lambason faldt ned fra taget.

Så gik Skarphedinn til sin bror Grim, og de holdt hinanden i hånden og trådte ilden. Men da de kom til midten af hallen, faldt Grim død om. Så gik Skarphedinn til enden af huset. Da lød et vældigt brag, og taget faldt ned. Skarphedinn var da lukket inde mellem det og gavlen og kunne ikke røre sig et skridt derfra.

Flosi og hans flok blev ved ilden, til det var fuld dag. Da kom en mand ridende op til dem; han hed Geirmund og var en frænde af Sigfus-sønnerne. »I har gjort en mægtig gerning,« sagde han.

»Folk vil kalde det både en mægtig gerning og en ond gerning,« sagde Flosi, »men det kan ikke hjælpes nu.«

»Hvor mange mænd har mistet livet her?« spurgte Geirmund.

»Her er døde,« sagde Flosi, »Njal og Bergthora og alle deres sønner, Thord Karisøn og Kari Solmundsøn. Men foruden dem kan vi ikke sige det med sikkerhed, for vi kender ikke deres navne.«

»Du siger, at den mand nu er død,« sagde Geirmund, »som vi har snakket med i morges.«

»Hvem er det?« sagde Flosi.

»Vi to, jeg og min nabo Bard, mødte Kari Solmundsøn,« sagde Geirmund, »og Bard gav ham sin hest. Hans hår og hans overklæder var brændt af ham.« Flosi spurgte, om han havde nogen våben. »Han havde sit sværd,« sagde Geirmund, »og den ene æg var blå af ilden. Bard og jeg sagde, at det måtte være blevet blødt, men han svarede, at han ville hærde det i blodet fra Sigfus-sønnerne eller de andre brændere.«

»Hvad sagde han om Skarphedinn?« sagde Flosi.

»Han sagde, at både han og Grim var i live, da de skiltes,« svarede Geirmund, »men at de nu måtte være døde.«

»Du har fortalt os en historie,« sagde Flosi, »som ikke lover os nogen rolig fred. For nu er den mand sluppet bort, som i alle ting kommer nærmest Gunnar af Lithend. Og nu skal I vide, Sigfus-sønner og I andre brændere, at der bliver rejst så stor en blodhævn om denne brand, at det gør mangen mand hovedløs. Jeg tvivler på, at nogen af jer tør blive i sit hus. Derfor byder jeg jer alle at komme og blive hos mig i øst, og lad os alle dele én skæbne.«

De takkede ham for tilbuddet og sagde, at de gerne tog imod det. Så sang Modolf Kettlesøn et kvad om, at kun én støtte af Njals hus levede, alle de andre derinde var brændt; Sigfus' stærke sønner havde gjort det, og hævnen for Hauskulds død var nu mættet.

»Vi får noget andet at prale af end det, at Njal er brændt inde i sit hus,« sagde Flosi, »for der er ingen hæder i det.«

Så gik han op på gavlen, og Glum Hildirsøn og nogle andre mænd med ham. Glum sagde: »Er Skarphedinn virkelig død?« Men de andre sagde, at han måtte have været død længe. Ilden blussede snart op, snart brændte den lavt, og da hørte de nede i ilden under sig, at der blev sunget et kvad. Det lød, som om den, der sang, glædede sig over, at hans venner, som nu pralede højt, ikke havde øvet denne skændige gerning uden at gå med blodfyldte fodspor.

»Kan Skarphedinn, tror I, have sunget dette kvad død eller levende?« sagde Grani Gunnarsøn.

»Det vil jeg ikke gætte på,« sagde Flosi.

»Vi leder efter Skarphedinn,« sagde Grani, »og efter de andre mænd, som er blevet brændt inde her.«

»Det skal ikke ske,« sagde Flosi. »Det ligner netop sådanne tåbelige mænd som dig, nu da folk samler styrke over hele landet. Mit råd er, at vi alle rider bort, så hurtigt vi overhovedet kan.«

Så gik Flosi hastigt til sin hest, og alle hans mænd med. Flosi sagde til Geirmund: »Er Ingialld hjemme på Springs, tror du?«

Geirmund sagde, at det mente han, han var.

»Dér er nu en mand,« sagde Flosi, »som har brudt sin ed til os og al god tro.«

Så spurgte Flosi Sigfus-sønnerne, om de ville tilgive Ingialld, eller om de skulle gå på ham og dræbe ham. De svarede alle, at de hellere ville gå på ham og dræbe ham. Så red de bort. Flosi red forrest og satte kursen mod Rangriver og op langs åbredden. Da så han en mand ride ned på den anden bred, og han kendte, at det var Ingialld af Springs. Flosi råbte til ham, og Ingialld standsede og vendte ned mod åbredden. Flosi sagde:

»Du har brudt din tro mod os og har forbrudt liv og gods. Her er nu Sigfus-sønnerne, som er ivrige efter at dræbe dig. Men mig synes, du er kommet i en knibe, og jeg giver dig dit liv, hvis du overlader mig retten til selv at fælde kendelsen.«

»Jeg vil hellere ride for at møde Kari,« sagde Ingialld, »end give dig ret til at fælde din egen kendelse. Og mit svar til Sigfus-sønnerne er dette: jeg er ikke det mindste mere bange for dem, end de er for mig.«

»Bliv du dér,« sagde Flosi, »hvis du ikke er en kryster, for jeg sender dig en gave.«

»Jeg bliver, det er sikkert,« sagde Ingialld.

Thorstein Kolbeinsøn, Flosis brorsøn, red op ved hans side med et spyd i hånden; han var en af de tapreste og mest ansete af dem, der var med Flosi. Flosi snappede spydet fra ham og slyngede det mod Ingialld. Det ramte ham i venstre side og gik gennem skjoldet lige under håndtaget og kløvede det helt, men spydet gik videre ind i hans lår lige over knæskallen og videre ind i sadelbuen, hvor det stod fast.

»Rørte det dig?« sagde Flosi til Ingialld.

»Det rørte mig sandelig,« sagde Ingialld, »men det kalder jeg en rift og ikke et sår.«

Så rykkede Ingialld spydet ud af såret og sagde til Flosi: »Nu bliver du stående, hvis du ikke er en tøsedreng.«

Så slyngede han spydet tilbage over åen. Flosi ser, at spydet kommer lige mod hans midje, og bakker sin hest af vejen. Spydet fløj foran Flosis hest og forbi ham, men det ramte Thorstein i midjen, og han faldt straks død af hesten. Nu løb Ingialld ind i skoven, og de kunne ikke komme til ham.

Da sagde Flosi til sine mænd: »Nu har vi lidt mandetab, og nu kan vi vide, hvilken ulykkelig stilling vi er kommet i. Mit råd er, at vi rider op på Threecorner-ryggen. Derfra kan vi se, hvor folk rider over hele egnen, for nu har de samlet en stor flok. De vil tro, at vi rider nordpå op på fjeldet og så østpå til vor egen egn, og den vej rider den største del af folkene efter os. Min plan er at ride op i Threecorner-fjeldet og blive dér, til tre sole er stået op og gået ned på himlen.«

Nu er at fortælle om Kari Solmundsøn, at han drog bort fra den lavning, hvor han havde hvilet sig, til han mødte Bard, og de ord faldt mellem dem, som Geirmund havde fortalt. Derfra red Kari til Mord og fortalte ham tidenderne, og Mord blev dybt bedrøvet. Kari sagde, at der var andet, som sømmede sig bedre for en mand end at græde over de døde, og bad ham hellere samle folk og komme til Holtford. Derefter red Kari videre til Thurso-dalen.